Hele mit liv har jeg betalt min skat med glæde! Sådan sagde min gamle far ligesom så mange andre fra hans generation. Han blev født i yderst beskedne kår i 1923. Han oplevede 30’ernes fattigdom på nært hold og var derfor både stolt og imponeret over at være en del af den velfærdsstat, der opstod i 60’erne. Det var helt utænkeligt at rende unødigt til lægen, spekulere i dagpenge eller blot mistænke andre for at gøre det. Først da hans egen søn i begyndelsen af 80’erne rendte rundt i Svendborg og hævede en tårnhøj understøttelse, mens han forsøgte at gøre sig som semiprofessionel rockmusiker, opdagede min far, at det system, han så stolt betalte til, kunne udnyttes af en generation, der ikke havde den samme stolthed over at have skabt et bolværk mod den fattigdom, han selv havde oplevet. Det pinte ham, at hans egen søn var et af de brodne kar. Alligevel tvivlede han aldrig på systemets fortræffelighed, selvom prisen for at betale skat med glæde efterhånden var blevet temmelig høj.

Da han, 15 år før han døde, blev ramt af kræft, var det første gang, han så sig nødsaget til at trække på velfærdsstaten. Hver gang han kom fra kontroller på Odense Sygehus, udtrykte han stor taknemmelighed over medicinalindustrien og det system, der holdt ham i live langt længere, end det Guds ord, han selv havde prædiket, kunne. De sidste par måneder, inden han døde, 85 år gammel, var han stærkt plejekrævende. Tre gange i døgnet kom hjemmeplejen i Nyborg og tog sig af ham på en meget værdig og respektfuld facon. Ikke en eneste gang oplevede jeg, at personalet virkede presset af stopure og andre stressende kontrolforanstaltninger. Måske var de det? Men glæden og stoltheden over at udføre deres job så godt som muligt var iøjnefaldende. Derfor sov min far ind med en stor tilfredshed over, at de varme hænder, han med glæde havde betalt til, levede op til forventningerne.

Positivt anarki

Allerede dengang i 2008 havde Danmark en af verdens største offentlige sektorer. Men det var åbenbart prisen for, at de gamle kunne forlade den jordiske verden med værdighed. Det er der bred enighed om i befolkningen, hvilket har gjort, at enhver, der politisk blot antyder muligheden af en lille reduktion af de offentlige udgifter, bliver stemplet som kynisk ultraliberal. I den valgkamp, der allerede er i gang, er brudfladen mellem de store partier, om udgifterne til den offentlige sektor skal holdes i ro eller stige med 0,8 procent.

Det kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved, fordi andelen af ældre og plejekrævende bliver større. Det ville jo betyde færre varme hænder. Og det er der jo ingen, der går ind for. Slut, end of discussion!

Det tror jeg ikke på. Uden på nogen måde at kunne regne bare tilnærmelsesvis så godt som DJØF'erne i den offentlige sektor, vover jeg den påstand, at der sagtens kan spares 5 procent, uden at en eneste ældre dansker bliver efterladt med en fyldt ble af den grund. Hvorfor? Fordi jeg har meget svært ved at forestille mig, at langt de fleste, der arbejder med pleje og omsorg, ville tillade sig selv at svigte deres patienter med henvisning til nedskæringer og nye effektiviseringer udviklet af en 'regnedrengs' kolde hænder på et excelark.

Ville det ikke være en grov udnyttelse af plejepersonalets medmenneskelighed og arbejdsmoral, som vil resultere i endnu flere tilfælde af arbejdsrelateret stress?

Jo, det er en mulighed - men måske ville det tilskynde til positivt anarki, hvor de varme hænder tilskyndet af egen faglig stolthed ville agere og prioritere ud fra egen sund fornuft uden skelen til, om deres indberetninger får tallene på excelarket til at gå op.

Det ville i bedste fald give DJØF'erne så urimelige arbejdsvilkår, at man kunne håbe på, at de ville strejke. Helst i så stort et omfang, at alle deres kolleger, der ikke direkte administrerer velfærdsstatens kerneydelser, gik i sympatistrejke.

I løbet af ganske kort tid ville vi som samfund få et meget klart billede af, hvad der er helt overflødigt i verdens største offentlige sektor. De offentlige administratorer ville miste deres monopol på at definere, hvad der er nødvendigt, og hvad der er effektiviseringer. Som borgere ville vi måske opleve et næsten befriende kaos. I en periode kunne vi slippe for, at den offentlige service, vi betaler til, ikke bare opleves som et digitalt helvede. Hvem har ikke siddet alt for længe og tastet og leveret informationer til den offentlige sektor, hvor hjemmesiden ikke lige fungerer eller passer med den virkelighed, man sidder i, uden mulighed for noget så gammeldags som hjælp fra et levende menneske?

Et scenarie, der giver en fornemmelse af, at man som borger fungerer som en slags gratis arbejdskraft for den offentlige sektor.

Hvor længe ville der gå, før vi for alvor begyndte at savne nye direktiver fra Vej og Park? Ville vi begynde at løse en række simple problemer uden hensyntagen til administratorernes alt for lange og indviklede anvisninger? Ville vi være i stand til at tage ansvaret på os? Er vi en befolkning, der ikke kan leve uden at kunne give kommunen skylden for alt besværligt?

Spørgsmålene er mange. Og svarene får vi aldrig.

Men det er mig til stadig forundring, hvorfor lige vi danskere er så stolte over at have verdens største offentlige sektor. Vores naboer i Sverige, Norge og Tyskland kan klare sig med mindre, uden at jeg har indtryk af, at mennesker dér ligger med fyldte bleer og forlader denne verden uden omsorg fra varme hænder. Hvad er det, de administrerer bedre? Eller hvad er det, de undlader at administrere, som vi ikke kan undvære? Jeg spørger bare og venter spændt på svaret.