Der udspillede sig mange bizarre situationer tirsdag aften, da De Konservative fyrede Eva Kjer Hansen. Men en af de mest besynderlige var, at landets statsminister på de sociale medier truer med, at regeringen vil gå af, men da så alle landets medier selvfølgelig løber op i Statsministeriet for at dække denne skelsættende begivenhed, vælger han et par timer efter tavs at forsvinde ad bagtrappen.

Udover, at det viser, at de sociale medier åbenlyst har overhalet de traditionelle medier, når det gælder politikernes foretrukne kommunikationskanaler, understreger det også tykt de enorme kommunikationsproblemer, som regeringen har været ramt af fra dag ét.

For Løkkes krisekommunikation i forbindelse med balladen om Eva Kjers fyring må gå over i historien som piv-ringe. Én ting er selve balladen om landbrugspakken, men Løkkes kommunikation får rykket sagen flere niveauer op. Og understreger endnu engang, hvordan Venstre-regeringen gang på gang formår at forvandle deres problemer til dobbeltkriser. De står med et problem, der udløser en krise, hvorefter deres håndtering af krisen udløser en krise, der er endnu større.

En sjusket omgang

Venstre-regeringen kan ellers ikke beskyldes for at ligge på den lade side eller for politisk fedtspil. Lige siden de overtog regeringskontorerne, er de nærmest ugentlig kommet med markante politiske reformer, pakker, forslag og signaler, som har haft kraftig politisk kant. Faktisk har flere af ministrene sat sig så ideologisk hårdt i stolen, at deres embedsværk er begyndt at tage en noget usædvanlig disciplin i brug i deres verden: at pippe fornærmet i medierne!

Men lige så travl og stålsat regeringen har været i forhold til at vælte politik udover rampen, lige så dårlige har de været til at kommunikere om deres politiske arbejde. Regeringens kommunikation har været en underlig sjusket omgang. Mange af de politiske lanceringer er blevet overskygget af interne skænderier i blå blok, lækager fra møder, uklarheder om fakta og ministre, der er kommet med underlige og  bombastiske meldinger.

Tænk bare på det grimme efterspil om finansloven, smykkeloven, der blev ”misforstået”, indførelsen af grænsekontrollen, der udstillede regeringstoppens uenighed, meldingen om de ”kornfede uddannelser”, der fik alle til at se rødt, flygtningekrisen, hvor centrale ministre legede gemmeleg, mens statsministeren festede på en restauration på Frederiksberg, Carl Holst-farcen og senest den voldsomme ballade om landbrugspakken og fyringen af Eva Kjer.

Kommunikationsoprustning uden effekt

Regeringens manglende kommunikative evner er noget overraskende særlig set i forhold til det skudsmål, Løkke & Co. fik i starten af deres regeringsperiode. Her blev der talt om, at det godt kunne være, at det var en smal mindretalsregering, men den vil slippe for alt det bøvl, den tidligere regering var ramt af. Regeringen understøttede selv denne fortælling med, at der intet kom ud i medierne om navnene på det nye ministerhold, hvilket understregede, at det var nye tider i forhold til den forrige regering.

Der blev også talt om, at der var mange erfarne ministre på holdet, at Løkke var Borgens bedste politiske håndværker, der kunne sit kram. Statsministeren oprettede da også som noget helt nyt en central kommunikationsenhed, som blev placeret i hans eget ministerium, så Statsministeriet kunne få en stærkere og mere koordinerende rolle i regeringens kommunikation.

Men indtil videre har regeringen kommunikationsmæssigt været en fuser, som hverken har formået at markedsføre deres politiske udspil, brande det nye ministerhold positivt eller fremstå proaktivt på de politiske dagsordner.

Store ministerier

Der er mange årsager til regeringens kommunikationsproblemer. Lars Løkkes beslutning om at skære i antallet af ministerier har medført nogle store ressortområder, som ser ud til  at ville opsuge mange af de politikere, der ellers skulle tegne butikken udadtil. Søren Pind, der kommunikerede bagdelen ud af bukserne sidste gang, Venstre var ved magten og han var udviklingsminister, er forholdsvis usynlig som justitsminister. Efter at han har fået et ‘voksenministerium’, virker det ikke, som om han har overskud til at gøre så meget ud af kommunikationen.

Det samme gælder for Kristian Jensen, som har fået hænderne fulde i det store udenrigsministerium med mange rejsedage kombineret med, at han sidder i regeringens magtfulde koordinationsudvalg. Også andre af de talentfulde politikere fra mellemgruppen i Venstre virker til at have nok at gøre med at passe de daglige ministerforpligtelser. Typer som Karsten Lauritzen, Ellen Trane Nørby og Sophie Løhde, som ellers tidligere har fyldt meget på den politiske scene, er forholdsvis usynlige.

De erfarne virker uengagerede

En anden væsentlig årsag til regeringens haltende kommunikation skal findes i, at en række af de erfarne folk på Løkkes ministerhold virker til at være fuldstændig uinteresserede i kontakten med vælgerne. Ministre som Lars Christian Lilleholt, Hans Christian Schmidt, Bertel Haarder, Claus Hjort, Peter Christensen og Jørgen Neergaard Larsen gør sig ikke de store anstrengelser for at kommunikere.

De er på ingen måder proaktive overfor medierne, og når de så endelig er på, virker det,  som om de hellere ville være blevet siddende ved deres skrivebord i ministeriet. Det må være skuffende for statsministeren at se, at den store gruppe af erfarne ministre trækker så lidt, når det handler om at styrke regeringens samlede brand.

Men hovedansvaret for Venstre-regeringens miserable kommunikation er Lars Løkkes. Det er ham, der sætter holdet, ham, der lægger strategien, ham, der skal pumpe energi i sine folk, og det er ham, der har skabt en kæmpe regeringskrise på baggrund af en personsag.