Det er søndag morgen, og min dreng Mio leger på sit værelse. Jeg sidder stille ved morgenbordet med alle mine svømmende søndagstanker. Jeg beslutter mig for at dele en af dem på Facebook:

”Hvis jeg spurgte dig: Hvad ville du helst beholde – dine børn eller dine penge? Så ville 99,9999 procent selvfølgelig svare: Mine børn. Så hvorfor betaler vi 1480 kroner i timen til én, der passer på dine penge, og sølle 168 kroner til én, der passer på dine elskede børn?

Det er jo kun, fordi pædagogjobbet tidligere var kvindearbejde og advokat/revisor var noget mænd tog sig af. Nu er grænserne heldigvis ved at opløse sig, men lønforskellene er desværre forblevet de samme. Så når Kvinfo får 13 millioner om året for at kæmpe for ligestilling, så kunne det måske være interessant at kigge lidt på den oldgamle klassekamp – i stedet for kun at fokusere på ligeløn i samme stilling? At arbejde målrettet på at lave grundlæggende ændringer i selve samfundsstrukturen – om hvilke jobfunktioner der egentlig har høj og lav værdi? Især efter at argumentet om ”større ansvar” helt er forsvundet!!? Revisorer og advokater, der vasker hænder for al det ansvar, de bliver betalt for at tage, og pædagoger, der står til regnskab for hvert sekund, de står med ansvaret for vores skønne unger. Måske vi skulle belønne mere ligeligt? Måske vi skulle lade de kære lærere og pædagoger nappe lidt mere af puljen? Det er trods alt dem, der varetager det ÆGTE GULD – og ikke bare flytter rundt på de binære mammon-tal.... Jeg mærker mit hjerte blive rørt, når jeg ser Mios pædagoger stå af bussen med ungerne - selv smurt ind i mudder efter at have leget med ungerne en hel dag – de har sgu fortjent at blive sat pris på.... Bare lidt tanker... Nyd jeres søndag – kram jeres unger – og smil til jeres børns pædagoger og lærere på mandag – gi' dem et kærligt skulderklap – og hvis I kan komme afsted med det: Et ordentligt kram”

Og sikke en overvældende reaktion, der kom! Opslaget blev pludselig 'delt' 5.097 gange – 'liket' 13.290 gange og kommenteret 180 gange ... Jeg havde slet ikke forventet, at min lille søndagstanke kunne skabe så megen aktivitet, men jeg havde tydeligvis ramt ned i noget meget vigtigt – eller rettere – i tre vigtige ting: Ligestilling, klassekamp og anerkendelse. Jeg nærlæste alle kommentarerne, og langt de fleste takkede mig direkte for anerkendelsen – det ærlige skulderklap til pædagoger og lærere. Jeg havde ikke 'overgennemtænkt' opdateringen, men skrev den bare fra hjertet – delt, hvad jeg gik og tænkte. Jeg har altid funderet meget over, hvordan vi værdsætter ting i livet, og hvor forskelligt vi opfatter ”fremdrift”. Jeg har undret mig meget over den verden, vi lever i – og de tydelige uretfærdigheder, der næsten ikke bliver sat spørgsmålstegn ved. Jeg synes dog altid, at jeg ender med mange flere spørgsmål end svar ...

Anerkendelsen rykkede

Der var en del politiske kommentarer på opdateringen, men langt de fleste kommentarer kom fra glade pædagoger, som takkede for skulderklappet. De nævnte samtidig, at de ikke gjorde det for pengenes skyld. De gjorde det, fordi det gav dyb mening i livet at være med til at give de små poder en god start. De kunne mærke på mit lille skriv, at jeg var oprigtig taknemlig over deres indsats. Det leder mig frem til min pointe: anerkendelse. Det var anerkendelsen, der rykkede – ikke den politiske debat. Det var dét, at de blev set – at en forælder satte pris på dem i stedet for bare at snuppe sin unge og drøne videre. Det var fornemmelsen af, at der var nogle, der ville kæmpe for dem og anerkendte, at de gjorde et kæmpe stykke arbejde hver dag. Jeg ramte kort sagt ned i det faktum, at vi glemmer at anerkende hinanden for vores daglige indsats – og måske især på omsorgsområdet – hvor besparelser, effektivisering og sygdomsstatistikker er det eneste, de har fået smidt i hovedet de sidste seks-syv år.

