I  en analyse med overskriften ’Demokratireform skal efterfølge strukturreform’ i Kommunen fra den 22. februar skriver chefredaktør Claus Theilgaard, at etableringen af de store kommuner samt regering og Folketings reduktion af kommunernes handlefrihed nødvendiggør en demokratireform. Han bruger blandt andet vendingen, at økonomiaftalerne mellem KL og regeringen ”er en alvorlig trussel mod demokratiet”, da vælgerne ikke kan gennemskue dem.

Men det er de aftaler nu ikke. Vort demokrati er i lighed med alle andre demokratier repræsentativt, hvilket indebærer, at de respektive vælgergrupper udpeger en række personer til på deres vegne at tage vare på de fælles anliggender med Grundloven som den eneste begrænsning. Det er derfor uden betydning for den demokratiske funktion, om vælgerne kan eller vil sætte sig ind i, hvad politikerne foretager sig.

Aktiv deltagelse i politik er faldende

Som tiden er gået, har ordet ’repræsentativ’ imidlertid fået stedse større vægt. Det skyldes, at vore samfundsfunktioner gradvist er blevet mere og mere komplicerede og meget svære og tidkrævende at håndtere selv for erfarne politikere. Den ’menige’ vælger har kun mulighed for at være nogenlunde med, hvis hun/han er rede til at sætte en meget stor del af sin fritid ind herpå. Hertil er lysten og viljen ikke stor, og den formindskes år for år i takt med de stigende krav til viden. 

Claus Theilgaard er i denne forbindelse inde på en tilstræbelse af større ’gennemsigtighed’, men denne vej er det ikke praktisk muligt at benytte, da hverken politikere eller embedsmænd har evner til eller mulighed for at befordre en sådan, og mediefolkene, som jo er bindeleddet til vælgerne på dette punkt, ikke altid er lige velbevandrede i det pågældende stof. 

Det er en større fare for demokratiet, at medlemstallene i de politiske partier i kølvandet på denne udvikling i de seneste årtier er faldet katastrofalt og nu ligger på omkring 5 procent af antallet af vælgere. Her kommer netop det ’repræsentative’ meget tydeligt ind i billedet. Det er jo vælgerforeningerne, som opstiller kandidaterne til de folkevalgte forsamlinger, og det betyder de facto, at 95 procent af vælgerne lader sig repræsentere af disse 5 procent med hensyn til at bestemme, hvilke kandidater de på valgdagen fremmødte vælgere har at vælge imellem. Fortsætter dette tal med at falde, kan der opstå problemer med at få ’bemandet’ de folkevalgte forsamlinger på forsvarlig vis. 

Claus Theilgaard omtaler til sidst muligheden for afholdelse af kommunale folkeafstemninger, men selv tilsyneladende meget enkle temaer kræver tid og energi hos de vælgere, som skal tage stilling. Han slutter med at formulere et eksempel på et sådant ’let’ spørgsmål, nemlig ”Skal vi hæve skatten eller spare på ældreplejen?” Men skatten er mange ting: Personskat, ejendomsskat, afgifter og moms, og det samme gælder ældreplejen: Plejehjem, hjemmehjælp, tildeling af hjælpemidler, tilskud til transport etc., hvortil kommer hvilken størrelsesorden, en sådan forskydning de besvarende vælgere i givet fald har i tankerne ved sætningen af deres kryds. Der er alt for mange uklarheder til, at politikerne kan bruge resultatet af en sådan afstemning til noget som helst. 

Løsning ligger i skolerne

Løsningen på det af Claus Theilgaard rejste problem om at vende tilbage til tidligere tiders større interesse for og lyst til hos borgerne at være aktivt med i vort demokratis virke er ikke en demokratireform, men ligger for mig at se et helt andet sted og kan kun gøres til virkelighed på længere sigt. Det skal ske ved, at borgerne fra barnsben får kendskab til begrebet demokrati i bredeste forstand, og det vil sige gennem undervisningen i skolerne. Det kan ske ved at lade demokratisk tankegang vinde indpas, hvor det kan lade sig gøre, og måske endog lade læren om demokrati blive et selvstændigt fag. Målet skulle da være, at eleverne, når de forlader skolen, betragter medleven i vort demokrati som en lige så naturlig ting som at være med i andre vigtige livsfunktioner og hermed have fået en grobund til brug i voksenlivet.