En nation tog sig kollektivt til hovedet, da oppositionens statsministerkandidat fem år, efter at hans karriere første gang var tæt på at kortslutte, nu igen skulle ud i offentligheden for at forklare bilag for ekstravagante ydelser finansieret af danske skattekroner.

I forvejen var Lars Løkke Rasmussens popularitet til at overse. Når han indtil for nylig kunne vinde målinger i troværdighed mv. så var det kun, fordi alternativet – Helle Thorning-Schmidt – i flertallets øjne var værre. Sådan er det ikke mere.

Statsministerkandidater testes

Løkkes fortid med bilag er også en af forklaringerne på, at den nye sag formentlig har ramt Venstre hårdere, end den måske ellers ville gøre. Dertil kommer også, at Løkke siden 2008 er avanceret til statsministerkandidat. Det stiller yderligere skærpede krav til den test, som redaktionerne mener en toppolitiker på det niveau skal kunne bestå.

For man kan dårligt hævde, at Løkkes konkurrent – den nuværende statsminister – ligefrem er blevet taget på med fløjlshandsker mht. at få sine skatteforhold gennemlyst af en presse, der i stigende grad definerer sin eksistensberettigelse som ”bidsk og kritisk vagthund”, og hvor forskellen i dækningen hos tabloid-pressen, TV-kanalerne og morgenaviserne bliver stadig mindre. Det er i øvrigt utænkeligt, at det vil ændre sig i fremtiden. Tværtimod er det et vilkår, at ethvert bilag skal kunne forklares. Så kan man så diskutere, hvor bagatelniveauet skal ligge. De fleste inklusive Løkke selv mener, at flyrejser til 60.000 kroner stykket klart overskred grænsen. Der er også enighed om, at man som toppolitiker har et ansvar for at sikre sig, at alle regninger – uden undtagelse - kan tåle offentlighedens søgelys.

Pressen er et vilkår

Det, der blandt andet undrer, er, hvorfor Løkke ikke for længst sikrede sig mod, at han i det hele taget kunne havne i den situation, og hvorfor han opdagede det så sent? Man må vel formode, at ønsket om at blive statsminister er så stort, så Venstres formand bruger den fornødne tid på at sikre sig, at alt er i orden? Han ved jo, at pressen rutinemæssigt afskiber aktindsigtsansøgninger mv. til forvaltningerne med henblik på kontrol af politikernes brug af skatteborgernes penge. Tjek af politikeres bilag forbliver en integreret del af vores demokratiske kultur, og det kan man vel dårligt begræde, så længe sagerne holder sig over en bagatelgrænse?

Flytter vælgerne til rød blok?

Det helt afgørende spørgsmål er om sagen vil få betydning for næste folketingsvalg. Mens disse linjer skrives, så er der endnu ikke dukket ting frem, som kan trække tæppet væk under Løkke. Men det er slemt nok, for tilliden til ham har lidt et alvorligt knæk, som aldrig kan heles fuldstændigt. Mange vælgere  har mistet tilliden til Løkke, men vil de flytte deres kryds fra partier i blå til rød blok ALENE på grund af Løkkes rejsesag? De første målinger viser en bevægelse i den retning, men der er dog fortsat et pænt borgerligt flertal, hvilket selvfølgelig kan nå at ændre sig. Foreløbig lider V af stor tilbagegang. Alligevel vil hver 4. vælger sætte kryds ved partiet i den første måling, som blev lavet af Megafon efter det maraton-pressemøde, hvor en ydmyg Løkke måtte sige undskyld 45 gange.

Løkkes troværdighed

Al erfaring viser dog, at når vi skal til valg om cirka halvandet år, så vil dagsordenen primært blive fyldt op med de politiske emner, som optager borgerne. På den anden side må man regne med, at partierne i rød blok i deres valgkampagner - naturligvis - vil forsøge at erindre vælgerne om sagen igen, der udstiller Løkke som en mand uden troværdighed, som vælgerne derfor ikke kan have tillid og betro statsministeriet til, ligesom de blå partier med usvigelig sikkerhed fortsætter med at brændemærke Thorning som ”den store løftebryder”, der ”løj sig til magten”. Hvilket af karaktermordene, der til den tid viser sig som værende mest effektiv, må vi vente med at se. Rød blok kan håbe på, at pressen kan holde gang i sagen længe endnu, men realistisk set så må dansk politik – medmindre nye oplysninger popper op - falde tilbage til ”normale tilstande”, hvor den aktuelle politiske dagsorden såsom kommunalvalg, økonomi, vækst, velfærd og beskæftigelse fylder mediernes spalter. Det tidspunkt kan selvfølgelig ikke indfinde sig hurtigt nok for de ellers indtil for nylig sejrssikre venstrefolk, som nu må gå ud i en kommunalvalgkamp med bøjede hoveder.

Løkke er en fighter

De næste par måneder vil Venstres målinger blive studeret grundigt. Det er næsten en given sag, at de viser et fald fra tinderne. Stabiliserer opbakningen sig på et niveau omkring valgresultatet, vil man ånde lettet op, især hvis målingerne fortsat viser blåt flertal godt hjulpet af DF's evne til at samle utilfredse blå vælgere op. Forværres målingerne eventuelt kombineret med et katastrofalt kommunalvalg for Venstre, så kan partiet være tvunget til at skifte formand. Men der er vi langt fra endnu, og det er også svært at se, hvem der i givet fald skulle afløse Løkke på formandsposten. Som man så på pressemødet, så er Løkke ikke én, der giver sig uden kamp. I hvert fald på det punkt ligner han Helle Thorning-

Schmidt.