Med til ethvert valg hører rituelle konstateringer, i mange tilfælde forvekslelige med beklagelser, over sammensætningen af kandidatmassen. Det er som regel de samme fra gang til gang, så egentlig nyhedsværdi kan man ikke tillægge det. Men måske nok en eftertanke.

For at repetere: Der er for få kvinder. Der er for få etniske. Der er for få unge. Der er for få privat ansatte. Der er for få selvstændige - sidstnævnte med under-eksemplerne ‘der er for få håndværkere’, ‘der er for få landmænd’ og man kan blive ved.

Skulle man undtagelsesvis komme ud for, at der ikke er noget påviseligt underskud af en af kategorierne, er der den skudsikre variant: Der er for få kvinder/etniske/unge/gamle etc.  blandt spidskandidaterne. For slet ikke at nævne hvad man kan falde over bagefter: Der er for få af nogen blandt de valgte.

‘For få’ henviser her til den forholdsmæssige repræsentation ud fra vælgerbefolkningens sammensætning. Ordvalget giver kun mening, hvis man har som udgangspunkt, at det sådan overordnet set er bedre, jo tættere demografien blandt de folkevalgte ligger på demografien blandt dem, de repræsenterer.

Et underforstået synspunkt, der kun sjældent gøres forsøg på at argumentere for. Det er bare bedre, må man forstå.

Selv hvis vi for skams skyld springer over klassikerne med de rødhårede og de skeløjede, så har det uargumenterede synspunkt den afgørende svaghed, at man ifølge dets egen indre logik kun kan være ordentligt repræsenteret af et menneske, der ligner en selv så meget som muligt. En kvinde kan kun være ordentlig repræsenteret af en kvinde. En etnisk person kan kun være ordentligt repræsenteret af en etnisk person, en ung af en ung, en privat ansat af en privat ansat og så videre med alle de segmenter, der sædvanligvis fremdrages.

Det spøjse ved disse evindelige opremsninger er, at de altid handler om alle mulige andre parametre end lige netop politisk overbevisning. Man hører aldrig om, at der er for få socialdemokrater, for få radikale, for få konservative og så videre - eller jo, det synes de pågældende partier jo pr. definition selv, der er, men vi har dog endnu til gode at se nogen komme rendende med seriøse undersøgelser, der påviser, at de politiske styrkeforhold i valgte forsamlinger ikke præcist afspejler de politiske styrkeforhold blandt vælgerne.

For selvfølgelig gør de det. Og hvorfor? Fordi det er dét, valgene handler om. Ikke om at stemme på en kvinde, en etnisk, en ung, en privat ansat eller hvad som helst, men om at stemme på en, der vil den samme politik, som man selv vil.

Vi har her at gøre med et slags dobbelt-demokrati. Folk stemmer ikke alene på hvem de selv ønsker at stemme på, de stemmer også på dem ud fra præcis de kriterier, de selv lægger vægt på.

Nemlig politikken. Hvordan kan man vide det? Det kan man, fordi hvis det fx var en af de andre parametre, så ville netop den parameter være en præcis afspejling af vælgermassen, og når den ikke er det, så er det, fordi vælgerne ikke selv finder det afgørende, om deres foretrukne kandidat er kvinde, etnisk, ung, privat ansat eller noget andet, ligesom hver enkelt vælger selv er.

Den påståede misrepræsentativitet er kort sagt et førsteklasses ikke-problem. Hvis det betød noget for dem, som det skal forestille at være et problem for, ville de afgive deres stemmer i overensstemmelse med det, og i så fald ville problemet ikke eksistere.

Der er kun en enkelt undtagelse fra dette ræsonnement, nemlig sofavælgerne. De er de eneste, man med nogen rimelighed kan hævde ikke er ordentligt repræsenteret. For hvem skulle de stemme på? Kandidater, der ikke interesserer sig for politik, er en udpræget mangelvare - og selv hvis de fandtes, ville deres potentielle vælgere ikke gide have ulejlighed med at stemme på dem.