Kommunen.dk
MENU

Udspil: Færre kontorfolk skal give bedre velfærd

- De administrative opgaver forsvinder jo ikke, lyder det fra fagforbundet HK Kommunal til regeringens forslag om færre ansatte på kommunekontorerne.

Udspil: Færre kontorfolk skal give bedre velfærd

- De administrative opgaver forsvinder jo ikke, lyder det fra fagforbundet HK Kommunal til regeringens forslag om færre ansatte på kommunekontorerne.
Statsminister Mette Frederiksen (S) ridser regeringens reformplaner op: Færre regler, mindre kontrol og dokumentation skal give plads til mere omsorg og nærvær. Men det er ikke helt så let, advarer kommunerne.
Statsminister Mette Frederiksen (S) ridser regeringens reformplaner op: Færre regler, mindre kontrol og dokumentation skal give plads til mere omsorg og nærvær. Men det er ikke helt så let, advarer kommunerne.
Foto: Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix

Mens papirbunkerne har tårnet sig op på kommunekontorerne over de senere år, så har kernevelfærdstropperne hos børnene og de ældre fået mindre tid til at gøre det, de er bedst til - nemlig den nære, menneskelige kontakt.

Det var det billede, som statsminister Mette Frederiksen (S) flankeret af tre ministre ridsede op mandag, da regeringen præsenterede reformudspillet "Danmark kan mere III".

- Mange steder mangler der medarbejdere. Dem, der er, løber nogle steder for hurtigt. Til gengæld er papirarbejdet vokset. Regler, dokumentation og kontrol.

- Der er over de senere år blevet mindre tid til det, der er det vigtige: omsorg, relationer og nærvær, sagde statsministeren.

Som en del af reformudspillet vil regeringen derfor spare 2,5 mia. kr. på kommunernes udgifter til administration svarende til fem pct.

For at sige det lidt banalt, så vil vi tage tid og penge fra rådhuset og bruge pengene i den enkelte børnehave eller på det enkelte plejehjem.

Det er det samme beløb, som udgifterne ifølge regeringen er steget med over de seneste ni år.

Pengene skal fortsat bruges i kommunerne, men på "borgernær velfærd". Ligesom nogle af de medarbejdere, der i dag sidder mest foran en computer, skal tilbage ud og have mere kontakt med borgerne.

- For at sige det lidt banalt, så vil vi tage tid og penge fra rådhuset og bruge pengene i den enkelte børnehave eller på det enkelte plejehjem, sagde statsministeren.

Organisationer: Ingen let genvej

Flere organisationer og kommunerne selv kommer dog med et klart opråb til regeringen: Det er ikke en let genvej til flere hænder i ældreplejen eller i vuggestuen at spare på administrationen.

- Vi har ikke HK'ere ude i kommunerne, som bare sidder og laver ingenting, siger Lene Roed, formand for fagforbundet HK Kommunal, som organiserer mange forskellige administrative medarbejdere i kommuner og regioner.

- Hovedparten af vores medlemmer har jo borgerrettede funktioner i eksempelvis Borgerservice eller pladsanvisningen eller som skolesekretærer og tandklinikassistenter, siger hun.

Lene Roed anerkender, at der med fordel kan ses på, hvordan arbejdet organiseres.

- Der kan sagtens findes omlægning af arbejdsopgaver, der kan frigøre sosu'er, lærere og pædagoger. Men der bliver ikke brug for færre HK'ere. Tværtimod.

- De administrative opgaver forsvinder jo ikke, siger Lene Roed.

Formand for KL Martin Damm (V), der også er borgmester i Kalundborg, mener heller ikke, at der er lette snuptagsløsninger.

Kommunerne har i forvejen haft fokus på at skære ned på administration i årevis, mener han.

- Det er oplagt, at vi skal have fokus på at udnytte de ressourcer, der er, bedst muligt. Men der findes ikke snuptagsløsninger til bare at reducere yderligere, siger han i en skriftlig kommentar.

På flere spørgsmål om, hvem der er overflødige i administrationen, blev der på pressemødet nævnt eksempelvis kommunikationskonsulenter og projektledere.

Stop for nye regler

Ingen af ministrene ville sætte antal på eventuelle fyringer. Men statsministeren erkendte, at der kan være ansatte i administrationen, hvis opgaver forsvinder.

En del af besparelsen skal findes, ved at der ryddes op i de mange regler og dokumentationskrav, som offentligt ansatte i dag er underlagt, og som koster dyrebar tid.

Regeringen erkender, at en stor del af den administrative byrde i kommunerne stammer fra politikerne selv i form af statslig styring.

Faktisk er den statslige regulering øget med over 50 pct. over de seneste 30 år, fremgår det af udspillet.

For at bremse den udvikling vil regeringen indføre et stop for nye regler.

- Hvis man får idéer om at lave nye regler, så skal man fjerne mindst én gammel regel, sagde finansminister Nicolai Wammen (S).

Regeringens reformudspil


Regeringens udspil "Danmark kan mere III" kommer med bud på reformer af velfærd og uddannelser.

Læs nogle af punkterne her.

Velfærd:

Færre kontorfolk:

  • Der skal spares 2,5 mia. kr. på administration i kommunerne.

Trepartsaftaler:

For at løse rekrutteringsudfordringer i det offentlige indkalder regeringen til trepartsforhandlinger med repræsentanter for lønmodtagere og arbejdsgivere. Først på ældreområdet og dernæst på dagtilbuds- og folkeskoleområdet.

Kommuner sættes fri på ét velfærdsområde:

  • Regeringen satte allerede tidligere på året gang i forhandlinger om rammer for de såkaldte velfærdsaftaler.
  • De skal fra næste år give alle 98 kommuner mulighed for at blive sat fri for stort set alle statslige regler på et område - enten dagtilbud, folkeskole, beskæftigelse eller ældrepleje.

Regelstop:

  • Hvis man vil indføre en regel i det offentlige, som tager tid fra borgerne, så bør en anden regel fjernes.

Uddannelse:

Tre typer kandidatuddannelser på universiteterne:

  • Et allerede omdiskuteret forslag lyder, at hver anden kandidatuddannelse skal forkortes fra to år til et år. Det skal gøre det lettere for studerende at komme ind på arbejdsmarkedet hurtigt.
  • Forslaget skal frigive to milliarder årligt. Én milliard skal tilbage til universiteterne for at sikre mindst 15 undervisningstimer om ugen, mindre hold og mere feedback.
  • Den anden milliard skal gå til den øvrige uddannelsessektor med fokus på velfærds- og erhvervsuddannelser.

Samlet vil reformen øge den strukturelle beskæftigelse med cirka 6100 fuldtidspersoner i 2030.

Kilde: Udspillet "Danmark kan mere III".

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR