Kommunen.dk
MENU

Tre store udfordringer venter Messerschmidt

Som nyvalgt formand for Dansk Folkeparti skal Morten Messerschmidt forsøge at samle partiet, skaffe vælgere og komme gennem retssagen om svig med EU-midler.

Tre store udfordringer venter Messerschmidt

Som nyvalgt formand for Dansk Folkeparti skal Morten Messerschmidt forsøge at samle partiet, skaffe vælgere og komme gennem retssagen om svig med EU-midler.
  Morten Messerschmidt bliver hyldet, efter han er blevet valgt til ny formand ved Dansk Folkepartis ekstraordinære årsmøde i Herning søndag.
  Morten Messerschmidt bliver hyldet, efter han er blevet valgt til ny formand ved Dansk Folkeparti''s ekstraordinære årsmøde i Herning søndag.
Foto: Bo Amstrup, Ritzau Scanpix
23. jan 2022
RITZAU

De store politiske opgaver for Morten Messerschmidt, der søndag blev valgt som ny formand for Dansk Folkeparti, bliver at samle partiet og at skaffe vælgere.

Det kan dog vise sig at blive en uoverstigelig udfordring for Messerschmidt, der fik 60 procent af stemmerne ved afstemningen på årsmødet i Herning.

Flere folketingsmedlemmer kom efter valget med stikpiller til den nye formand, der dog gentog sin ambition om at samle partiet.

- Jeg kan godt forstå oven på sådan en valgkamp, at der er en masse følelser, der skal tænkes igennem. Derfor er det naturligt, at folk får sovet på det og sundet sig, siger Messerschmidt på et pressemøde efter valget.

Han erkender, at han selv har begået fejl i valgkampen, som er blevet beskrevet som beskidt.

Han uddyber, at hans mål nu er at gøre Dansk Folkeparti større, stærkere og at sætte "danskerne først", men at der er nogle udfordringer, som skal overvindes.

Myndig, men direkte og personlig henvendelse

Den første udfordring bliver at samle partiet, hvilket er noget af en opgave. Folketingsmedlemmerne Liselott Blixt og Marie Krarup var begge "ærgerlige" efter valget, og Martin Henriksen sagde, at det ikke var altid, at Messerschmidt sagde sandheden.

Efter i dag kan den slags udtalelser få konsekvenser ifølge Messerschmidt.

- Hvis jeg ser et mønster, hvor noget, der har skadet partiet, fortsætter og fortsætter, vil jeg rette en myndig, men direkte og personlig henvendelse om, at det stopper, og hvis man ikke forstår, må det have en konsekvens, siger han.

Flere folketingsmedlemmer har åbent talt om at forlade partiet, hvis Messerschmidt blev formand.

Hvis jeg ser et mønster, hvor noget, der har skadet partiet, fortsætter og fortsætter, vil jeg rette en myndig, men direkte og personlig henvendelse om, at det stopper, og hvis man ikke forstår, må det have en konsekvens.

 

Under valgkampen har Henriksen sagt, at han forventede at blive ekskluderet, hvis Messerschmidt blev formand.

I sin kandidattale langede Henriksen ud efter Messerschmidt, der nu er valgt som hans formand.

- Inden for de sidste to til tre år er det gået helt galt. Og det er sket, samtidig med at der inden for det seneste år er blevet skiftet ud på den næsthøjeste post i partiet, sagde han.

Messerschmidts anden udfordring bliver at stoppe den årelange nedtur og at skaffe vælgere til partiet, der ligger til omkring fem procent af vælgerne i meningsmålinger.

Retsagen lurer fortsat

Den tredje udfordring bliver retssagen om svig med EU-midler og dokumentfalsk. Han er tidligere blevet dømt i byretten, men sagen skal gå om, fordi dommeren blev erklæret inhabil.

Messerschmidt vil ikke garantere, at han vil gå af som formand, hvis han bliver dømt. Den del vil han lade være op til hovedbestyrelsen.

Kristian Thulesen Dahl holdt som afgående formand efter flere dårlige valg en forsonende tale i et forsøg på at samle partiet.

Men forinden havde han leveret stikpiller til både sin forgænger, Pia Kjærsgaard, og sin arvtager, Messerschmidt.

Kjærsgaard havde forsøgt at "styre" partiet, og Mersserschmidts retssag var skyld i partiets nedgang. Pia Kjærsgaard mente omvendt, at Thulesen Dahl burde gå af med "værdighed".

Spøgelser fra 1995

Således begyndte årsmødet allerede fra formiddagen at vække minder om spøgelset fra 1995, der i høj grad har formet partiet.

Ethvert medlem af Dansk Folkeparti husker skrækfortællingen, hvor Fremskridtspartiet satte ild til sig selv under et årsmøde, og hvor Dansk Folkeparti opstod af asken.

Det har ført til topstyring og opgør med kritikere.

Pia Kjærsgaard var meget ked af udviklingen samt valgkampen, som hun kalder den "værste", hun har oplevet.

- Vi har altid brystet os af topstyring. Der har de seneste år været en konfliktskyhed, som jeg ikke er tilhænger af.

- Folketingsmedlemmer truer med at gå, det er jo helt vildt, det havde jeg aldrig nogensinde forestillet mig, siger Kjærsgaard.

Messerschmidts mærkesager som ny formand

  • Den nyvalgte formand Morten Messerschmidt har på forhånd annonceret, at EU-parlamentariker Peter Kofod skal være hans næstformand.
  • De vil have, at Dansk Folkeparti skal gå i regering, hvis de blå får en valgsejr.
  • Desuden skal Danmarks medlemskab af EU og den europæiske menneskerettighedskonvention til folkeafstemning.
  • De er åbne for at diskutere topskattegrænsen.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR