Nogle mennesker kan i perioder ikke stå på egne ben. Livet kan være barsk og byde på udfordringer, hvor man har brug for hjælp. Men vi skal give en reel hjælp til samfundets svageste fremfor blot at gøre dem til enheder i et stort socialsystem, som spytter den ene check ud efter den anden. Tiden er inde til at gøre op med offergørelsen og klientgørelsen af borgere, som kan klare sig selv. Statslig hjælp skal kun gives til reelt trængende, og socialpolitik skal altid først og fremmest fokusere på at sætte folk i stand til at forsørge sig selv, da dette vil hjælpe den enkelte person frem mod størst mulig individuel autonomi. I stedet skal civilsamfundet spille en endnu større rolle.

Velfærdsstaten blev opfundet for at tage sig af de svageste i samfundet; en opgave, som må siges at være slået fejl. Samfundets svageste parkeres udenfor fællesskabet med en check fra staten uden reel mulighed for at forsørge sig selv. Dette bidrager til at umyndiggøre de mindre ressourcestærke i samfundet og gør dem afhængige af staten – en tilstand, der er dybt nedværdigende for individet.

Tusindvis af danskere bliver i dag udsat for en dårlig behandling i det offentlige socialsystem. Det skyldes en herskende, socialdemokratisk kassetænkning, hvor folk skal placeres i en kasse. Herefter opgives de af systemet og får smidt en check i hovedet i stedet for at få hjælp til at klare sig selv. Den socialdemokratiske kassetænkning er blandt andet illustreret ved det absurd høje antal unge mennesker, som er blevet placeret i kassen ”ikke-jobklar”. Knap 40.000 unge mennesker blev alene i 2013 fundet uegnede til at arbejde. Det er nok engang en falliterklæring og et forkasteligt signal at sende til unge mennesker.

Socialsystemet skal altid stræbe efter at få folk til at klare sig selv. At gøre borgere til passive klienter er respektløst – både overfor skatteyderne, men så sandelig også for de trængende borgere.

Det er altafgørende, at man ser på den enkeltes behov. Problemer løses sjældent med en check. Nogle har måske brug for en mentor i hverdagen, andre har brug for faglig opkvalificering for at komme ud på arbejdsmarkedet, mens andre igen kan have brug for terapi til at bearbejde traumer.

På kort sigt kan det være en stor udgift, men hvis det får flere i arbejde, vil det på langt sigt ikke blot være det mest menneskelige, men også det mest økonomisk rentable.

Det bedste middel mod sociale problemer er at få et job. At have noget at stå op til om morgenen. Det booster selvværd, livsindhold og socialt netværk. Omvendt er arbejdsløshed roden til social armod. Derfor bør offentlige ydelser aldrig fjerne incitamentet til at søge arbejde. Ej heller skal offentlige ydelser gives med det formål at skabe mere økonomisk lighed.

Desværre har jobcentrene været håbløse til at få arbejdsløse tilbage på arbejdsmarkedet. De er udsat for unødvendig og uværdig visitation, håbløse aktiveringer, ineffektive kurser samt en uværdig klientgørelse.

Ledige bliver sendt på nytteløse kurser såsom CV-kurser. For akademikeren, som allerede har styr på CV’et, nytter det intet. For den unge mand, som grundet sociale problemer er uden for arbejdsmarkedet, gør et CV-kursus næppe heller en forskel.

Private kan løfte opgaven langt bedre end det statslige bureaukrati-monster. Aktører med en oprigtig interesse i at få arbejdsløse ud på arbejdsmarkedet vil ikke sætte mennesker til at bygge spaghettitårne, tage nytteløse personlighedstest eller deltage i kurser i at åbne et excel-ark, som man ser det på jobcentrene.

Jobcentrene bør nedlægges, således at arbejdsløse får bedre hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet.