Hele mit liv har jeg betalt min skat med glæde! Sådan sagde min gamle far ligesom så mange andre fra hans generation. Han blev født i yderst beskedne kår i 1923. Han oplevede 30’ernes fattigdom på nært hold og var derfor både stolt og imponeret over at være en del af den velfærdsstat, der opstod i 60’erne. Det var helt utænkeligt at rende unødigt til lægen, spekulere i dagpenge eller blot mistænke andre for at gøre det. Først da hans egen søn i begyndelsen af 80’erne rendte rundt i Svendborg og hævede en tårnhøj understøttelse, mens han forsøgte at gøre sig som semiprofessionel rockmusiker, opdagede min far, at det system, han så stolt betalte til, kunne udnyttes af en generation, der ikke havde den samme stolthed over at have skabt et bolværk mod den fattigdom, han selv havde oplevet. Det pinte ham, at hans egen søn var et af de brodne kar. Alligevel tvivlede han aldrig på systemets fortræffelighed, selvom prisen for at betale skat med glæde efterhånden var blevet temmelig høj.