I mine gemmer derhjemme er to lasede kladdehæfter med flot, rødt omslag. Dem har jeg og andre ofte klasket os på lårene af grin over. De er fra et af de første år i mit skoleliv. Her blev jeg som 7-8-årig sat til at skrive en side med a’er, en side med b’er og så videre. Og siderne er et studie i min skoleegnethed og evner for at sidde der og nørkle med en blyant.
Den første linje har typisk bogstaver af nogenlunde normal form og størrelse. Men efterhånden som det er gået op for den lille purk, hvor lang tid det ville tage at fylde siden med bogstaver, bliver de større og større for til sidst at være så grotesk store og fladtrykte, at der kun kunne være 3-4 bogstaver på hver linje.