Danskerne har fået en ny digitaliseringsstrategi for perioden 2016-2020 - den femte i rækken. Denne fællesoffentlige digitaliseringsstrategi har fået titlen ”Et stærkere og mere trygt digitalt samfund” – en titel, som afspejler tidens politiske tendenser. Statsministeren har talt om ”et stærkere Danmark”, og mange politiske ledere taler om tryghed. Så den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi er dækket ind politisk. Det er staten gennem Digitaliseringsstyrelsen, regionerne og kommunerne, der sammen har udarbejdet den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi.

Men hvordan passer den nye digitaliseringsstrategi ind i den overordnede moderniseringsindsats i den offentlige sektor i Danmark?

Digitaliseringsstrategien fokuserer på tre områder:

1. Det digitale skal være let, hurtigt og give god kvalitet
2. Offentlig digitalisering skal give gode vilkår for vækst
3. Tryghed og tillid skal i centrum

Punkt 1 handler mest om optimering af digitale processer og indførelse af tværgående digitale løsninger. Punkt 2 handler især om, hvordan digitaliseringen kan understøtte erhvervslivets produktivitet på forskellig vis, mens punkt 3 mest handler om velfærdsteknologi, og om hvordan borgerne kan få bedre service gennem digitale løsninger.

Danmark ligger faktisk i verdenseliten, når det angår digitalisering af samfundet. Danmark er placeret som nummer ét i ”Digital Economy and Society Index (DESI) 2016”, der viser digitaliseringens udbredelse i Europa. Danske borgere har oftest digital kontakt med det offentlige sammenlignet med andre OECD-lande. Danmark har udbredt brug af internetopkobling i hjemmet og antal mobiltelefoner per indbygger. Danmark er en digital frontløber. Andre lande ser til Danmark for at få inspiration til bedre digitale løsninger.

Digitaliseringsstrategien har mange kvaliteter, men der er tre temaer, som tiltrækker opmærksomhed:

For det første handler digitaliseringsstrategien mere om service end om dialog. Borgerne skal helst deltage i digitaliseringen ved at klikke sig ind, indsende oplysninger og finde information samt deltage i for eksempel telemedicinskpraksis.

Borgerne er mere servicemodtagere, end de er deltagere i en demokratisk proces. Der står næsten ikke noget i digitaliseringsstrategien om sociale medier eller om demokrati. Anvendelse af sociale medier er det overladt til de enkelte ministerier, regioner og kommuner at finde ud af selv. Resultatet er manglende retningslinjer for, hvordan borgerne interagerer med det offentlige på sociale medier. Myndigheder som Politiet og Skat er kendte for at bruge sociale medier kreativt og konstruktivt. Men andre myndigheder halter langt bagefter og er mere reserverede.

For det andet påpeger digitaliseringsstrategien nogle markante tendenser, men er mindre klar i mælet om, hvem der tager de næste skridt. Skal lovgivningen virkelig tilpasses digitaliseringen, eller er det digitaliseringen, der skal tilpasses lovgivningen? Når digitale løsninger skal være den foretrukne indgang til den offentlige service, hvilken rolle skal kommunerne så spille i fremtiden?

Kommunerne kommer endnu mere under pres, når flere digitale løsninger rulles ud centralt og fælles dataløsninger tages i brug. Hvorfor skal det offentlige stille en masse grunddata til rådighed for den private sektor i Danmark? Kunne den offentlige sektor ikke begynde at tage penge for det og derved skabe sig en indtægtskilde? Der bliver skrevet meget om nye forretningsmodeller, men hvilke præcise forretningsmodeller er til fordel for danskerne? Hvem får ejerskabet til de ny løsninger?

For det tredje har regeringen, KL og Danske Regioner lavet fælles digitaliseringsstrategier gennem 15 år nu. Det er et aftalebaseret system, hvor parterne i den offentlige sektor laver aftaler om, hvilke digitaliseringsløsninger der skal prioriteres. Det er et stort plus for Danmark, at parterne kan finde ud af at lave fælles løsninger. Det betyder også, at det går sikkert fremad. Digitaliseringsstrategien giver Danmark et fortsat solidt fundament at udvikle den offentlige sektor på. Den lange planlægningstid betyder dog også, at Danmark er låst fast i nogle systemer. For eksempel var mange digitale løsninger en tid udviklet til PC’er, men borgerne begyndte pludselig at bruge tablets og mobiltelefoner til at gå på nettet med, og så måtte de digitale løsninger tilpasses det.

Kritikken lyder, at der er for meget digitalisering i det offentlige, og at borgerne ikke kan følge med. Erfaringen viser dog, at danskerne er rigtig gode til at tage digitale løsninger til sig. Digitaliseringen sker allerede, og digitalisering er også et vilkår for den private sektor og for private serviceløsninger. De to britiske forskere, Patrick Dunleavy fra LSE og Helen Margetts fra Oxford, mener ligefrem, at styringen i den offentlige sektor kan karakteriseres som styringen i den digitale æra (Digital Era Governance).

Udviklingen giver helt nye muligheder for at designe løsninger, der for alvor sætter borgerne i centrum, fordi digitale løsninger kan fokusere direkte på den enkeltes behov ved brug af data – behovs-baseret holisme, som Dunleavy og Margetts kalder det. Dunleavy og Margetts mener, at styringsdagsordenen i den offentlige sektor i høj grad formes af digitaliseringens udbredelse. Et andet kritikpunkt er, at digitalisering udfordrer de fagprofessionelle og deres faglige monopol på, hvad der er professionel viden. Men fagprofessionelle bruger allerede digitale løsninger i dag, og digitaliseringen kan hjælpe til at gøre dem endnu smartere og måske få dem til at bruge de sociale medier noget mere.

Den nye digitaliseringsstrategi vidner om en fortsat, fokuseret indsats for at modernisere den offentlige sektor. Og så er den fællesoffentlig: Digitalisering får staten, regionerne og kommunerne til at arbejde sammen. Digitalisering er et område, der kræver koordinering og hensyntagen til hinanden.