Hvis ellers der er plads, vælger jeg som regel at sætte mig i stillekupeen på mine daglige togture. Jeg er umiddelbart til salg for ikke at blive involveret i andres snik-snak, og så trækker det lidt, at den nordeuropæiske, tavse tristesse netop i stillekupeerne faktisk kan brydes bare lidt. Her finder man nemlig små hverdagsdramaer med følelsesudsving fra disrespekt, manglende situationsfornemmelse, civilcourage, storsind og humor. Og så alle overvejelserne, om man nu skal blande sig eller ej. At lade være er jo også en måde at blande sig på.

Nu er der først alle dem, der sætter lyttebøffer i ørerne og slet ikke følger med, når der er dramaer under opsejling. Dem om det. Så er der os andre, der udveksler sideblikke med svingende temperament, når andre i kupeen er på vej til eller godt i gang med at overtræde tavshedspåbuddet – velvidende eller åbenlyst totalt uvidende.

Selv at være så fordybet i en god snak, der begyndte på perronen og endte i den del af toget, hvor tale ikke ligefrem er sølv, introducerede mig til de latente spændinger i quiet zone. En medpassager bevægede sig helt hen til os og hviskede alvorligt, at det altså var en stillekupé. Det anede vi ikke – og fandt nogen andre pladser.

I dag er der så – i hvert fald i Arrivas tog – klistermærker med et tyssende logo på hvert sæde samt henstillinger på tv-skærme, så uskyldigt at hævde sin uvidenhed er blevet sværere.

En anden dag var to studerende tydeligvis udmærket klar over, hvor de befandt sig, og at andre nok måtte kunne leve med deres ganske lavmælte samtale. En dame fire-fem sæder bagved var ikke enig, rejste sig og skældte voldsomt ud i et toneleje, der ikke just bevarede den kollektive stilhed. De to ungersvende udvekslede sigende blikke om den eksalterede dame, som lod til at reagere udfra sammen-sparet frustration, og indstillede nu ikke snakken helt. Det ville være for forsmædeligt et nederlag, og de høstede nu skæve smil, mest rettet mod den rethaveriske.

Hvad med dig selv?

Sådan kan stillekupeernes myldretids-dramaer, der begynder med at handle om retten til køre i tog ganske uforstyrret, blive en kamp om medpassagerernes sympati. Forleden nåede en mor og datter i sidste øjeblik at komme med toget, og forpustede og lettede var de ganske højrøstede. Og de blev ved, så flere medpassagerer begyndte at kigge over brillekanten for at skaffe lidt opbakning til en velplaceret reprimande – som så endelig spruttede ud fra en romanlæsende kvinde.

Det fortrød hun vist, for hendes påpegning af kupeens særlige regel blev i første omgang blot mødt med en forsikring om at ville tale lidt lavere. Og hendes replik om, at stilhed i en stillekupé sådan set ikke kan gradbøjes, blev så mødt af det frimodige svar ’at så må du jo heller ikke selv sige noget!’ Det var ikke datter, men mor, der ikke sådan ville lade sig korrekse i al offentlighed, og mens romanlæseren med opadvendte øjne appellerede til alle andre, om man virkelig skulle lade sig ’svine til’, forduftede de to vist, for lidt mere stille blev der.

Dog kun en stund, for så ringede en englænders telefon, og hans ikke speciel lavmælte samtale fik min bekendt til stilfærdigt at lægge en hånd på hans arm og med øjnene signalere op imod logoet med fingeren på læben. Den berøring var åbenbart for stor en overskridelse af den mobilsnakkendes privatsfære, for han svarede igen med at ryste armen af sig og fortsætte snakken, til min bekendt så sig i sin gode ret til nu med hævet stemme at bede ham finde et sted i toget, hvor mobilsnak var mere passende.

Engströms morlille

Det gjorde han nu ikke, men ikke mange sekunder efter skrattede højttalerstemmen og indskærpede snakke-forbuddet så kort efter inter-mezzoet, at man kunne have personalet mistænkt for at have overværet det og trykket på play-knappen. Det finder jeg nok aldrig ud af.

Men mine tanker røg tilbage i tiden til den svenske humorist Albert Engström, som har en kostelig tegning med en morlille, der havnede i en skånsk togkupé af den gamle slags med tre pladser over for andre tre. Hendes fem medpassagerer mælede ikke et ord, sammenbidte, fjerne og udeltagende, og den eneste tekst var de ord, der endelig undslap hende: ’Det er strengt at sku’ tie’…’

Og så kunne man jo overveje, om det var en idé at indføre kupeer til dem, der rigtig gerne vil snakke under overskriften ’Mød nye mennesker’. Og vé den, der forvilder sig derind og så ikke vil snakke!