Udflytningen af statens arbejdsplader er populær i vide kredse, men på flere måder har den ikke desto mindre været en bedrøvelig affære. Store dele af den statslige forvaltning er lagt i ruiner, og ingen ved, hvad de samlede omkostninger beløber sig til. Alt er imidlertid sket under høje hyldestråb, og i bifaldstummelen har ingen tilsyneladende tænkt nærmere over, hvad udflytningen som proces egentlig siger om tilstanden i dagens Danmark. Her er der ellers flere betydende emner på færde. 

For det første: Udflytningen bygger på fejlagtige påstande, og den tilbyder nemme løsninger på komplicerede udfordringer.  Udflytningen bygger for eksempel på en påstand om, at København er blevet for stor. Det siges igen og igen: Danmark er ved at miste balancen, og for at genoprette den flyttes fem-seks tusinde statslige arbejdspladser til provinsen.

Set i det store perspektiv er det små tal, men mange borgere bakker ikke desto mindre op bag planerne, og udflytningskravet er så stærkt, at ingen politiker, der har sit politiske liv kært, tør betvivle det prisværdige i at sprede råd, nævn og styrelser ud over hele landet. Så alle nikker og tilslutter sig påstanden om det skæve Danmark. Derfor flyttes Rådet for Socialt Udsatte til Rønne, Dansk Sprognævn til Bogense, Handicaprådet til Brovst og Børnerådet til Billund.


Saglige argumenter må vente
For det andet mangler der seriøse argumenter. Der gives ingen præcise definitioner på, hvad der menes med bedre balance. Der fremlægges ingen analyser af forholdene mellem centrum og periferi i regioner og kommuner. Ingen tør tilsyneladende spørge om, hvorvidt udflytningen nu også redder Danmark. Og hvis enfoldige sjæle alligevel drister sig til at bede om saglige argumenter, bliver de afvist med den begrundelse, at det her er politik. Punktum. Her diskuteres ikke. Her dikteres.

Nogle af udflytningerne vil imidlertid have store og langtrækkende virkninger for alle borgere i landet, så det mindste, man kunne forvente, var da, at de ansvarlige politikere fremlagde saglige argumenter for dem. Det sker imidlertid ikke. Befolkningen får blot endnu engang at vide, at Danmark ikke må miste balancen, og det haster med at redde landet.

Huhej, hvor det går. Den ene udflytning er ikke til ende, før den anden sættes i værk. Regeringen har endda så travlt, at man ikke vil vente på Rigsrevisionens evaluering af første udflytningsrunde. Evalueringen forventes til maj, og den vil utvivlsomt give en grundig og seriøs vurdering af den måde, udflytningerne har været planlagt og gennemført på, men den slags har man ikke tid til at vente på. Rask må det gå, og det gør det så.

Gammel orden brydes ned
For det tredje har selve processen været af en karakter, der burde få alle til at standse op og overveje, hvad der egentlig er på færde. Mange tror måske, at regeringen vil lappe på nogle af de skader, som kommunalreformen af 2007 medførte i form af nedlæggelse af rådhuse, hospitaler, skoler, stationer og andet lokalt, men sådan er det ikke. Meget tyder på, at det slet ikke er en gammel orden, der genoprettes. Måske er det en gammel orden, der brydes ned?

Denne gamle orden er vi stolte af. Den undervises der i. Den var et bærende element i samfundet. Den gav mening og sammenhæng. Den fungerede på den måde, at når en større administrativ reform skulle gennemføres, drøftede man først reformens nødvendighed i Folketinget, og når der var flertal for reformen, skrev man et kommissorium og nedsatte et udvalg, der indhentede udsagn fra eksperter i ind- og udland. Udvalget gav også berørte borgere fra hele landet lejlighed til at afgive høringssvar. Til sidst skrev man en betænkning, og den udgjorde det fundament som den endelige beslutningsproces hvilede på.

Udkanten, ingen hører eller ser
Når det gælder forholdet mellem udkant og centrum, er høringsretten vigtig. Der findes nemlig mange slags udkanter. Er man gammel eller fattig, eller hvis man tilhører religiøse, kulturelle eller etniske minoriteter, havner man let i den slags udkant, hvor ingen lytter til det, man har at sige.

Fælles for alle udkanter er, at de mennesker der opholder sig der, bliver usynlige for dem, der sidder på magten. Høringsretten modarbejder denne usynliggørelse, idet den giver den almindelige mand ret til at komme til orde, hvor han end måtte befinde sig i landet. Med høringsretten følger imidlertid også en pligt til at sætte sig ind i den foreliggende sag. Den almindelige mand bliver kort sagt klogere, og derved får det politiske system tilført en mulighed for at føre en saglig dialog mellem politikere og borgere.

Sådan var det, men sådan er det ikke mere. Det viser processen om udflytningerne. Her har der ikke været tale om en åben debat i Folketinget. Der har ikke været et offentligt tilgængeligt udvalgsarbejde. Intet kendt kommissorium. Alt er foregået bag lukkede døre. Det åbne samfund er erstattet af det lukkede, og den almindelige mand m/k har ikke haft lejlighed til at sætte sig ind i argumenter for og imod. Der har ikke været antydning af høringsrunder, og borgeren er derved blevet henvist til den udkant, hvor man er usynlig for magten, og hvor ingen hører, hvad man har at sige.

Vi ved intet om det teoretiske grundlag for beslutningerne. Vi ved ikke, om der er indhentet erfaringer fra andre lande. Vi ved ikke, om eksperter er blevet spurgt. Vi ved ikke, hvilke saglige argumenter der har været for at flytte rådet for socialt udsatte til Rønne eller Geodætisk Institut til Aalborg. Vi ved heller ikke, hvilke motiver der ligger bag, og hvorfor denne hast? Vi må gætte os frem.  

Hvad vi ved, har vi kunnet se, nemlig stribevis af borgmestre fra hele landet, der har opført sig som en flok gadetiggere foran regeringens lukkede døre, og som har ydmyget sig ved at tigge og bede om at få tilkastet nogle statslige arbejdspladser.

Hvor nedværdigende. Hvor pinligt, og hvor trist for samfundet som helhed. Alle ansvarlige borgere burde gribes af forfærdelse over at se, hvordan et godt gammel system her er blevet brudt ned. Hvad er det dog, der sker med vort land? I stedet for at stå med usselt fremstrakte hænder burde vore borgmestre og medlemmerne af landets kommunalbestyrelser spørge sig selv, om det virkelig er sådan, vi ønsker, at samfundet skal styres fremover.

Egon Clausen er københavner af vestjysk oprindelse, forfatter og debattør. Tidligere redaktør på DR's P1. Og så har han netop udgivet debatbogen HVIDE PLETTER om udflytningen af statens arbejdspladser.