Mens disse linjer skrives, er en masse danskere – politikere, politisk interesserede eller ligefrem engagerede, organisationsfolk og så videre – på vej mod Bornholm. Og når de samme linjer læses, er det hele slut: Folkemødet har afviklet det hidtil største arrangement, og det politiske Danmark er igen spredt.

Tillykke til Bornholm med succesen. Måske er det ligefrem Folkemødets skyld, at Danish Crown alligevel ikke vil lukke øens største arbejdsplads – i denne omgang.

 Jeg har i skrivende stund ingen anelse om, hvordan det så gik. Men mon ikke, den for tiden regerende mand i skilt bearnaisesauce, Lars Løkke, var i arbejdstøjet og med charmen og den tillidsvækkende folkelighed udenpå habitten for at gi’ den som lille Lars fra Græsted med tjek på den nationale økonomi. Den private springer vi over i denne sammenhæng.

Først Folketingets afslutningsdebat og umiddelbart derefter fire dages Folkemøde. Så er den politiske sommer begyndt. Den rødglødende lovmaskine får de næste måneder en tiltrængt pause, og politikerne kan kaste sig over andre politiske sysler. 

Før i tiden talte man om, at politikerne brugte sommeren til at opsende politiske prøveballoner. En politiker kunne komme med en idé, og var den rent udtale forrykt, ja, så var der tid og sommervarme nok til, at den kunne nå at gå i glemmebogen, inden sæsonen igen begyndte.

Valgkamp præger sommeren

I år står den nok snarere på den valgkamp, der allerede ved afslutningsdebatten stak hovedet frem. For Lars Løkke får sommeren en særlig form – og måske også indhold. Han skal fra cykelsadlen sprede tillid og forsoning rundt i det bagland, der havde ualmindelig svært ved at sluge den seneste Løkke-sag og det faktum, at deres vellønnede statsministerkandidat ikke havde råd til selv at købe sit tøj.

Sammen med sin genfødte (?) næstformand Jensen har han pålagt sig selv, at årets cykelbårne slankekur skal gå rundt i det danske land for at møde de parti-græsrødder, han på sit politiske parnas ganske har forsømt. Det har den genfødte Jensen ikke, så det er nok ham, der skal vise vej til kaffebordene. Husk nu klingende mønt til kaffekasserne, Løkke.

Det bliver opad bakke, og det blæser godt derovre i det jyske. Så man kan blive helt bekymret for, om partiformanden kan passe sine dyre habitter, når cykel-bodsgangen er slut. Personligt har jeg svært ved at tro, at det hele nok skal gå. For nok undgik Venstre med det yderste af neglene et formandsopgør, men partiet har dog fortsat en formand, der har sat utroligt meget over styr, og der vil gå år, før vi – måske - kan tro på, at han nyder tillid i hele partiet. Og partiet er slemt ramponeret efter at have været tæt på en egentlig splittelse.

Så jeg spørger mig selv, om Løkke virkelig kan overleve det her og være den, der fører Venstre til valg? Jeg skal nok afholde mig fra at gætte. Jeg vil nøjes med at være spændt på, hvad efteråret vil bringe. Det samme gælder statsministeren. Hedder hun fortsat Helle Thorning til efteråret? Eller har hun fået et tilbud sydfra, som hun ikke kan sige nej til?

Så jeg vil hengive mig til ikke-politiske sommerglæder.

I min familie var vi seks – mine forældre og fire brødre. Der var dog så mange år mellem os børn, at vi aldrig boede hjemme alle fire samtidig. Mine forældre var meget forskellige af temperament: Min far en rolig, stædig og ofte tavs vendelbo. Min mor en kærlig, men også ilter sjæl med tydelige træk af min morfars farverige og hidsige kunstner-temperament.

Ambitiøs plan

Også vi fire drenge var ret forskellige, omend vi også lignede hinanden. Vi boede i mange år i Odsherred, og en sommer havde vores forældre fostret den ambitiøse idé, at vi alle seks skulle på udflugt til Nekselø i Sejerøbugten – en smuk lille ø med et unikt plante- og dyreliv og en snes mennesker. Fra Havnsø går der en lille færge nogle få gange om dagen, og en sådan skulle vi nå.

Som skrevet – en ambitiøs plan. Når vi skulle afsted i samlet flok, var det så godt som givet, at noget gik galt, og oftest var det forbundet med heftige optrin, råben og skrigen og frustrationer over, at hver gang alle var klar til afgang, så var der alligevel én, der ikke var der eller lige havde glemt noget, der skulle hentes. Således også denne smukke sommerdag, hvor den lille Folkevogn holdt klar til at fragte os den halve snes kilometer til Havnsø.

Min mor var på kanten af nervøst sammenbrud over at få den velvoksne madkurv klar, huske alt og holde styr på de fem mandfolk. Sammen med min far kæmpede hun samtidig med at få styr på flokken. Den ældste, der var flyttet hjemmefra og læste til student i København, var hjemme og stod udenfor og skumlede, rettede på brillerne og hev sig i det nyanlagte skæg over al tumulten. Jeg frygtede, hans temperament skulle eksplodere.

Den yngste havde lige nået den alder, hvor frygtløshed parret med grænseløs nysgerrighed gjorde ham til en tikkende bombe, der skulle holdes nøje øje med. Han var anbragt i bilen. Nummer to var fem år ældre og en stor, stærk knægt, der engang havde præsteret at strække mig –  otte år ældre end ham - til jorden med et enkelt hug og koste mig et hjørne af en tand. Men han havde også et andet temperament, hvor han kunne henfalde i meditation over for eksempel at kigge på stjerner.  Han stod med ryggen til den ældste og fumlede med en ny fiskestang.

Så indtrådte miraklet. Bilen var pakket, alle var forsamlet, klar til afgang – næsten. Næstyngste foretog et par prøvende kast med den lange fiskestang. Jeg stod placeret, så jeg kunne se det hele. Fiskestangens spids forvildede sig ind under storebrors briller og med et elegant kast blev de revet af ham og slynget i en bue 7-8 meter op i luften. De landede langt væk i et af min mors prangende staudebede.

Den næsten indtrådte idyl var brat omme. Den nærsynede student eksploderede og brølede rasende af lystfiskeren, der var fuldkommen desorienteret. Han havde ikke set, hvad hans fiskestang havde forårsaget, og var den eneste, der ikke bandede og rasede.

Jeg fandt brillerne og vi kom til Nekselø, men det blev ikke med den første færge. Spørg mig ikke, hvorfor dansk politik får mig til at tænke på den sommerhistorie.