Liberal Alliance har kørt med klatten den seneste måneds tid. Den finansministerielle gennemregning af partiets økonomiske politik har bibragt ”ultraliberalisterne” al den legitimitet, som knytter sig til Slotsholmens ypperste sandhedsmaskine, DREAM-modellen. Beregningerne viser, at LA’s politik måske nok er omkalfatrende og forbundet med usikkerhed, men også skaber vækst. Og at Danmark efter fuld indfasning stadig er mere lige end Sverige.

Samtidig har Liberal Alliance formået at fastholde fokus på planens positive aspekter: At der skabes 124.000 nye private job, at væksten vil forøges med over 100 milliarder kroner, og at alle – inklusive lavtlønnede – vil have gavn af skattelettelserne. Undervejs har man næsten siddet tilbage med det indtryk, at venstrefløjen aktivt modarbejdede at lade fædrelandet flyde med mælk og honning. Ikke mindst i lyset af Bjarne Corydons ret spage forsøg på at tilbagevise planen – en optræden, som da også har slået en del socialdemokrater med forundring. 

Ydermere var det et smart træk, da Anders Samuelsen prompte sløjfede et af de kontroversielle punkter i form af egenbetaling i sundhedssektoren, hvis det blokerede for at skabe et flertal, som kunne bringe Danmark ind i en ny økonomisk guldalder.

Hele forløbet er objektivt set godt politisk håndværk. I tilgift har planen en meget væsentlig styrke, nemlig at placere Liberal Alliance centralt på spillebanen i en kommende valgkamp. Og det er faktisk ikke nogen helt let opgave for et lille parti, som ikke kan levere magten henover midten, men samtidig mener noget markant anderledes end de andre partier i egen blok. Risikoen for at blive reduceret til stemmekvæg er ikke ubetydelig.

Reelt er der tre partier, som kommer til at sætte dagsordenen under en valgkamp: Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti. Sidstnævnte vil selvsagt fastholde fokus på udlændingepolitik, men ellers bliver temaerne en diskussion om, hvordan man skaber vækst, konkurrenceevne og arbejdspladser uden at rundbarbere velfærden.

Som udfordrer kommer Lars Løkke til at stå for den offensive dagsorden, hvor han skal overbevise vælgerne om, at der er behov for velfærdsreformer samt en gradvis reduktion af verdens største offentlige sektor.

Et totaleksperiment

Helle Thorning-Schmidt vil indtage en defensiv position under slagordet ”Det Danmark du kender”. Hendes chance er at udstille en eventuel borgerlig regering som et totaleksperiment, hvor man ikke ved, hvad man får – udover topskattelettelser og velfærdsforringelser. Og her passer Liberal Alliance ind i rollen som den perfekte bøhmand.

I den optik er det ikke entydigt dårligt for venstrefløjen, at LA har omfavnet Finansministeriets beregninger, for favntaget binder jo begge veje, og frem mod valget vil det være muligt at trykke stadig hårdere på de ømme punkter i planen – og bruge det som skræmmebillede på, hvad danskerne kan vente sig efter et valg, hvis de borgerlige vinder.

For det første er der effektiviseringen af den offentlige sektor på 10 procent. Det giver en besparelse i det offentlige på 55 milliarder kroner, og er således en forudsætning for fjernelsen af en række skatter og afgifter. Der er imidlertid ikke nogen konkrete bud i Liberal Alliances plan på, hvordan disse effektiviseringer skal opnås. Det er svært at forestille sig, at den holder hele vejen i mål uden en bedre udviklet argumentation.

Dertil kommer, at Liberal Alliance tidligere har meldt ud, at der ikke skal ske besparelser på ældreplejen. Hvis det står til troende, så skal pengene jo findes ved yderligere effektiviseringer på andre områder. Og Venstre er ret stålsat på, at der ikke skal ske forringelser på sundhedsområdet. Men hvor skal pengene så findes? Også her er der behov for en mere dækkende forklaring.

En klassisk diskussion

Dertil kommer, at langt hovedparten af beskæftigelseseffekten hidrører fra afskaffelsen af efterlønrn og en forhøjelse af pensionsalderen. Det skaber 71.000 job og genererer et provenu på cirka 55 milliarder kroner – penge som bruges til at fjerne en række skatter og afgifter. Dette er en klassisk ”velfærd eller skattelettelser”-diskussion, som traditionelt ikke boner ud til skattelettelsernes fordel.

Endelig udgør forhøjelsen af bundfradraget en meget væsentlig del af skattelettelserne. Det er et ideologisk ankerpunkt, som Liberal Alliance har brugt aktivt i sine kampagner, da det betyder, at lavtlønnede får cirka 7.000 kroner mere i portemonnæen. Problemet er blot, at arbejdsudbuddet er til at overskue. Finansministeriets beregning siger, at det koster cirka 44 milliarder kroner, men alene får yderligere 1400 i beskæftigelse – eller hvad der svarer til cirka 30 millioner kroner per job.

Liberal Alliance har spillet sine kort dygtigt i hele forløbet. De står med en klar og genkendelig politik kort tid før et valg – og den kommer til at passe ind i valgkampens overordnede temaer, så de er garanteret taletid. Samtidig er der en pæn andel vælgere, som af et rent hjerte ønsker mindre stat og skattelettelser. Spørgsmålet er, om det samtidig er lykkedes venstrefløjen og Helle Thorning-Schmidt at skabe den bøhmand overfor vælgerne, som de ikke har formået at fremmane i form af Kristian Thulesen Dahl eller Lars Løkke.