Ord er helt afgørende i politik. Når en politiker skal forklare sine visioner, plejer det at være en god idé at understøtte dem med nogle stærke og måske ligefrem smukke ord, som tilhørerne forstår og tænder på. Når en politiker skal begrunde sine politiske valg, er der som regel musik i at komme med forklaringer og argumenter, som giver mening for dem, der lytter med.

Ord har også stor betydning, når politikerne skal skabe en negativ fortælling om deres politiske modstandere eller politik, man ikke bryder sig om. 'Café-penge' var et godt ord for dem, der gerne ville slagte SU’en til hjemmeboende. 'Betalingsring', 'løftebrud' og 'Gucci-Helle' var også ord, som den borgerlige opposition var dygtige til at udvikle, da der skulle skabes en negativ framing omkring den tidligere regering.

Politisk retorik i krise
De ord, som bliver brugt i politik, er på alle leder og kanter så vigtige, at det burde have en høj prioritet hos politikerne. Men kigger man udover det politiske landskab, er der mange politikere, der i disse år ikke tager 'ord' seriøst. Tværtimod virker det, som om det går den helt gale vej.

Hører man en politiker tale i TV, er det tit så kedeligt, at man er nødt til at stikke fingrene i stikkontakten for at holde sig vågen. Læser man, hvad politikere skriver på de sociale medier, er det ofte blottet for historiefortælling og ender mest i navlepillende og selvpromoverende ligegyldigheder. Kommer man forbi en talerstol med en politiker på, er talen normalt så tørt skrevet og eksekveret, at den får alt liv i rummet til at visne.

Den politiske retorik er i krise, og mange mennesker er løbet tør for tålmodighed og lukker helt ned, når vores folkevalgte åbner munden. En af hovedårsagerne til krisen er, at en stor del af politikerne, både dem på Christiansborg og i kommunerne, efterhånden lyder som talende konsulentrapporter. Alt det smukke, grimme, sjove, spændende og engagerende ved politik er blevet reduceret til et underligt kønsløst konsulentsprog.

Talregn
Når politikerne skal spare penge, pakker de det ind i underlige ord som 'effektiviseringer' og 'omprioriteringer'. Når de skal løse problemer, taler de om at nedsætte arbejdsgrupper, kræver handlingsplaner og henviser til udvalgsarbejde og konklusioner for kommissioner.

Når politikerne skal fortælle om fremtiden, kaster de om sig med løfter om millioner og milliarder til dit og dat. Men det kræver som regel en lille doktorafhandling i økonomi at gennemskue, hvad der reelt kommer ud af talregnen. Og når politikerne skal forklare, hvor alle de mange penge kommer fra, henviser de blot til et af de mest udefinerbare steder på jorden, det såkaldte råderum.

Trætte klicher
Dagligt kan man høre vores politikere bruge mere slidte klicher end dem, den fulde onkel til familiefesten underholder med: 'Kagen skal bages større', 'Der skal køres længere på literen', 'Regningen må ikke efterlades i børneværelset'.

Når politikerne virkelig skal fange vores opmærksomhed, sker det med startsætninger som: 'Må jeg ikke i al stilfærdighed sige…', 'Jeg vil gerne kvittere for… og 'På baggrund af …'

Det gode spørgsmål er, hvorfor vores politikere er begyndt at tale som konsulentrapporter, når det nu er de færreste, der synes, det er fedt. Årsagerne skal findes forskellige steder. For det første er politikerne ved at socialisere sig så meget med embedsværket, at de også overtager deres sprog. Det er efterhånden umuligt at høre forskel på sproget hos en embedsmand på Slotsholmen og en toppolitiker.

Politikerne er blevet så afhængige af de rapporter, tal og perspektiver, som embedsværket producerer, at de ikke bare tænker som embedsmænd, men også bruger de ord og sætninger, der står i embedsmændenes rapporter.

Smid talepapiret væk
Den anden grund er en misforstået tro på, at denne form for formidling er en slags 'magtens sprog'. Når en politiker møder en journalist, har han eller hun forståeligt nok lyst til at lyde som en, der har magt og indflydelse. Og i disse år er der en underlig tro på, at hvis man bare taler som en af regnedrengene fra Finansministeriet, fremstår man også magtfuld.

En tredje grund til, at politikerne lyder som talende konsulentrapporter, er, at de glemmer, hvem der er målgruppen for deres ord. Tit har de mere travlt med at tale til de andre politikere, partiledelse og bagland, end til de almindelige mennesker, som kigger og lytter med. Altså en slags autokommunikation, hvor politikerne bruger medierne til at tale med hinanden, mens borgerne lytter forvirrede med.

Så et par gode råd til politikere, der gerne vil genskabe kontakten til deres vælgere, er: Sæt sproget fri. Smid de triste talepapirer i skraldespanden. Tal uden embedsværkets kedelige gelænder og find sproglig inspiration alle andre steder end i de knastørre konsulentrapporter!