Jeg havde en egenrådig, dominerende og stridbar moster i Chicago. Hun døde i en alder af 98 for et års tid siden. I forbindelse med dødsboet fik vi i familien besøg af en vidtløftig og hyperaktiv advokat. Han havde sat sig i hovedet, at min moster var blevet snydt for en mindre pension i Danmark. Imidlertid havde hun boet i USA siden sidst i 1940’erne, og det betød blandt andet, at hun ikke havde noget CPR-nummer. 

Det var noget af en oplevelse at skulle forklare ham, hvad et dansk CPR-nummer er, og ikke mindst, at man nærmest ikke eksisterer og slet ikke kan få adgang til det offentlige apparat, hvis man ikke har sådan et. Jeg tror ikke, den amerikanske advokat hører til højrefløjen, der ser Europa som det store skræmmebillede, hvor borgerne er forvandlet til statens lydige handskedukker. Men mine forklaringer om det centrale personregisters rolle i borgernes liv i lille Danmark fik det til at rumle gevaldigt i hans hoved.

Den ualmindeligt uskønne kamp om nomineringen til republikansk præsidentkandidat i USA kan få hårene til at rejse sig på hovedet af en skaldet europæer, og kun den uforlignelige Jon Stewart og hans kolleger på ’The Daily Show’ kan få noget morsomt ud af vanviddet. 

En af kandidaterne, Rick Santorum, sagde for nylig på et vælgermøde, at i Belgien går ældre mennesker angstfulde rundt med et tydeligt skilt om, at de IKKE vil have aktiv dødshjælp. For hvis de pludselig bliver syge, så risikerer de at blive aflivet af statsmagten – underforstået: i Europa er borgernes liv og død fuldkommen i statens hænder.

Det er naturligvis uforståeligt, at en, der bejler til USA's højeste post, kan få sig selv til at sige noget så forrykt. Og ganske skræmmende, at det kan betale sig at spille på amerikanernes tilsyneladende grænseløse uvidenhed. Og som oplyst europæer må man øjeblikkeligt afvise al kritik fra den kant.

Fri adgang til oplysninger

Så vi ryster på hovedet og fortsætter i vor vanlige gænge: 

Den velærværdige Ankestyrelsen har netop afgjort, at en kommune godt kan forlange af borgere på sygedagpenge, at de tager lykkepiller eller underkaster sig elektrochok – uanset hvad de selv mener.

Og en ny lov er på vej gennem lovmaskineriet. Den vil blandt andet give kommuner nærmest fri adgang til såkaldt ’personfølsomme helbredsoplysninger’ – oplysninger, som staten har indsamlet og registreret på borgerne. De skal altså være myndighedernes ejendom til fri afbenyttelse, når borgerne søger om hjælp i fællesskabet.

Det har ikke udløst nogen storm i den offentlige debat. Loven har dog vakt en del opsigt i faglige kredse. Og for eksempel har Etisk Råd i et høringssvar sagt klart nej til denne del af loven. Og Datatilsynet og Lægeforeningen er mere end bekymrede. Men kommunerne og deres brancheforening, KL, hilser det velkomment – blot er det vigtigt, at også KL får adgang til oplysningerne, fremgår det af et høringssvar. 

Og her er det så, jeg kommer til at tænke på min mosters manglende CPR-nummer. Da CPR-registret engang i 1960’erne blev indført, var der stor bekymring. Folk vogtede nidkært over deres personnummer. Men snart skred det og allerede i 80’erne kunne f.eks. en videobutik finde på at forlange folks CPR-nummer, før de fik lov at leje en film. I dag har stort set alle adgang til personnumrene, der er overvågningskameraer overalt, registre samkøres i hidtil uset omfang, detailhandelskæder registrerer oplysninger om kundernes individuelle forbrugsmønster, registre over danskerne og som minimum deres adresser er en stor handelsvare blandt virksomheder… jeg kunne blive ved. I USA ville et CPR-register være fuldkommen og aldeles utænkeligt.

De yderliggående politikere på den amerikanske højrefløj er efter min mening vanvittige og skræmmende. Men måske skulle vi en gang imellem stoppe op, og overveje den kritik, der kommer fra mere besindige amerikanere. Har vi overhovedet nogen grænser, når det gælder samfunds-institutionernes og erhvervslivets ret til at snage i og registrere hvert et skridt, borgerne tager? Og kan vort velfærdssystem virkelig berettige myndigheders ret til at diktere, at borgerne underkaster sig behandling, der risikerer at ændre på deres personlighed?   :

Morten Uhrenholdt, senior­journalist ved nyhedstjenesten dknyt, skriver hver uge fra sit kontor i Christiansborgs kældre. Klummen er et udtryk for skribentens egne holdninger.