Så i disse semikrisetider er anerkendelse måske et af de klogeste områder, vi kan opdyrke! Oprigtig anerkendelse er gratis, effektiv og stærkt livsgivende, men desværre ikke nogen let kunst, da anerkendelse SKAL være ægte for at virke. Falsk anerkendelse er nok noget af det værste i verden – så derfor er alle vores sanser trænet til at afsløre falskhed. Modsat sluger vi så desværre al kritik råt – uanset hvor usand den måtte være. Kritik sætter sig meget nemt fast.

Vi må huske på, at vores hjerne er opbygget som en sublim fejlfinder for overlevelsens skyld, men er knap så god til at opdage det smukke, det gode, det sande - så derfor må vi gøre os bevidste anstrengelser for at værdsætte alt det positive, vi alle gør, og sige det højt!

En af mine bekendte jokede engang med sin subtile tilgang til anerkendelse: ”Stilhed er ros”. Den tid er heldigvis snart forbi. De tider, hvor det var alment accepteret, at ”livet er hårdt”, er forbi. I dag kræver vi at trives og blomstre i hverdagen – og det er en sund og stærk udvikling, men det stiller større krav til vores sociale omgangstone. Da Gary Chapman skrev ”De fem kærlighedssprog”, gjorde han noget sublimt for at fremme anerkendelse. Han skrev dem til parforholdet, men med en smule kreativitet kan de nemt overføres til langt mere end det.

Jeg vil give dig – kære læser - en udfordring til næste uge. Prøv at se, om du kan træne dig selv i at ”tale” alle fem sprog og derved skabe en mere positiv verden! Vi har som regel to primære kærligheds/anerkendelsessprog – og så er der dem, vi er helt blinde for. Det gør faktisk, at vi misser rigtig mange anerkendelser, fordi vi simpelthen ikke opdager dem. Det gør også, at andre ikke hører vores anerkendelse af dem, hvilket kan virke meget frustrerende. Få mere opmærksomhed på sprogene ved at løse disse fem øvelser i den kommende uge:

Værdsættende ord: Sig til én, du jævnligt kommer i kontakt med og som yder dig en personlig service, at du sætter megen pris på hans eller hendes arbejdsindsats. At han eller hun gør det godt - og du bliver et gladere menneske, fordi de er til ... Start og slut dine mails med en ekstra sætning. Skriv, at du håber, de nyder livet og det skønne efterår ... Tak dem for det arbejde, de gør – ønsk dem en god dag og god vind.

Koncentreret tid: Brug to minutter på at stoppe op og give din fulde opmærksomhed til én, du møder. Lad være med at suse forvirret afsted, men giv dig tid til at spørge ind til dem. Spørg ærligt om, hvordan de har det og lyt opmærksomt til deres svar. Glem alt omkring dig og fordyb dig kort i dem.

Gaver: Giv, giv og atter giv. Udnyt enhver chance, du får til at give. Husk: Desto mere du giver – desto mere kommer der til dig. Bag en kage til næste møde, giv en buket blomster til din arbejdsgruppe, skriv et lille postkort og giv det til én, der har gjort noget for dig. Gi’ en bajer til en ven.

Tjenester: Tag initiativ og gør noget for nogle andre – tag deres vagt, selvom det er besværligt, påtag dig den opgave, som ingen har lyst til, vær opmærksom på, hvor du kan hjælpe til, og gør det – forvent intet tilbage – andet end nydelsen ved at gøre noget godt for andre.

Fysisk nærhed: Denne øvelse er en smule tricky, fordi den nemt kan misforstås og virke akavet, men prøv at udfordre dig selv til at give flere skulderklap, knus og kram. Prøv at lægge armen om skuldrene på en kollega og se, hvordan vedkommende reagerer? Måske virker det helt naturligt – måske får du en flad! Men så har du i hvert fald prøvet.

Lad os alle gå ind i denne smukke juletid og glæde hinanden med ægte anerkendelse. Lad os anerkende det, vi tager som en selvfølge: At vi alle står op om morgenen og får hjulene til at køre rundt. Lad os fejre os selv for en gangs skyld!