Vincents manøvrerer i vanskeligt territorium
Vincents manøvrerer i vanskeligt territorium

Uden at overdrive kan man karakterisere Slagelse som en kommune, der står højt i tændingen, hvad angår økonomiske udfordringer, samarbejdsklima og offentlige meningsudvekslinger. Det fylder tilværelsen med udfordringer på borgmesterkontoret, men da Knud Vincents efter KV21 satte sig i stolen, var han forberedt på miljøet.
Knud Vincents var en af landets 12 nye borgmestre, som blev stemme-topscorer i deres kommune ved KV21 uden at have nogen borgmestereffekt at trække på, da han væltede John Dyrby Paulsen fra Socialdemokratiet. Og han spildte ikke sin første tid i jobbet.
Fredag 31. januar fylder han 60 år, og hvis man kan tale om smult vand i en turbulent kommune, er Knud Vincents nået forbi stormvejret.
Han banede vej til stolen via en bred konstituering og indledte sin borgmestertid med at fyre sin kommunaldirektør Frank E. Andersen og sætte sig i spidsen for en økonomisk genopretning, efter at Slagelse var i fare for at blive sat under administration efter længere tid med ubalance i budgetterne.
Det resulterede i store besparelser, der påvirkede mange kommunale områder i form af eksempelvis strammere bemanding og serviceforringelser. Det skulle til for at lukke de finansielle huller, til gengæld er økonomien i dag langt sundere,
Sidste år kunne Knud Vincents lukke en toårig budgetaftale med 20 ud af de 31 byrådsmedlemmer. Aftalen genåbnes kun til næste års budgetforhandlinger, hvis der sker væsentlige ændringer i de økonomiske forudsætninger, og den reducerer kommunens skattefinansierede gæld med yderligere 459 mio. kr. i perioden.
Det gør Slagelse til en økonomisk væsentlig sundere enhed end den, Knud Vincents overtog, og borgmesteren ser pragmatisk på oprydningsarbejdet, som han og byrådsflertallet har måttet igennem.
- Vi har nogle udfordringer, der gør, at vi har været nødt til at tage nogle meget drastiske beslutninger. Men stadigvæk er det altså ikke sådan, at når jeg slår op i bogen med de 98 kommuner, der ligger i Danmark, at vi falder fuldstændig ud af skalaen. Vi ligger fornuftigt på rigtig mange parametre, der handler om, hvordan borgerne trives og har det, sagde han i et interview med Sjællandske Medier forrige år.
Borgmesteren er født og opvokset i Bisserup, hvor han har boet hele sit liv. Den civile beskæftigelse er landbrug, og Knud Vincents har haft egen gård siden 1989. Han deler hjem med sin kone Birgit, og sammen har de to voksne døtre, Karina og Matilde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.



























