Unge på kontanthjælp er et stigende problem
Mentorordninger i samarbejde med virksomheder kan være en del af løsningen.
Unge på kontanthjælp er et stigende problem
Mentorordninger i samarbejde med virksomheder kan være en del af løsningen.
Gennem de seneste fem år er 12 nye unge i Danmark kommet på kontanthjælp – hver dag. Den udvikling er Albertslund Kommune godt på vej til at vende i samarbejde med G4S.
På landsplan findes der lige nu 42.052 unge under 30 år i de såkaldte matchgrupper 2 og 3. De unge i matchgruppe 2 er parate til, at kommunen iværksætter en indsats, så de kan komme i uddannelse, job eller praktik. Men de unge har problemer, som gør det svært. En del unge i denne kategori er tidligere kriminelle, tidligere misbrugere i behandling, har psykiatriske diagnoser eller er udfordret på anden måde. Unge i matchgruppe 3 vurderes at være dårligere stillet. Fælles for dem er, at hvis de ikke får den rette hjælp, så risikerer de aldrig at komme på fode og få en uddannelse eller et arbejde.
Siden 2008 er gruppen af unge i matchgruppe 2 og 3 steget hver eneste dag, og da tallene blev gjort op i 2. kvartal i år, viste det sig, at det var steget med 24.000 unge på fem år på landsplan. Samtidig kunne vi i Albertslund konstatere, at hele 25 procent af en ungdomsårgang ikke får en ungdomsuddannelse, og at hver tredje på kontanthjælp er ung.
Langt de fleste af de nævnte unge er, hvad regeringen i sin nye kontanthjælpsreform kalder ’aktivitetsparate’, og det betyder blandt andet, at de har mulighed for at få støtte af en mentor.
I Albertslund besluttede vi derfor at supplere den samlede ungeindsats med en mentorordning fra den private sikkerhedsvirksomhed, G4S.
I forvejen arbejder vi hele tiden med at tænke nyt. Og vi arbejder målrettet på at få de unge i uddannelse. På vores eget tegnebræt ligger lige nu det nye tiltag, vi kalder 'Garantiskolen', der handler om, at hvis en ung dropper ud af sit studie, så skal han eller hun have tilbudt en studieplads på en anden uddannelse. Det kræver et tæt samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne, men vi forventer klart, at det vil give de udfordrede unge netop den ekstra chance, der kan få dem på fode, så de selv får nøglen til at kunne blande kortene i deres liv.
Et andet nytænkende tiltag er vores samarbejde med G4S om mentorordningen, som vi startede for et års tid siden. Konkret har vi samarbejdet om at få unge udsatte i uddannelse eller job – og succesraten har vist sig at være langt højere, end hvis vi havde stået alene med opgaven.
Indtil videre har i alt 15 udsatte unge fra Albertslund været i mentorforløb. Fire er stadig i forløb, otte er i job eller uddannelse – kun tre forløb gik ikke efter hensigten, og de er visiteret til et andet forløb i kommunen
Mentorer gør en forskel
G4S Mentorordning er målrettet unge under 30 år i matchgrupperne 2 og 3. Ordningens formål er at styrke de unges muligheder for at komme i job og uddannelse. Hver enkelt ung i ordningen tilbydes en fast mentor, som i op til 13 uger hjælper den unge til enten at starte i virksomhedspraktik eller på en uddannelse.
Samtlige mentorer er veluddannede voksne med erfaring i at håndtere unge og unges problemer, og de har vist sig at være ideelle sparringspartnere for de unge i hverdagen. Flere af mentorerne har en baggrund som eksempelvis pædagoger og politifolk. Og fælles for dem er, at de evner at kommunikere med mange forskellige typer mennesker, at de møder de unge i øjenhøjde uden fordomme, og at de evner at fungere som bindeled mellem kommunen, erhvervslivet og den unge.
I Albertslund har vi oplevet denne kompetence som et unikt og meget kvalificeret supplement til vores egen betydelige indsats. Den helt store forskel på de private mentorer og vores sagsbehandlere i kommunen har imidlertid vist sig også at handle om tid – mentorernes tid.
I arbejdet med at få unge udsatte på fode er tid nemlig et nøgleord.
En mentor har typisk maks seks unge at ’passe på’, mens en kommunal jobkonsulent eller sagsbehandler typisk har mange flere. Dertil kommer, at mentorerne ikke er ’systemets’ mand, og det har også vist sig at være vigtigt for tillidsopbygningen mellem mentoren og den unge. De mentorer, vi har samarbejdet med, har været som en tryg onkel, far eller storebror for den unge – en, de kan regne med, som møder dem i øjenhøjde. En, der har tid til at lære den enkelte at kende og tid til at lytte. En, der har tid til at afslutte forløbet langsomt. I praksis har det ofte fungeret således, at når den unge er kommet i arbejde eller uddannelse, så opretter mentoren typisk et efterværn, hvor den unge fortsat kan gøre brug af ham, og hvor mentoren gradvis og langsomt trækker sig tilbage.
Fælles social indsats
For Albertslund Kommune ligger det således ikke fjernt at samarbejde med private virksomheder. Og sammen med G4S Mentorordning har vi skabt resultater, som vi ikke kunne skabe alene.
Mentorordningen hverken kan eller skal stå alene i kampen for at hjælpe unge socialt udsatte i gang. Men tilbuddet har vist sig at være et meget positivt supplement til vores egen indsats.
Der er perspektiv og muligheder i de resultater, vi har skabt sammen – perspektiver, der åbner store muligheder i samarbejdet mellem kommuner og relevante private virksomheder generelt. Og som også åbner muligheder for de mange udsatte unge, erhvervslivet og samfundet som helhed.
For os er det selvfølgelig en glæde, hver gang vi afslutter et forløb med succes. Og det er unødvendigt at fortælle, hvad det betyder for den enkelte unge, hans familie og for hans videre liv at komme ud af det offentlige ’system’ og i stedet få et liv med arbejde eller uddannelse, selvforsørgelse og selvrespekt.
Den fælles sociale indsats er således vigtig. Ikke kun i forhold til den enkeltes trivsel, men også fordi socialt udsatte unge koster ikke blot Albertslund, men alle kommuner dyrt!
Men lykkes det at hjælpe de unge i uddannelse og at fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet, bliver det hurtigt en investering, hvor vi taler om meget store besparelser. Det er afgørende i en tid, hvor velfærden er under pres.
Det er vores erfaring. Den er hermed givet videre… Samlet set har vi ikke råd til andet!
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.