Danske kommunale ledere deltager i disse år i en lang række obligatoriske lederuddannelser og er generelt meget veluddannede. Især  ligger der vægt på, at ledere bliver fortrolige med økonomistyring, dokumentation og effektmålinger. Men hvilke af disse værktøjer er mon brugbare i opgaven med at skabe innovation? Her oplever mange ledere, at værktøjerne kommer til kort. For at skabe innovation må lederen nemlig i højere grad kunne arbejde med mod, kreativitet og livsduelighed i organisationen - og hos sig selv. 

Angsten i den nye lederrolle

Det kommunale er én gang for alle trådt ind i innovationens tidsalder og har dermed mistet fast grund under fødderne. Som kommunal leder oplever mange konstant at skulle stå i det åbne og uforudsigelige som på et åbent hav og skulle lede imod en måske ukendt destination. Vores erfaring som erhvervspsykologer i arbejdet med innovation fortæller os, at alt for mange kommunale ledere mangler værktøjer til at kunne klare rejsen. 

Angst er innovationens rejsekammerat, så ingen grundlæggende forandringer kan ske uden, at der opstår angst. Men mange ledere kan ikke omsætte angsten konstruktivt, og det fører alt for ofte til, at der gribes til forkerte beslutninger og panikløsninger i situationen. Det slider både lederne og deres organisationer op og skaber ingen innovation.

Lederfærdigheder som mod, kreativitet og livsduelighed er derfor meget behøvede i værktøjskassen til innovation, men træning af disse er sjældne i lederprogrammerne. En del af forklaringen ligger i den tænkning om lederkvalificering, som ligger i de traditionelle programmer, hvor vægten lægges på at kunne opnå og bevare kontrol. Men innovative kvaliteter og egenskaber handler i høj grad om at kunne give slip, og det talent tilegnes ikke ved at læse en bog, men skal derimod opøves, trænes og vedligeholdes på helt andre måder. 

Hvor er opmærksomheden henne?

Lederen skal i innovationsprocesser kunne arbejde med og løbende flytte sin opmærksomhed imellem tre punkter: 

Der er kerneproduktet eller kerneydelsen, som skal udvikles, der er den gruppe mennesker, som skal udvikle det nye, og så er der lederen selv. 

At have sin opmærksomhed tre steder samtidigt kræver en særlig lydhørhed, nærmest intuitiv forståelse for, hvor og hvornår der er behov for at sætte ind. Fiskere og landmænd kan noget, der ligner. De ved, hvor sildene står, og hvornår regnen kommer. Det er denne form for opmærksomhed og fokusering, som ledere skal udvikle til brug i innovationsarbejdet. 

Tredimensionel opmærksomhed

Navigationsværktøjet, som vi arbejder med, træner lederen i at udvikle en tredimensionel opmærksomhed ved hjælp af tre punkter. 

For det første er der fokus på kerneydelsen eller produktet: Hvordan skal det se ud i fremtiden og hvilken kvalitet skal det have? Innovationens DNA hviler på eksperimentet, og det er kun virksomt, hvis vi tillader fejl. Derfor er det vigtigste fokus at udvikle og afprøve små prototyper i en lille skala, så vi med det samme kan se, hvad der fungerer: Fail early to succeed later, som en kendt innovations-læresætning lyder. 

At sætte det rigtige hold er et andet navigeringspunkt: Holdet skal repræsentere så mange interessenter og samarbejdsparter som muligt – meget gerne også konkurrenter og lægfolk. Resultatet af arbejdet vil nemlig være vaccineret allerede fra fødslen og dermed have et langt mere levedygtigt fundament. De konflikter, som uafvendeligt opstår undervejs, skal straks omsættes og frigives som brændstof til de næste skridt. Også her må lederen kunne stå på broen i stiv kuling og bevare fatningen. 

Et tredje punkt er lederen selv. Det er som nævnt naturligt for lederen at opleve angsten under en innovationsproces. Her bliver det afgørende, om lederen kan udholde sine egne vanskelige følelser og stadig stå støt ved roret som den, der holder fokus på kursen og vedblivende kan skabe det udviklingsmiljø, hvor gruppen kan udfolde deres fulde potentiale. 

For at kunne stævne ud og for at kunne navigere i det åbne må lederen som menneske derfor have den nødvendige støtte og inspiration til igen og igen at finde tilbage til sit eget mod, sin egen kreativitet og dermed sin egen livsduelighed. (forkortet af red.)