I sidste måned afslørede Region Nordjylland en nyhed, man helst ville have været foruden, men som næppe kom bag på hverken borgere eller politikere: Nyt Aalborg Universitetshospital bliver meget dyrere end budgetteret. Og det bliver forsinket yderligere mindst et par år, så det tidligst er færdigt i 2026 - seks år senere end oprindelig planlagt.

Nyheden fulgte en trend i opdateringerne på regionernes gigantiske anlægsinvestering i såkaldte supersygehuse. Seks stk. ny- eller ombyggeri, som samler specialer og behandlinger i mastodont-byggerier, tre i Jylland, et på Fyn og to på Sjælland. 

En samlet investering fra staten på 41 mia. kr. omfatter desuden forbedringer for yderligere ti hospitaler i Hjørring, Viborg, Randers, Horsens, Esbjerg, Kolding, Aabenraa, Slagelse, Holbæk, Hvidovre, Herlev og Bispebjerg. 25 mia. blev afsat til de seks supersygehuse.

Arbejdet har været i gang i to årtier, men kun et enkelt holder budgettet, mens endnu kun et blev færdigt til tiden.

Lige fra starten har historien om byggerierne været en endeløs beretning om fordyrelser, besparelser og forsinkelser. Ofte ledsaget af “skandale”-prædikatet, når historierne er nået til offentligheden.

Tallene har været taknemmelige at bearbejde  i forargelsens lys. I forhold til det oprindelige budget bliver Nyt Aalborg Universitetshospital hele 1,6 mia. kr. dyrere end det oprindelige budget på 4,9 mia. kr. En overskridelse på 33 pct., foreløbig en lidet attråværdig  danmarksrekord i genren. 

Kühnau: Vi har fået topfaciliteter

Byggerierne i Hillerød, Odense, Gødstrup og Aarhus har undervejs måttet justere efter knap så voldsomme, men stadig trecifrede million-tals overskridelser, mens den akkumulerede forsinkelse for supersygehusene foreløbig løber op i omegnen af 40 år.

Det passer altsammen ind i veletablerede fordomme: Offentligt byggeri bliver altid dyrere eller meget dyrere og ofte dårligere end budgetteret.

Men historien fortælles ofte uden mellemregninger, ligesom et vigtigt spørgsmål glimrer ved sit fravær i skandale-historierne:

Hvad var og er alternativet til at smide et halvt hundrede milliarder skattekroner efter den største omstrukturering af sygehusvæsenet nogensinde?

Spørger man Danske Regioners formand, formand for Region Midtjylland Anders Kühnau (S), er svaret klart: Danmark har fået et sygehusvæsen i topklasse og hospitaler med faciliteter og specialesamarbejder, der vækker international beundring.

- Vi er kommet i mål med byggerier, som både er bygget til budgettet, og som har givet sundhedsvæsenet et løft, som vi kan være stolte af, og som har skabt forudsætninger for en langt bedre service, siger Anders Kühnau. 

Han overtog formandsposten for Danske Regioner sidste år, men har været med i regionalpolitik i 16 år og dermed i stort set hele byggefasen.

- Der er begået fejl og truffet forkerte beslutninger undervejs, også af mig selv. Men vi står i dag med funktionsdygtige hospitaler, som man kigger misundeligt efter mange andre steder. Vi har haft besøg fra blandt andet Tyskland, hvor reaktionen har været: Bare vi havde gjort noget tilsvarende, siger Anders Kühnau.

Han mener ikke, budgetoverskridelser og forsinkelser overskrider normen for store byggerier generelt i perioder med store, uforudsete udfordringer. Regionerne har løst opgaven som bygherre til topkarakter, mener han.

Mellemregninger mangler 

Selvom de ikke går så langt, deles opfattelsen langt hen ad vejen af uvildige eksperter. 

- Vi ved jo ikke, om budget-overskridelserne kunne være minimeret, for vi har ikke noget at sammenligne med. Men overordnet set er jeg ikke i tvivl om, at vi havde været meget værre stillet, hvis vi havde ladet være, siger Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring på Aalborg Universitet.

Han har fulgt supersygehusene på den svære vej gennem byggefasen, og han henviser til en stribe mellemregninger, som hvis ikke undskylder, så i hvert fald forklarer, hvorfor budgetterne ikke holder. 

- Ved store offentlige anlægsprojekter er det almindeligt at afsætte en 20 pct. risikopulje i budgettet. Til at dække de udgifter, man kender, men som med en vis sandsynlighed kan blive større end forudsat undervejs i byggeriet. Men den model blev ikke taget tilstrækkeligt i anvendelse, da byggerierne blev sat i gang, siger Per Nikolaj Bukh.

Efter hård kritik fra Rigsrevisionen introducerede man stram risikostyring første gang for mere end ti år siden.

Dobbelt ærgrelse

Risikopuljen er altså ikke øremærkede penge. Men når de bliver taget i brug, er det omvendt heller ikke budgetoverskridelse i traditionel forstand. Meldingerne undervejs refererer ofte til de oprindelige budgetter og kan efter Per Nikolaj Bukhs opfattelse give et fortegnet billede af omfanget.

Det gav justerede budgetter, hvor risiko-summen og mulige overskridelser blev mere synlige.

- Der sker altid uventede ting under byggerier som disse. Det er ikke, fordi regionspolitikere er nogle tumper til at tage beslutninger om store byggerier, at forudsætninger ændres, siger Per Nikolaj Bukh og tilføjer: 

- Vi er havnet med et “dobbelt-ærgrelsesprincip”. Vi ærgrer os, når budgettet er overskredet, men også allerede inden ekstraudgifterne er en realitet.

Forsinkelser ikke foruroligende store

Sundhedsøkonom Jakob Kjellberg fra Vive peger på den stramme økonomistyring som væsentlig forklaring på de mange forsinkelser, som, han i øvrigt ikke mener, har været foruroligende store, men mere eller mindre hvad man måtte forvente af byggerier af så stort omfang.

- Udgangspunktet har hele tiden været, at byggerierne ikke måtte koste mere, end der var afsat penge til. Man har måttet justere undervejs, når budgettet er skredet, og det har kostet på tidsplanen, siger han.

Nogle af fordyrelserne har man slet ikke kunnet kalkulere sig frem til. Her skelner Per Nikolaj Bukh mellem risici, som kan beregnes, og usikkerheder, som er ukendte faktorer. Begge dele indgår som forklaringerne på de store forsinkelser, der har plaget byggerierne.

- Man har ikke haft mulighed for at kalkulere risikoen for en ukendt faktor som en pandemi, et byggeboom af voldsomme dimensioner og nu en energi-krise forårsaget af krig i Europa, som har fået priserne til at gå amok, siger han.

Obligatorisk underfinansiering

En anden forklaring er uofficiel. Men det bliver den ikke mindre sandsynlig af, mener økonomistyrings-professoren. 

- De fleste offentlige byggerier er underfinansierede, selv om man aldrig vil få en politiker til at indrømme det, for det er jo ulovligt ifølge styrelsesloven. Men det er rationelt at underbudgettere i den offentlige sektor, fordi tommelfingerreglen siger, at pengene i et budget altid bliver brugt. Så selvom man havde afsat flere penge på budgettet, kunne vi meget let have oplevet de samme eller måske endnu større overskridelser, siger Per Nikolaj Bukh.

Den oprindelige sygehusplan fra 2007, iscenesat af Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen under Venstres valgkamp, opererede med et budget på 90 mia. kr. som siden blev justeret ned til langt under det halve.

- Grundlæggende var det jo svært at beregne, hvad et supersygehus skulle koste, fordi vi startede uden sammenligningsgrundlag eller erfaringer. Politikere tog på studierejser i udlandet, og så lavede man en plan for, hvad man ville have. Men reelt startede man fra bar bund, siger Per Nikolaj Bukh.

Billigere at bygge i rækkefølge

Her er vi så fremme ved den måske væsentligste årsag til de mange trængsler og kedelige historier, som har plaget byggerierne i mere end et  årti: 

I stedet for at begynde på seks forskellige sygehuse på samme tid, kunne man have sparet mange udgifter, hvis de i stedet var bygget i rækkefølge. Og ens.

- Ligesom et typehuse er billigere end et hus som er tegnet individuelt, ville erfaringerne have forhindret mange fordyrelser og forsinkelser, siger Per Nikolaj Bukh, som samtidig erkender det næppe var en politisk mulighed, da planen blev lagt. 

For hvilken region ville have fundet sig i at stå sidst og vente et par årtier, mens de øvrige sygehus blev bygget?

Anders Kühnau mener ikke, det giver mening at diskutere, hvorvidt byggerierne skulle være bygget i rækkefølge eller som typehuse, for det har aldrig været muligt.

- Politisk er det jo dødfødt at skulle lade nogen starte før andre og dermed skabe ubalance i sundhedstilbud i forskellige dele af landet. Og vi kunne heller ikke bygge ens, for behovene har jo været forskellige rundt, og hospitalerne i dag står jo med vidt forskellige faciliteter på grund af vidt forskellige behov, siger Regionernes formand.

Hvorfor ikke 20 tidligere?

Per Nikolaj Bukh påpeger, at det dog er relevant at diskutere, om man i stedet skulle have begyndt mange år tidligere. 

-Hvorfor gik man ikke igang 20 år tidligere, hvor man jo godt kunne beregne, at behovet ville opstå? Så havde vi stået et andet sted i dag, siger han.

Jakob Kjellberg fra Vive tror ikke, det var realistisk at planlægge supersygehusene meget før, det skete.

- 20 år tidligere stod vi med nogle helt andre udfordringer på sundhedsområdet med en mængde småsygehuse, som manglede behandlingskvalitet. I dag kan man argumentere for, at sygehusene blev for store, og at vi mangler noget på mellemledet, mens vi har travlt med at introducere nærsygehuse. Forudsætningerne ændres hele tiden, siger sundhedsøkonomen, som samlet vurderer  det samlede supersygehusbyggeri til en eksamenskarakter på 10.

Ikke mindst med en vigtig pointe in mente: Projektet blev sat igang for at skabe et bedre sundhedsvæsen og ikke for at spare penge.

- Man skal huske på, at det hele startede med et ønske fra klinikerne, som ville have øgede muligheder for at hæve kvaliteten - det var ikke et sundhedsøkonomisk projekt. Selv om det hele ikke står færdigt, er rigtig meget jo taget i brug, understreger han.

Tilbage i Aalborg, hvor “nogen” skal finde halvanden mia. kr.  til at dække hullet i budgettet. Regionen kræver hjælp fra staten, men den er ikke givet. I hvert fald ikke for hele beløbet.

- Det bliver et spørgsmål om, hvem der blinker først. Pålægger man regionen at finde besparelserne her, vil regionen vende hver en femøre. Men går staten ind og betaler, holder regionen meget hurtigt op med at vende femørerne, siger Per Nikolaj Bukh.