Det er en myte, der gerne fremføres af DJØF, at Danmark har partipolitisk neutrale embedsfolk. Nok er det ikke ofte, at der opstår formodninger om, at en udnævnelse er partipolitisk motiveret. Men den moderne embedsmand skal være fleksibel og pragmatisk. Han skal være en dygtig strateg og ivrig efter at vise sine politiske evner.  Ved udnævnelser af topembedsfolk er det blevet det vigtigste, at de har politisk tæft. De skal som kamæleoner leve sig ind i enhver politisk ledelses politiske tanker.  Og hvis en minister (eller en borgmester) ikke rigtig har tanker, så må de give ham nogle. Kan de ikke det, må de forlade jobbet. Frivilligt eller ufrivilligt.

Formanden for DJØF-overenskomstforeningen, Lars Quistgaard, har beskrevet vore politiserede embedsfolk på en idylliserende måde: “Udviklingen har kaldt embedsværket fra maskinrummet op på dækket - ja, sågar op på broen. De skal være med til at planlægge kursen, udvikle manøvrer i oprørte vande og sikre, at passagerne får at vide, hvad der sker og hvorfor. At medvirke er et af embedsværkets væsentlige bidrag til et levende og stærkt demokrati.”

I DJØF's idealbillede er det altså et stærkt demokrati, at embedsmænd sammen med politikere (som i øvrigt også mere og mere er
DJØF'ere) planlægger kursen, mens den øvrige befolkning er passiv. Men det har aldrig været meningen med demokratiet, at embedsfolk skal lægge kursen. I de forestillinger om demokrati, som udvikledes i Danmark af Hal Koch og andre, indgik desuden, at "folket" ikke skulle ligge mageligt henslængt som passive demokratikunder på et soldæk jævnlig lyttende til (new)speak i højtalerne. Borgerne skulle være aktive deltagere i demokratiet – om ikke af andre grunde, fordi magten ellers kan blive misbrugt.

Ukorrekte og ulovlige

I vores nye bog 'Ansvaret der forsvandt' viser Pernille Boye Koch, lektor på RUC i offentlig ret, og jeg, at i en række af de senere års skandalesager er mistanken den, at embedsfolkene ikke optræder korrekt og lovligt. Mistanken er også, at de ikke evner at sige fra, når politikere bevidst eller ubevidst vil det ukorrekte og ulovlige. Embedsfolkene er ikke bare politiserede. De er overpolitiserede, når de overtræder grænserne for det korrekte og lovlige.

Vi er dybt bekymrede over, at det i sagen om daværende justitsminister Morten Bødskovs løgn om et besøg på Christiania overfor Folketinget blev gjort legitimt, at embedsfolk aktivt medvirker til at konstruere "nødløgne" over for de demokratisk valgte politikere. Det er respektløst overfor vore demokratiske institutioner og overfor befolkningen. Det er desuden at sætte underordnede embedsfolk i umulige situationer, hvis de får ordre til at konstruere nødløgne til gavn for deres minister eller borgmester. Her er det nu blevet meget svært at trække en grænse og sige fra over for en overordnet.

Vi finder det helt udenfor embedsfolks legitime opgaver at overtage politiske forhandlinger fra den ansvarlige politiker, som det er sket i nogle tilfælde i ministerierne. Tidligere departementschef Peter Loft og  andre  departementschefer har desuden forklaret, at de ofte har rådgivet ministre politisk om emner helt udenfor ministeriets fagområde. Det er ren politisk rådgivning uden faglighed. Den praksis savner legitimitet, fordi regeringens generelle politik ligger helt udenfor embedsmandens faglige baggrund og ansvarsområde. Rådgivning af den karakter bør overlades til folk med et demokratisk ansvar som for eksempel juniorministre. Det ville give renere linjer at rekruttere folk til det på partipolitisk baggrund.

Det er blevet nødvendigt, at ministre aflastes for at kommunikere offentligt. Men her er det et problem. Til illustration her en sammenligning af tidligere minister Troels Lund Poulsen og departementschef Peter Loft i skattesagen. Da medierne var allermest interesserede i sagen, påberåbte de to sig tavshedspligt. Peter Loft havde ellers tidligere udtalt sig om sagen – i øvrigt delvis fejlagtigt og misvisende, som han selv har erkendt. Men alligevel lod medierne Loft gå, og det blev aldrig opklaret, hvad det egentlig var, Loft nu pludselig mente at have tavshedspligt om. Troels Lund Poulsen slap ikke så let, fordi han er folkevalgt. Han måtte til sidst indrømme selv at have opfundet sin tavshedspligt. Han fremstod latterliggjort. Men Lofts undvigelse fra journalisterne forblev upåtalt. Eksemplet illustrerer, at embedsfolk i modsætning til politikere fremstår uden demokratisk ansvar i offentligheden.

Klapper i som østers

På den ene side har vi altså som her situationer, hvor embedsfolk afviser at udtale sig i en penibel sag under henvisning til en ikke nærmere defineret tavshedspligt – eller henviser til loyalitet. DJØF ynder også at ynke topembedsfolk, der bliver kritiseret offentligt. Det hævdes, at de ikke kan forsvare sig. Nuvel, men bør deres optræden i offentligheden så ikke reguleres? Vi har flere eksempler i vore cases på, at topembedsfolk udtaler sig fejlagtigt i offentligheden, men klapper i som østers, når der kommer kritik af deres ageren. Det er ikke tilfredsstillende.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

På den anden side har vi situationer, hvor embedsmanden i offentligheden agerer skjold for en politiker i en penibel sag. Embedsmanden går ud og forsvarer sin politisk foresatte, når vedkommende kritiseres. Politikeren kommer derved ikke til at stå til ansvar, og embedsmanden står per definition uden politisk ansvar. Embedsmanden lader sig bruge som lynafleder. Det er ikke tilfredsstillende.

Vi har ikke patentløsninger på alle disse problemer. Vi har dog en række forslag og overvejelser i "Ansvaret der forsvandt", som kan afhjælpe knuden af problemer.

Desværre savner vore politikere stort set  overskud til at videreudvikle vores demokrati. En undtagelse er dog her, at Folketinget overvejer at indføre høringer krævet af et kvalificeret mindretal. Det manglede da bare. Det er noget, som de fleste af vore nabolande for længst har gjort. Men ellers overlades debatten til de offentlige chefer i DJØF. DJØF har nu på baggrund af en række skandaler nedsat et udvalg, der skal se på embedsfolkenes situation. Initiativet er forståeligt, men har sine store begrænsninger. Vinklingen er tilsyneladende "ministerbetjening" fremfor demokratiets, retsstatens og effektivitetens problemer.  DJØF er en privat interesseorganisation, som skal varetage embedsfolks interesser. DJØF er domineret af forvaltningens ledere. DJØF håndplukker selv de folk, der sidder i udvalget. Det er domineret af embedsfolk tilsat et par politikere og professor Jørgen Grønnegård Christensen, som de seneste 40 år har medvirket i talrige udvalg af denne karakter. Den store nytænkning vil ikke komme herfra. Man må håbe, at regeringen eller Folketingets Præsidium snart tager bedre initiativer.