Kommunen.dk
MENU

V og K holder liv i drømmen om Lindholm

Venstre er klar til at genoplive idéen om Lindholm, og den er De Konservative med på. Men det kan de godt skyde en hvid pil efter, mener Pia Kjærsgaard.

V og K holder liv i drømmen om Lindholm

Venstre er klar til at genoplive idéen om Lindholm, og den er De Konservative med på. Men det kan de godt skyde en hvid pil efter, mener Pia Kjærsgaard.
 Dansk Folkeparti stod bag forslaget om at sende udvisningsdømte udlændinge til Lindholm. Planen endte med at blive vedtaget, men blev senere droppet af den nye S-regering. Lindholm er en ø, der ligger i Stege Bugt og kan nås med båd.
Dansk Folkeparti stod bag forslaget om at sende udvisningsdømte udlændinge til Lindholm. Planen endte med at blive vedtaget, men blev senere droppet af den nye S-regering. Lindholm er en ø, der ligger i Stege Bugt og kan nås med båd.
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix
28. jul 2022
RITZAU

Idéen om at sende udvisningsdømte udlændinge til øen Lindholm lever stadig i bedste velgående i det borgerlige Danmark. Planen blev lagt i graven af S-regeringen i 2019, men Venstre har som erklæret mål at genoplive den, hvis blå blok vinder magten ved det valg, der efter alt at dømme kommer inden for kort tid.

De Konservative er også positivt indstillet på at se på sagen, siger politisk ordfører Mette Abildgaard.

- Vi har ikke begravet idéen om Lindholm. I det omfang, der er behov for at placere udrejsecentre, synes vi, det skal gøres på steder, hvor det genererer færrest muligt mennesker. Der er nogle muligheder i en ø, siger hun.

Mads Fuglede, udlændinge- og integrationsordfører hos Venstre, sagde allerede mandag, at Venstre ville være klar til at arbejde for at få realiseret Lindholm-modellen, så udvisningsdømte udlændinge kunne komme væk fra  i Midtjylland.

- Vi bliver nødt til at lave en løsning fra bunden. Det, man har på Kærshovedgård, er hverken godt for lokalområdet eller for gruppen af afviste asylansøgere, der sidder der, og som ikke er kriminelle.

For dyrt og besværligt

I 2018 præsenterede den daværende VLAK-regering med DF som støtteparti den opsigtsvækkende plan for, hvad der skulle ske med en række udviste kriminelle udlændinge.

Vi bliver nødt til at lave en løsning fra bunden. Det, man har på Kærshovedgård, er hverken godt for lokalområdet eller for gruppen af afviste asylansøgere, der sidder der, og som ikke er kriminelle.

De skulle placeres på øen Lindholm i Stege Bugt. Øen ligger for sig selv midt i bugten og kan nås med båd. Det var, lød ræsonnementet fra de blå, optimale betingelser for at undgå utryghed i nærheden af udrejsecentrene.

Men da den nye socialdemokratiske regering kom til i 2019, lød vurderingen, at det ville blive for dyrt og besværligt.

Den daværende udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S), argumenterede for, at en overnatning på øen "koster det samme som en overnatning på et luksushotel".

Dertil, lød det fra ministeren, ville et ophold på Lindholm næppe få flere til at rejse ud af Danmark.

Mette Abildgaard anerkender, at der er et økonomisk aspekt, som der skal ses på, hvis planen skal realiseres.

- Det er en afvejning, vi må lave.

Pia K: Glem alt om det

Dansk Folkeparti, der i sin tid stod bag forslaget, mener dog, at Venstre og Konservative kan glemme alt om den plan.

Det siger Pia Kjærsgaard, udlændinge- og integrationsordfører for DF, efter at regeringen har lagt et nyt lovudkast frem.

Her skal der sendes mange tusind kroner afsted til Udrejsecenter Kærshovedgårds naboer i Midtjylland som en slags plaster på såret for at skulle bo ved siden af udvisningsdømte udlændinge.

- Jeg ser det her som en lukning af sagen. Jeg tror ikke, at der vil være flertal for Lindholm, siger Pia Kjærsgaard.

Det er ærgerligt, at der ikke kan findes en bedre løsning for borgerne omkring Kærshovedgård, mener hun. Men det handler i hendes øjne også om at skabe en afklaring for beboerne i Kalvehave og Stege, der ligger ved Lindholm.

- Så kan Venstre sige, at de vil prøve. Men jeg synes lige så godt, man kan sige, at her har regeringen lukket sagen. Dermed er Kærshovedgård desværre dem, der skal huse kriminelle og udvisningsdømte.

- Det kan vi lige så godt se i øjnene, siger Pia Kjærsgaard.

Den originale plan for Lindholm

  • Et flertal under den tidligere borgerlige regering vedtog i 2018, at et nyt udrejsecenter skulle placeres på øen Lindholm.
  • I forvejen findes Udrejsecenter Kærshovedgård i Midtjylland. Det skulle ikke lukkes, men fremover ville det kun være for afviste asylansøgere, der ikke har gjort noget kriminelt.
  • Centret på Lindholm skulle være til udlændinge på tålt ophold og afviste asylansøgere, som har begået særlige former for kriminalitet.
  • Det var Kriminalforsorgen, der skulle drive centeret. Politiet skulle være til stede døgnet rundt, og der skulle etableres detentionsfaciliteter, hvor anholdte kunne opholde sig i kortere tid, indtil de transporteres væk fra øen.
  • Færgerne til og fra Lindholm ville være indstillet fra sidst på aftenen til næste morgen.
  • Etableringen af centeret skulle være sket trinvist frem mod 2021.
  • Centeret skulle have en kapacitet på 100 pladser med mulighed for yderligere 25 pladser. Der ville desuden blive etableret faciliteter til centrets medarbejdere og politiet.
  • Den tidligere regering havde afsat 759 millioner kroner i årene 2019-2022 til centret.
  • Udlændinge- og Integrationsministeriet har vurderet, at det ville koste en million kroner per beboer på Lindholm.

Kilde: Finansministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet.

 
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR