Luk øjnene og forestil dig en direktør. Hvad ser du? Højst sandsynligt en mand. Forskning viser nemlig, at vi oftere forbinder ledere med at være mænd end kvinder.

Og risikoen for, at det er den virkelighed, du møder i danske kommuner, er ret stor. Skimter man ned over navnene på direktørposterne, bliver man bekræftet i, at en topleder er en mand. På landsplan gemmer der sig knapt en kvinde bag hvert tredje navn på listerne.

Selvom kommunerne som den eneste offentlige myndighed siden 1995 har skullet redegøre for arbejdet med ligestilling, er antallet af kvindelige direktører kun steget med seks procentpoint på ti år.

Det svarer til, at der nu blot er en enkelt kvindelig topleder mere end i 2009. Udviklingen skal dog ses i lyset af, at toplederstillingerne er reduceret over årene. Kort sagt er der blevet færre af de stillinger, mændene oftest besidder.

Det viser den seneste række af ligestillingsredegørelser, som kommunerne hvert andet år indberetter til Christiansborg. De tegner et billede af en langsom udvikling: I 2009 var 77 pct. af de øverste ledere mænd, mens 23 pct. var kvinder. 

I 2017, hvor den seneste ligestillingsredegørelse blev afleveret, var 71 pct. ledere mænd, mens 29 pct. var kvinder.

- Det er en pinlig lille udvikling taget i betragtning af, at der i de ti år har været ret meget fokus på ligestilling, siger kønsforsker Karen Sjørup, der er lektor emerita på Roskilde Universitet.

Kigger man på udviklingen i den øverste ledelse siden da, kommunaldirektørerne, afviger de tendensen en smule: I 2017 var der 11, i 2020 er der 19, viser Kommunen.dk's egen optælling.

Flere lag

Man skal ifølge Karen Sjørup have in mente, at der er mange kvinder i laget lige under, hvor det er muligt at få en topstilling. Det gør udviklingen endnu svagere, siger hun.

Det billede bekræfter ligestillingsredegørelserne. For mens der ikke er kommet ret mange flere kvinder ind i topledelsen, sidder der en del flere på de lavere ledelseslag, hvor der til gengæld nu er færre mænd. En slags skævvridning i ligestillingen.

Rapporterne inddeler ledere på niveau et, to og tre, hvor det første er direktører, og nummer to og tre henholdsvis forvaltningschefer og teamledere, plejecenterledere, skoleledere mv.

I 2009 var der 55 pct. mænd på ledelsesniveau to, mens der var 45 pct. kvinder, og kigger man på ledelsesniveau tre, udgjorde kvinderne for ti år siden 65 pct. mod 35 pct. mænd.

Ifølge 2017-redegørelsen er mænd og kvinder på ledelsesniveau to nu ligestillede. Her er der lige mange mandlige og kvindelige ledere, og kigger man på ledelsesniveau tre, er kønsbalancen 70 pct. kvinder mod kun 30 pct. mænd.

Men det bør man ikke lade sig forblænde af, mener Karen Sjørup. De ledere bliver nemlig rekrutteret nedefra. Det er altså lærere, der bliver skoleledere, sygeplejersker, der bliver ledere og pædagoger, der bliver chef i daginstitutioner.

Og så er der tale om et lag, hvor kvinder dominerer faggrupperne, og hvor der stort set ikke er nogle mænd.

- Men de mænd, der er her, bliver stadigt hyppigere chefer, end kvinderne gør. En mandlig skoleleder har for eksempel større chance for at blive børne- og ungedirektør end en kvinde, siger hun.

Old-boys-club

At der ikke er sket større udvikling i det øverste ledelseslag, skyldes blandt andet, at old-boys-club’en stadig trives. Det betyder, at et netværk - primært bestående af mænd - er selvsupplerende til de stillinger, der bliver ledige.

I kommunerne er det politiske område i kommunerne traditionelt mandsdomineret med en overvægt af mandlige toppolitikere og tradition for en tæt relation mellem politikere og topembedsmænd.

- Det har man kunnet se i årevis. Samtidig er topchefer fra den ene kommune flyttet til den anden. Det er typisk, at man går fra at være direktør for et enkelt område til at blive kommunaldirektør i en anden kommune. Der foregår en netværksdannelse, og det ser vi jo generelt som positivt, men det er negativt for kvinder i det omfang, at det er udelukkende, siger Karen Sjørup.

Ifølge hende er det ikke, fordi kvinderne ikke er at hente derude. I mange år er der uddannet flere kvindelige akademikere, men en forklaring lyder, at kvinder ikke anses for at være lige så karriereorienterede som mænd.

Ifølge Karen Sjørup er den forklaring primært en myte, men den har også en vis realitet.

De mange typisk akademisk uddannede kvinder har nemlig været under uddannelse til sidst i 20’erne, hvor de fleste gerne vil have børn. Og det forsinker karrieren.

- Det kan vi se på alle tal. For hvert barn bliver både lønnen og og karrieren forsinket. Det gør jo, at kvinder som regel kommer lidt senere i gang med karrieren end mænd, siger Karen Sjørup.

En anden forklaring er, at fokus har flyttet sig - det er simpelthen mindre smart at være topleder, end det var tidligere, siger Sjørup. En tredje og sidste forklaring lyder:

At stat og kommuner ikke lægger samme indsats i at få kvinderne ind, som de gjorde for 10 og 15 år siden.

Sidste år besluttede Folketinget også at udskyde tidspunktet, hvor de offentlige myndighederne skal lave redegørelserne. I stedet for hvert andet år skal det nu ske hvert tredje år, og der blev med ændringen slækket på en række krav, efter kommuner har kritiseret den mængde tid, det tager at lave rapporterne.

Det er et udtryk for mangel på interesse i ligestilling, lyder det fra Karen Sjørup. Første step mod ligestilling er nemlig ifølge hende at erkende og fastholde, at der er et problem.