Store partier favner over flere fløje og fraktioner, mens små partier er præget af topstyret enighed. De danske socialdemokraters tiltagende vælgerproblemer skyldes i høj grad, at partiet ikke længere levner rum for flere forskellige måder at være socialdemokrat på. Uenighed afskrives som illoyalitet.

I modsætning til søsterpartierne i nabolandene, der alle ligger stabilt over 30 procent i meningsmålingerne, har Socialdemokraterne i Danmark begrænset sig til én lille, spinkel stilk i det, som engang var en hel buket af røde roser: Den utvetydigt midtersøgende kurs, som topstyres af statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og finansminister Bjarne Corydon (S), har efterladt det gamle arbejderparti i en tilstand af indre opløsning.

De mange andre nuancer af socialdemokratisme, som klarede sig glimrende ved efterårets kommunalvalg – i form af kanonvalg til for eksempel Thomas Gyldal Petersen i Herlev og Jacob Bjerregaard i Fredericia – har ikke længere tydelige talspersoner på Christiansborg. Indsnævringen af det politiske udtryk i Folketinget har skåret Socialdemokraterne ned til en størrelse, hvor det virker usandsynligt, at partiet kan vokse frem igen og blive en bred alliance mellem alle typer af befolkningsgrupper.

Den egentlige tragedie for Socialdemokraterne i kølvandet på mandagens udgivelse af den anonyme ’whistleblower’-bog ’Den hemmelige socialdemokrat’ er derfor ikke, at et angiveligt medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe udstiller de forbitrede intriger i det hårdt prøvede regeringsparti. Tragedien er snarere, at en ret beset ideologisk motiveret kritik af regeringens linje kun fremføres som netop endnu en intrige; som et fejt bagholdsangreb.

Symptom på skrumpe-syge

Forfatteren til ’Den hemmelige socialdemokrat’ er tydeligvis skuffet over, at partitoppen ikke ønsker at føre en mere socialt afbalanceret politisk kurs – i rød tråd med de mest populære S-borgmestre og de andre nordeuropæiske S-formænd, såsom Stefan Löfven i Sverige, Jens Stoltenberg i Norge og Ed Miliband i Storbritannien. Som et symptom på de danske socialdemokraters skrumpe-sygdom reduceres kritikken til sladder, perfide rygter og person­fnidder.

Fraværet af en åben debat om Socialdemokraternes kurs på Christiansborg har frastødt mange af de vælgere, som stemte på Liste A ved kommunalvalget. Sanktionerne ved intern kritik er for voldsomme. Eller måske er de utilfredse S-medlemmer i Folketinget bare ikke modige nok? Forfatteren til ’Den hemmelige socialdemokrat’ skriver ligefrem, at straffen ved afsløring af identiteten vil blive hårdere, end da den daværende boligminister Erling Olsen (S) skrev en tilsvarende klumme i Ekstra Bladet først i 1980’erne under pseudonymet ‘Dr. Mefisto’. Dengang fik Erling Olsen lov til at forblive i regeringen af statsminister Anker Jørgensen (S). Så blødsøden er der dog ikke mange, som forventer, at Helle Thorning-Schmidt vil være over for den anonyme forfatter, der betegner sig selv som en ”velinformeret kujon”.

Den dobbelte tragedie kan hurtigt vise sig at blive, at en ellers tiltrængt debat om kursen vil blive endnu mere larmende tavs. Reaktionerne på bogudgivelsen viser, at Socialdemokraterne stadig evner at rykke sammen, når de kommer under beskydning – i dette tilfælde såkaldt ’friendly fire’, vådeskud fra egne rækker. Men svaret på Socialdemokraternes dybe vælgerkrise er næppe at begrænse den ideologiske spændvidde yderligere.

Ønske om social balance

Det dramatiske forløb omkring det delvise frasalg af Dong Energy til investeringsbanken Goldman Sachs udstillede nemlig, at vreden blandt socialdemokratiske vælgere er mindst lige så udbredt som blandt SF’erne. Kun 10 procent af S-vælgerne står bag finansminister Bjarne Corydon, mens hele 67 procent mener, at regeringen traf en forkert beslutning. Samme mønster gjorde sig gældende i balladen om dagpengeforringelserne, hvor partitoppen også placerede sig på den forkerte side af vælgerflertallet.

Den gode nyhed for Socialdemokraterne er dog, at der således stadig findes en massiv gruppe af vælgere, som ønsker en mere socialt afbalanceret kurs, nøjagtig som den anonyme forfatter slår til lyd for. Kommunalvalget viste, at forskellige nuancer af partiets politik er væsentlig mere populær end folketingsgruppens. Med et landsresultat på 29,5 procent af stemmerne fik Socialdemokraterne opbakning fra over en tredjedel flere vælgere, end partiet ligger til i de aktuelle målinger.

Den dårlige nyhed for Socialdemokraterne er blot, at såvel bogudgivelsen i sig selv som automatreaktionerne herpå viser, at partiet på Christiansborg stadig har lettere ved at køre videre i rillen af egne fiaskoer, end ved at lære af succeserne ude i baglandet og i vores nabolande