Om få dage stimler verden sammen til COP21 i Paris. Fra 30. november til 11. december skal det moderne diplomatis arnested, Frankrig, mønstre al sin snilde og dygtighed, hvis der skal landes en ambitiøs og bindende aftale.

Hvorvidt det lykkes, er ganske enkelt umuligt at spå om. Hertil er COP-systemet med deltagelse af alverdens lande, tilstedeværelse af allehånde NGO’er og erhvervsvirksomheder samt myriader af sammenknudrede interesser og (mes)alliancer alt for uforudsigeligt.

Sikkert er det dog, at COP21 kommer til at levere en aftale. Men det er også sikkert, at den ikke holder kloden under to-graders-målsætningen. Hertil er de individuelle reduktionsmål, som cirka 150 lande har meldt ud, utilstrækkelige, og det er stærkt usandsynligt, at de under forhandlingerne pludselig hiver nye bekostelige reduktionsforpligtelser op af hatten, uden at det forlods er klappet af nationalt.

Ambitionsniveauet er imidlertid heller ikke at lave en aftale med bindende reduktionsmål, men derimod en aftale, som indeholder de fornødne instrumenter til at håndtere, at man løbende forhandler yderligere reduktioner på plads. Siden COP17 i Durban er der arbejdet på den ny aftaletekst, som blandt andet skal erstatte Kyoto-protokollens skarpe opdeling i i- og ulande, således at for eksempel Indien kan pålægges andre forpligtelser end Malawi. Et andet væsentligt aspekt er opfyldningen af Klimafonden, som ifølge The Copenhagen Accord skal være på 100 milliarder dollar i 2020 og er helt central for udviklingslandene, hvis de skal acceptere yderligere forpligtelser.

Seneste version af aftaleteksten blev præsenteret i oktober i Bonn. Den er ved diverse gennemskrivninger barberet ned til 20 sider, hvilket dog gav anledning til en del furore blandt udviklingslandene, da de anså teksten for afbalanceret. Nu er den så oppe på cirka 50 sider igen.

Uenighederne skyldes imidlertid ikke, at der er tale om en aftaletekst, som prøver at snitte et kompromis til. Tværtom indeholder udkastet cirka 1.000 parenteser, hvor alle synspunkter er indført. Enigheden rækker således kun til at anerkende, at alle uenigheder nu er oplistet. Meget symptomatisk brugte komikeren John Oliver det som en joke på ”Last Week, Tonight” blot at læse op af teksten.

Udgangspunktet for Durban-teksten var, at den skulle have en ”juridisk form”. USA's udenrigsminister John Kerry afviste dog for nylig, at aftalen kunne blive juridisk bindende, hvilket gav anledning til skarpe ordvekslinger med Frankrigs præsident François Hollande.

Kerrys melding er selvsagt et markant signal om at neddrosle ambitionsniveauet, men i bund og grund betyder det ikke alverden, da der ikke findes retsinstanser som kan sikre at landene efterlever aftalen - og det er sikkert som amen i kirken, at Kina ikke har intentioner om at lade andre overvåge deres energiinfrastruktur. Det afgørende er, om landene vil indarbejde forpligtelserne i national lovgivning og efterfølgende tage de nødvendige skridt til at udmønte dem.

Selvom vejen mod en global aftale om at håndtere klimaforandringerne indenfor rammerne af de videnskabelige forpligtelser kan virke lang og stenet, så er der imidlertid også visse lyspunkter. For det første har omkring 80 statsledere meldt deres ankomst i Paris, hvilket i sig selv er positivt for forhandlingerne. Belært af København er planen, at stats- og regeringscheferne ankommer ved begyndelsen af konferencen for at udstikke forhandlingsinstruktioner. Derved undgår de pludselig at sidde neddykket i substansforhandlinger, som de kun har begrænset indsigt i. Så skal de nok dukke op igen, hvis det lugter af en succes.

For det andet vil de senere måneders voldsomme flygtningekrise også præge dagsordenen. Det har været en erklæret målsætning for Frankrig at gøre udfordringen med det stigende antal klimaflygtninge til et tema på COP21, og den senere tids udvikling vil gøre det vanskeligt for navnlig europæiske ledere at undslå sig for at gøre noget.

Endelig må man også formode, at terrorangrebet i Paris kommer til at spille en rolle. En blind mand vil kunne se symbolikken i, at verdens ledere træder sammen i enighed om en fælles aftale, der skal skærme verden mod konsekvenserne af global opvarmning – i selvsamme by, hvor ISIL-sympatisører for nylig spredte død og frygt.

Når det er sagt, så vokser træerne ikke ind i himlen. Det grundlæggende spørgsmål er ikke anderledes end ved de hidtidige klimakonferencer. Er de vestlige lande villige til at betale prisen for at løse udfordringerne både i form af reduktionskrav og ressourceoverførsel til udviklingslandene? Og er de veludviklede ulande såsom Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika klar til at påtage sig en større del af byrden?

Og ellers er der jo altid en ny COP til næste år …