I SR-regeringens restlevetid, det lille års tid, der højst vil være tilbage af valgperioden, vil dansk politik i endnu højere grad end før handle om eventuelle politiske kompromiser, som SR kan indgå med rivalerne i Venstre. Regeringens økonomiske politik og kurs er uændret, men de bebudede reformer på beskæftigelsesområdet vil næppe møde større opbakning fra regeringens parlamentariske grundlag.

Enhedslisten har konsekvent nægtet at indgå kompromiser, der efter deres mening forringer vilkårene for socialt udsatte grupper. Og siden SF er kommet i opposition, er der nærmest ikke gået en dag, uden man har undsagt de reformer, som man før tog medansvar for. Derfor er det næppe tænkeligt, at SF er med i flere forlig, som Enhedslisten let kan udråbe som social skæve, det vil sige, hvor der flyttes ressourcer fra lavindkomstgrupper for eksempel for at lindre erhvervslivets byrder i forbindelse med en vækstplan.

Alt andet lige gør det regeringen mere afhængig af Venstres mandater end nogensinde før. Venstres pris for at indgå forlig er ved fraværet af mulige alternativer, der vil det samme som regeringen, dermed steget. Samtidig må man forvente, at Venstres – og alle øvrige partiers - villighed til at indgå forlig er faldende, som vi nærmer os et folketingsvalg. Efter sommerferien vil forligsinteressen være yderst begrænset og valgkampen skudt i gang for alvor. 

Pia Dyhr gambler ikke

SF's pinlige sammenbrud for åbent tæppe er kommet så meget under kontrol, at man har fået valgt en ny ledelse med Pia Olsen Dyhr som partiformand sekunderet af veteranen Holger K. Nielsen og partiets store talent Jonas Dahl som ny gruppeformand. For SF må resten af valgperioden udelukkende dreje sig om at stabilisere vælgeropbakningen i skarp konkurrence med Enhedslisten om klare markeringer i forhold til regeringen. Pia Olsen Dyhr gambler næppe med den samling på tropperne, som der nu endelig er kommet. For dem gælder det om at vinde vælgerne tilbage fra EL, og det sker ikke ved at indgå upopulære forlig med regeringen. 

Det skrantende venstrefløjsparti er godt hjulpet af, at det er endnu ikke gået helt op for nyhedsmedierne, at med SF's regeringsexit har de politiske realiteter ændret sig. Selv en weekend, hvor Ukraine på dramatisk vis bliver invaderet af Rusland og den største internationale krise i årevis nær vores breddegrader tager form, fastholdes der en massiv medieinteresse om sammensætningen af hovedbestyrelsen og hvem der nu skal bestride næstformandshvervene i det tidligere regeringsparti. Pia Olsen Dyhr bedyrede på landsmødet, at SF fortsat er 'en magtfaktor i dansk politik'. Det er SF ikke - alene i kraft af, at deres mandater ikke rigtig er afgørende. Det er desuden de færreste, som er imponerede over partiets forvaltning af den smule magt, det trods alt havde, efter at have oplevet, hvordan SF snublede ud af regeringskontorerne. Det er ikke et overvældende antal politiske iagttagere, der seriøst tror på, at SF kan komme i regering igen de næste mange år.

SR-regeringens økonomiske politik tager stadigvæk udgangspunkt i regeringsgrundlaget, der slår fast, at man 'viderefører VK-regeringens økonomiske politik'.  Den jernlov gør indtil videre, at De Radikale ikke slipper grebet om retningen for den økonomiske politik. Og slet ikke nu, hvor man i regeringen slipper for de opslidende interne diskussioner med SF’erne, der altid endte med, at De Radikale og finansminister Bjarne Corydon fik deres vilje, som det for eksempel skete med aftalen om DONG-salget til den forkætrede amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Regeringen kan endda med SF's exit vippe et par tabersager over bord, som man arvede fra SF-ministre såsom brændeafgiften og 'Stasiloven', hvor SKAT skulle oprette en anonym 'stikkerlinje'.

Venstre hæver prisen

SR-regeringen har – selv da SF var med - i forvejen gennemført alle større vidtgående reformer primært med Venstre og de borgerlige, mens det er blevet overladt til regeringens parlamentariske grundlag i EL at få indflydelse på de områder, hvor det ikke gør ondt på venstrefløjens vælgergrupper.  Når det gælder transportinvesteringer, har regeringen endda fået held til at få Dansk Folkeparti med ombord, mens Venstre har holdt sig udenfor.

Det er forventningen, at de reformer på beskæftigelsesområdet, som regeringen spiller ud med om ikke så længe, bliver indgået med primært Venstre. Sidstnævnte kræver i øvrigt, at regeringen sammenkæder forhandlingerne om en kommende vækstplan, der også skal indeholde ændringer i klima- og energiforliget, med et opgør med de himmelhøje PSO-afgifter, som regeringen selv er enig i koster Danmark arbejdspladser.

Det kan dog ikke udelukkes, at regeringen til efteråret forsøger at lave det sidste økonomiske forlig med hele venstrefløjen, men det kræver som minimum, at man renser det totalt for forslag, der er uspiselige for EL. Spørgsmålet er, om Venstre denne gang, hvor Lars Løkkes GGGI-sag vil være endnu længere borte, vil være interesseret i at redde regeringen ud af suppedasen. Derfor vil et valg på finansloven umiddelbart være et ganske sandsynligt scenarie, som regeringen lige så godt nu kan indregne i sin strategi.