Mine forældre var heldige dengang i 1987. Vi var flygtet fra Libanon og havde boet i Danmark i tre år - først på asylcenter i Holte, så i en lille lejebolig i Greve Strand. Min mor knoklede på sprogskolen inde i København, hvortil hun medbragte min lillebror og mig,  mens min far passede sit vikarjob. Det var ikke skidt, men det var heller ikke rigtig godt. Jeg tror, det kunne være gået begge veje. Men så fik min far – cand.agro. fra American University of Beirut – job som fjerkrækonsulent. I Middelfart. I disse udflytnings- og udkantstider havde det måske ikke været lykken for alle, men det var det dengang for min far og vores lille familie. Vi flyttede selvfølgelig derhen, hvor jobbet var.

Med lån fra mine forældres søskende i udlandet – og fordi min far kunne fremvise en ansættelseskontrakt i banken -  lykkedes det at få råd til et lille hus på Merianvej i et ganske almindeligt lavere-middelklasse-kvarter med ligusterhække og naboer. Danske naboer. Der var ikke en araber i miles omkreds. Ikke en moske. Ikke en shawarma. Vi kendte ingen, og vi var et særsyn. Men min mor insisterede på, at vi ikke skulle være mystiske, så de to sønner blev sendt rundt til naboerne med pitabrød – det var jo firserne, så min mor øjnede snedigt en mulighed for at være first mover trods vores økonomiske lavstatus.

Og med tiden blev pitabrød vekslet til relationer, og naboer blev til venner. Min mor, som havde sine forældre i Libanon og sine søskende spredt over hele verden, fik reservesøstre og -mødre i nabokonerne. Hun lærte sproget og omgangsformerne, at dække et dansk kaffebord og bage brunsviger (Fyns nationalkage), som jeg kunne få med i skole på min fødselsdag. Senere fik hun læreplads i Kvickly, hvor hun stolt hev os hen som nissedrenge i julehandlen. Min mor var grædefærdig, da vi i midten af halvfemserne måtte flytte tilbage til Sjælland - igen på grund af et job. I Middelfart fik vi et dansk hverdagsliv, som gjorde hele forskellen for min fremtid.

Lettere i en ghetto

Undervejs var der lange perioder med arbejdsløshed og afslag. Der var tider, hvor arvesølvet måtte sælges og kommunen bønfaldes. Hvor sprogvanskeligheder og misforståelser truede med at tage modet fra os. Og jeg kan ikke lade være med at tænke: Det ville have været meget lettere i en ghetto! Mine forældre kunne have været øverst blandt ligemænd i stedet for tre skridt bagefter. De kunne bede om sukkeret på deres eget sprog. De havde ikke behøvet at sende os rundt til naboerne med arabisk mad, for det var der allerede.

Misforstå mig ikke. Jeg er til min dødsdag dybt taknemmelig for min fynske barndom og mine forældres vilje til, at jeg skulle være dansk araber. Men jeg forstår også godt, hvorfor ghettoen virker tillokkende, når man lige er kommet til landet og har efterladt alt det, man kender og elsker tusindvis af kilometer væk. Og under andre omstændigheder kunne vi lige så godt være endt i et arabisktalende betonbyggeri. Vi var ikke overmennesker. Men der var et arbejde. Og der var mulighed for at anskaffe en bolig.

Ikke alle var så heldige dengang, og langtfra alle er det i dag, hvor kommunerne som bekendt knokler for at sikre flygtninge boliger, som er til at betale på en integrationsydelse. Resultatet er sammenstuvning i barakker, nedlagte plejehjem og betonbyggerier. Altså nye ghettoer. Hvad andet kan man gøre? Jeg bebrejder ingen – men jeg tænker også over, hvad vi kan gøre anderledes.

Og så tænker jeg igen på mine forældre. Jo, der var vilje – men den er jeg sikker på, de fleste flygtninge har. De er jo kommet så langt på viljen til overlevelse! Vilje alene forslår som en skrædder i helvede, hvis der ikke er noget omkring dig, du kan omsætte den til. Det udslagsgivende var jobbet og dernæst boligen.

Hvad med et integrationslån?

Med trepartsforhandlingerne er vi kommet et fantastisk stykke i forhold til job. Og med topartsforhandlingerne har kommunerne fået en tiltrængt statslig håndsrækning. Men hvad med boligerne? Altså dem, der koster noget og ligger langt væk fra ghettoerne. Folk kommer hertil med intet. Forældrekøb og flexlån er utopisk volapyk.

Hvad med et integrationslån? Jeg googlede ordet, og det findes faktisk ikke – endnu. Kunne man forestille sig et særligt lån til flygtninge og indvandrere, hvor kriterierne var meget klare:

Du skal have en fod indenfor på arbejdsmarkedet. Ikke et fuldtidsjob til fuld løn, nødvendigvis – men du skal være i gang og have vist vilje til sprog og arbejde.

Lånet skal gå til boligkøb. Ikke en strandvejsvilla, men et skub ud af ghettoen. Et sted, hvor der bor flere danskere end arabere.

Tilbagebetaling fra dag 1. Det bliver nok symbolsk i starten – måske en procentvis indeholdelse i løn eller ydelse. Men der skal betales tilbage og gradvis mere.

Man har tidligere givet ressourcestærke familier tilskud til at flytte ind i ghettobebyggelser. Integrationslånet gives omvendt, men med samme mål: balance i boligmassen. Jeg er ikke politiker. Hvis jeg var, ville jeg nok hurtigt kunne opliste de første ti forhindringer: Hvem rejser risikovillig kapital? Er det ikke unfair overfor danskere i boligkøen? Kan det overhovedet betales tilbage?

Men prøv alligevel at overveje det. Boligkøb er over tid en så godt som sikker investering. Og flygtninge sammenstuvet i ghettoer er over tid en så godt som sikker underskudsforretning. Hvad nu, hvis alle gode kræfter gik sammen om det: kommuner, ministerier, fonde, organisationer med erfaring med mikrolån - og jeg kan da også godt komme i tanker om et realkreditinstitut eller to, der kunne have brug for at skærpe CSR-profilen …

Det lykkedes mine forældre at betale tilbage. I dag bor de i en ny provinsby – på Lærkevej, for at det ikke skal være løgn. De er gevinster for Danmark – min mor som kommunal dagplejer og min far som manager i en C20-virksomhed. Og deres fire børn har også alle retning mod stjernerne. Det var ikke givet, at det skulle gå sådan. Og det er heller ikke givet, at det går de nye flygtninge sådan. Det kræver mindre beton og mere ligusterhæk – og vilje på begge sider af den.