Mens julekulden indsneg sig, opstod der et brandvarmt drama om kulturminister Uffe Elbæks fem middage på AFUK (Akademiet For Utæmmet Kreativitet) i København. Sagen fik hurtigt politiske under- og overtoner og kulminerede med, at kulturministeren efter eget ønske trak sig fra posten. Ministerens politiske troværdighed led et knæk under et samråd i et yderst kritisk kulturudvalg; navnlig på grund af skiftende forklaringer om de nu efterhånden verdenskendte middage på AFUK.

Grænserne for, hvor ekstravagant en minister eller borgmester kan være i forhold til udgifter til vin og middage på det offentliges regning, opfattes som uklare og snævre i takt med en stigende ny puritanisme.

I disse tider forventes ministre, borgmestre og ledende embedsmænd at etablere netværk gerne både regionalt, nationalt og helst globalt for at skaffe nye gode kontakter og skabe vækst. Her kræves god etikette, at gæstfrihed gengældes, og at gæsterne beværtes standsmæssigt og efter bedste evne. Her ses der i pressen mange gode historier, hvor for eksempel et besøg i Kina har givet gode relationer og derved gode kontakter/ordrer til danske virksomheder.

Udfordringen er, at der er juridiske grænser for, hvor festlige sammenkomster og middage må være på det offentliges regning. Og her viser pressen til gengæld ingen nåde, hvis beværtningen har været for god ved en sammenkomst.

Tusindkronerreglen

Lidt nærmere et juridisk svar på dette dilemma kan man komme via Farum-sagen, hvor Østre Landsret i 2009 i den såkaldte hovedsag satte fokus på den tidligere borgmesters forkærlighed for dyr rødvin og formulerede en ofte omtalt tusindkronerregel for træk på repræsentationsmidlerne.

Reglen opstod i et samspil mellem det daværende kommunaltilsyn og anklagemyndigheden for at have en operationel regel til at vurdere de mange erstatnings- og straffesager. Tommelfingerreglen er den enkle, at udgifter til vin og middagsmad på over 1.000 kroner per kuvert er juridisk problematisk, selvom et fagligt indhold danner baggrund for middagen. Dog kan det spille en rolle, om middagen er med højtstående gæster, såsom diplomater eller kongelige; hvor der må antages at være videre rammer.

Dommen fastslog, at der samlet set skal være tale om mindst 40 procent overskridelse af det tilladte, det vil sige rundt regnet 1.400 kroner, for at der kunne være et strafferetligt perspektiv. Dommen indeholder dog en del juridisk elastik ved at betone, at det altid må bero på en konkret vurdering, om der er grundlag for de afholdte udgifter.

I den såkaldte Comwell-sag tog en række udvalgsmedlemmer fra det daværende Regionsråd i Nordjylland i julemåneden i 2006 ud til et festligt arrangement på konferencecentret Comwell i Rebild Bakker sammen med både embedsmænd, pressefolk og ledsagere. Den samlede udgift var på 835 kroner per deltager for middag, underholdning og en overnatning. Julearrangementet blev kritiseret af statsamtmanden, men blev dog omgjort af det daværende Indenrigs- og sundhedsministerium. Efter min mening med rette. Der var ikke noget galt set med de kommunalretlige briller.

Samlet set er tommelfingerreglen på 1000 kroner per kuvert en god huskeregel. Uffe Elbæk-sagen viser dog, at der er en god anledning til at få tydeliggjort grænsen mellem det lovlige og ulovlige i de sager, som i modsat fald uden tvivl fremover vil dukke op om vin og middage. 

Henrik Græsdal skriver hveranden uge om krydsfeltet mellem jura og politik i den kommunale verden