Han var en hædersmand’, sagde min far om en netop afdød person. Jeg husker ikke hvem. Hvad jeg husker er, at jeg var en knægt i en alder, hvor den slags hæfter sig i et åbent drengesind. Jeg forstod, at det er en betegnelse, man ikke så ofte bruger. Og at når man gør, så er der tale om et menneske med helt særlige, sjældne kvaliteter og integritet.

Siden gik der den sædvanlige inflation i sproget, og udtrykket ’hæderlig’ blev brugt af mennesker med en beskeden sprogbevidsthed. Og så begynder alle mulige andre betydninger at klæbe til ordet. ’En hæderlig indsats’ betyder ikke en usædvanlig og særlig selvstændig og principfast indsats, men derimod en indsats på det meget jævne, hvor der i den grad er plads til forbedringer.

Måske gjaldt min fars betegnelse en politiker – skønt det i dag kan virke usandsynligt. I hvert fald randt hans udsagn mig i hu, fordi jeg i den grad føler mig omgivet af politikerudladninger, som jeg har svært ved at finde ord for. Og ordet ’hæderlig’ er IKKE det, der først kommer under overvejelse.

For nylig har statsministeren affyret startpistolen og udskrevet det valg, der har givet samtlige politikere febervildelse de seneste mange uger. Det har indimellem mindet mere om udslag af en slags ondartet kuller end af politisk tænkning; andre gange, som om de har svært ved at styre deres komiske talenter.

Vi har set den borgerlige blok kaste sig som en flok rasende hvepse over Helle Thorning-Schmidt og lufte skinger harme og indignation. Alt sammen fordi hun på et internationalt pressemøde om terrorangrebene i februar kom til at bruge udtrykket ’øjeblikkelig’ om en indsats ved den jødiske synagoge, som politiet faktisk var fire timer om at få sat i værk.

Undskyld mig, men hvad er problemet her? Er det, at statsministeren på et tidspunkt har været i den vildfarelse, som bilagsbaron Løkke nervøst kaldte det i folketingssalen? Eller kunne det tænkes, at det problem, politikerne sidder med, er, at politiet på en lang række punkter ikke var opgaven voksen? Vel lidt for alvorligt et problem til, at man kan tillade sig at lege valgkamp med det.

Men den borgerlige opposition buldrede løs med Venstre i front. Ingen holdt sig tilbage fra at deltage i festlighederne. Og bankdirektør i skattely Lars Seier Christensens talsmand på Borgen, Anders Samuelsen, mente ligefrem, at statsministerens vildfarelse krævede en uafhængig kommissionsundersøgelse. Den slags stille og underfundig humor kan jeg slet ikke stå for.

Ikke så godt for folkestyret

Socialdemokraterne kan ellers sagtens levere møgsager, man kunne kaste sig over - som nu finansminister Bjarne Corydon, der er kendt for sin robuste form for humor. Men det kan vist meget dårligt udlægges som et udslag af hans særlige humor, at det er lykkedes ham at formulere et bidsk svar til Folketingets Præsidium, så det kun kan tolkes som et klart udsagn om, at han ikke har tillid til Folketinget – i den aktuelle sag medlemmerne af Finansudvalget.

Værsgo´! Kan I så forstå det – I skal ikke komme og snage i fars papirer, for så vil de ende på forsiderne af samtlige landsdækkende aviser, synes at være hans holdning. Og det er jo - pænt sagt - ikke så godt for folkestyret. For politikernes vigtigste opgave er jo ikke at stå og råbe i munden på hinanden i radio- og TV-debatter, men at kontrollere, at den til enhver tid siddende regering opfører sig ordentligt og overholder love og aftaler.

Men det vil Corydon blæse en hatfuld. Når han laver forretninger med store finansspekulanter som Goldman Sachs og sælger ud af nationens arvesølv til pengetanke i skattely, så er det alt for risikabelt at lade Finansudvalget kontrollere, at det nu også var det bedste bud, der løb med vigtig knowhow og indflydelse på Danmarks energipolitik. For medlemmerne er nogle sladretasker.

Det kan man da kalde en tillidskrise. Det synes Enhedslisten da også, og Dansk Folkeparti er med en imponerende forsinkelse nu med. Så man skulle tro, at den øvrige opposition ville slikke sig om munden og tage fat. Men nej, nej. Slet ikke. Det løbende mundvand skyldes drømmene om at overtage regeringsmagten, og så kan enhver jo se, at man ikke skal støtte ønsker om indsigt i vigtige regeringspapirer. Det kunne jo ramme en selv. Og det bryder en blå regering sig ikke om – det har vi til fulde set tidligere.

Stor interesse for detaljer

Så Venstre fortsætter sin bemærkelsesværdige interesse for detaljer i politiets arbejde – herunder arbejdstilrettelæggelsen. Venstres retspolitiske ordfører Karsten Lauritzen er oprørt over, at politifolk fra Nordjylland skal deltage i sikkerhedsarbejdet ved Folkemødet på Bornholm. Han frygter for kvaliteten i politiarbejdet deroppe, når betjentene skal til det højrefløjens freakshow, Folkemødet på det seneste har udviklet sig til.

Imponerende arbejdskapacitet, hr. Lauritzen. Men jeg kan nu godt frygte for kvaliteten i lovarbejdet, når Folketingets medlemmer skal til at gennemgå og godkende politiets vagtplaner.

En af blå bloks utallige belastede eksministre, Troels Lund Poulsen, er blevet vred på Socialdemokraternes politiske ordfører, fordi hun har formastet sig til at sige, at der var lækager fra et Venstre-ledet ministerium. Hr. Poulsen føler sig truffet og pustede sig op til at kræve, at Helle Thorning satte sin ordfører på plads. For han er jo uskyldsren, har undersøgelseskommissionen af den betændte sag i Skatteministeriet fastslået.

Bliver han og andre ledende Venstre-folk ved med at sige, skønt det er lodret forkert.

Man kan ikke blive frikendt af en kommission, der må konkludere, at man ikke har fundet ud af ret meget, fordi alle lyver eller ikke vil sige noget. Det klareste udsagn fra kommissionen var såmænd, at den ikke troede på Lund Poulsens fantasifulde forklaringer under afhøringerne.

Kan nogen finde en hædersmand i det her? I mellemtiden er der udskrevet valg. Så kan vi få en politiker-fri sommer. Det kunne godt gå hen og blive en helt hæderlig sommer.