I forgårs passerede vi årets længste dag, og i aften er det sankthans, hvor vi med glædesblus vil holde hekse og trolde fra livet i de byer og sogne, som ifølge Holger Drachmanns Midsommervise hver har en eller flere af dem.

Henvisningen til hekse og trolde er jævnligt blevet brugt til politisk drilleri af udvalgte personer, og hvis vi skal fortsætte ad den sti, så er bålene ifølge samme vise også tændt “mod ufredens ånd”. Lige det kunne vi godt bruge noget mere af i politik.

Politik handler i sin natur om meningsforskelle, men altså ikke om ufred, selv om man godt kunne få det indtryk ud fra nogle af de beskyldninger der bliver fremsat om enerådighed, trumpisme, magtbrynde, fake news, politisk forfølgelse og hvad har vi. Man må gå ud fra, at de fremsættes i den hensigt at fremme egen politik og position, selv om det på ingen måde er en påregnelig følge af at nedgøre andre.

Derimod er det velegnet til at fremkalde politikerlede, vel at mærke overfor både ophavspersonen og offeret for nedgørelsen, uanset hvem af de to parter der hører hjemme på hvilken fløj. Idet ingen af dem har noget at lade den modsatte side høre. 

Det kan selvfølgelig diskuteres, om alle de knubbede ord er udtryk for egentlig ufred mellem politikerne, eller der bare er tale om en kalkuleret hård tone. Det kan derimod ikke diskuteres, at det både fremstår som og opmuntrer til ufred, uanset hvor dybt retorikken stikker.

Da Uffe Ellemann-Jensen døde i søndags, fik vi en meget sigende demonstration af, hvordan ordvalg og toneleje faktisk gør en forskel. Et gammelt mundheld siger, at det altid kun er de gode, der dør, det kan man se af de venlige omtaler i nekrologerne, men i tilfældet Uffe Ellemann-Jensen var der tale om meget mere end blot almen høflighed.

Med tanke på hvor meget han i sin storhedstid kunne dele vandene, bød mindeordene om den tidligere venstrehøvding på rent ud bemærkelsesværdige hyldester også fra svorne politiske modstandere som SF’s Holger K. Nielsen, der udtrykte sin anerkendelse af hans evne til at lægge personlige modsætninger til side i en højere sags tjeneste, endda også en sag der ikke var hans egen: EU-forbeholdene efter Maastricht afstemningen i 1992.

Den tilgang til politiske modstandere kunne vi godt bruge noget mere af, og meget gerne mens folk stadig er i live.

En god anledning til at øve sig på dette indtræffer i næste uge, når Minkkommissionen afleverer sin rapport, som enten er en fortjent afklapsning af Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen og konsorter eller også en fortjent tilrettevisning af deres uberettigede kritikere.

Begge mulige udfald kan det lade sig gøre at kommentere uden at forfalde til skældsord og øgenavne. Ja, selv alt derimellem vil kunne udlægges uden nedgørelse af nogen.

Vi får se om det lykkes. Eller om den fred, vi vil her til lands, kun er rettet mod Midsommervisens udenvælts fjender.