Under dække af valgkampens flygtige fnidder er et langt større opbrud undervejs i den danske samfundsøkonomi: De danske pensionsselskaber er mere end villige til at fylde de slunkne offentlige kasser op med stakkevis af kroner og øre. Økonomisk demokrati, som sloganet lød i 1970’erne, er udelukket. Totalt udelukket. Men lønmodtagernes sparepenge kan alligevel godt ende med at blive investeret i fælles værdier.

Fagre nye muligheder for at finansiere lokale og nationale anlægsprojekter er ved at opstå ud af det blå. På overfladen udtaler politikerne sig åbent og afventende. Men venstrefløjen er reelt rundt på gulvet, fordi private investeringer er vanskelige at forene med forestillingen om en profitfri velfærdsservice, og højrefløjen frygter for en ukontrollabel kombination af øgede driftsomkostninger og voksende borgerkrav.

Bundlinjen er dog, at fagbevægelsen i vid udstrækning er med til at forvalte pensionsmilliarderne, og at en lang række private virksomheder samtidig ser en god forretningscase i at udvikle serviceydelser, som måske ligefrem kan eksporteres til de vækstlande, hvor efterspørgslen efter velfærd kun vil eksplodere op gennem det 21. århundrede.

Andre lande i både Europa og resten af verden er allerede længere fremme med udviklingen af offentlig-private partnerskaber, såkaldte OPP’er. Men potentialet er enormt i Danmark. Efter et langstrakt og ofte snublende tilløb, hvor ikke mindst de mislykkede eksperimenter i Farum Kommune under borgmester Peter Brixtofte (V) har givet OPP’ere et blakket ry, er der endelig ved at komme skub i skuffeplanerne. I de seneste uger har blandt andet PFA Pension og PensionDanmark budt sig til.

Det perfekte match

Skæbnefællesskabet mellem pensionskasser, kommuner og stat er på mange måder et perfekt match: På den ene side står pensionskasserne – som i internationalt perspektiv forvalter imponerende mange penge på grund af de danske pensionsaftaler – i den vanskelige situation, at de ikke længere kan og må investere alene i aktier og obligationer. Pensionskasserne er derfor på jagt efter nye investeringsområder.

Efter finanskrisen er det ganske enkelt blevet for usikkert at satse alt for entydigt på aktieporteføljer, og samtidig er afkastene fra obligationer faldet til et nulpunkt. Pensionskasserne kan dermed få svært ved at levere de lovede pensionsafkast, hvis de ikke formår at placere betydelige midler i en ny og tredje kategori – og her træder særligt offentlige anlæg med årelange og stabile indtægtskilder ind som et favorabelt alternativ.

På den anden side har kommuner, regioner og stat langtfra mulighed for selv at investere de milliarder og atter milliarder af kroner, som det vil koste at fortsætte udbygningen, omstillingen og moderniseringen af det danske velfærdssamfund. Skønt det aktuelle investeringsniveau er historisk højt i den offentlige sektor godt trukket op af blandt andet supersygehusene og de vidtforgrenede trafikinvesteringer, vil der næppe være politisk vilje til at skrue skatteindtægterne op i takt med investeringsbehovet.

Ny bro til fremtiden

De offentlige myndigheder står ofte i valget mellem enten at droppe efterspurgte anlægsprojekter eller at finde nye, alternative finansieringsmodeller. Og rent teknisk kan OPP’ere fungere som et kærkomment columbusæg, der løfter det offentlige anlægsloft – hvis de private investorer vel at mærke påtager sig hovedparten af risikoen. De offentlig-private partnerskaber kan således løse et akut finansieringsproblem for både pensionskasserne og den offentlige sektor.

De offentlig-private partnerskaber kan blive en katalysator for de nordiske velfærdssamfunds udvikling; en omkalfatring, der på sin vis historisk kan sammenlignes med andelsbevægelsens betydning. For på samme måde som de lokale andelsselskaber engang fik forretninger og fællesskaber til at blomstre med afsæt i et rodnet af exceptionelle, skandinaviske kulturtraditioner, har den moderne pensionskapitalisme et uforløst potentiale til at understøtte moderniseringen af velfærdssamfundet – i kraft af lønmodtagernes enestående opsparing.

Pensionsmilliarderne kan skabe grundlaget for en opgradering af den nordiske model, hvor almenvellets interesser og sund forretningssans forenes. Igen. Det afgørende spørgsmål bliver dog, om politikerne fra højre til venstre er parate til et fundamentalt brud med den klassiske økonomistyringsmodel i den offentlige sektor. Dét spørgsmål vil i de kommende år vise sig vigtigere for realiseringen af tusindvis af konkrete, borgernære projekter, end hvem der vinder nøglerne til kontoret i Prins Jørgens Gård ved det forestående folketingsvalg.