et handler om socialt bedrageri. Reelt enlige forældre kan score 60-70.000 kr./år/barn netto. En enlig mor til to har en indtægt svarende til en lønindkomst på 5-600.000 kr./år. Det er en klasse højere, end hvad en normal gennemsnitlig familiefar henter hjem.

Det er der ikke noget ulovligt i, så længe man ikke er alt for gode venner med sin eks.

I de allerfleste skilsmisser er der rigeligt med konflikter. Selve spørgsmålet om at få delt rovet fra en proformaskilsmisse kan udløse så mange konflikter, at skilsmissen slet ikke er proforma længere.

Hvor gode venner man må være og stadig have status som reelt enlig, er der ikke entydige svar på.

Ser vi på hele skilsmissespektret, finder vi i den ene ende familien, hvor det nærmest er et tilfælde, at ingen endnu er slået ihjel. Ingen kan af samme grund være i tvivl om, at de tidligere kærestefolk er tilstrækkeligt meget uvenner til, at hun (som bopælsforældrer) er berettiget til rigtig mange tilskud.

I den anden ende af spektret finder vi saglige kærestefolk, der sammen hyler af grin over alle de rare penge, det lykkes dem at tørre kommunen for. De sikrer røg, rødvin og rejser.

Mellem de to ydrepoler findes alle mellemformer. Alle grader af hot loving lips til iskolde gletsjere. Af samme grund er det vanskeligt at afgøre, om der nu er tale om forbryderiske bedragere, eller om en ulykkelig familie, der desperat forsøger at holde hinanden ud og få samarbejdet til at fungere.

 Lovgiverne har opgivet at definere grænsen. Ankestyrelsen sætter sin grænse lidt mere gavmildt end kommunerne, mange får ret i deres klagesager.

Ankestyrelsen har i en principafgørelse blandt andet opstillet følgende kriterier til bedømmelsen af, om der snydes eller ej:

Hvordan den person, som mentes at leve sammen med modtageren af ydelserne, bor.

Han har vel ikke gjort noget ulovligt, så der er vel ingen hjemmel til at undersøge hans boligforhold? Og skulle han endelig leve i en papkasse på et værelse sammen med 20 andre, hvordan ved man da, hvilke(n) enlige kvinde(r) han frekventerer? Eller om han blot er hjemløs?

Om der var tale om tidligere ægtefæller eller samlevende, der fortsat havde hyppig kontakt.

Undertiden fastsætter Statsforvaltningen samvær på mors bopæl. For eksempel hvis far er hjemløs, eller børnene er små.

Desuden opfordres parterne af Statsforvaltningen ofte til selv at forhandle vilkårene for deres skilsmisse. Så at far kommer i hendes hjem, kan der være gode grunde til. I øvrigt er det vel lige så suspekt, hvis det er en helt anden mand…

Om de havde fået børn sammen efter samlivets ophør.

Familierådgivning har undertiden en vis succes, der lige akkurat holder længe nok til at avle et barn. Hvis nye børn indikerer snyd, så gælder det vel, uanset hvem der er far?

Skulle nogen være i tvivl om to x-elskende nu er lidt for gode venner til at være berettigede til tilskud, kan de jo altid kaste et par modbydelige beskyldninger efter hinanden, så ingen kan være i tvivl om, at de er rigtig meget uvenner.

Så uanset hvor politikerne vælger at lægge snittet, der skiller de retfærdige fra de uretfærdige, vil markedsmekanismerne sørge for en ophobning af sager, hvor folk vælger at være netop tilstrækkeligt meget uvenner til, at de fortsat er berettigede til at få tilskud. Derfor definerer politikerne heller ikke præcise grænser. Man kan af samme grund heller ikke knalde folk. Selvom de knalder hinanden.

Tvivlsomme sager på tv

De bedragerisager, der for tiden ruller på DR1, er af samme grund tvivlsomme. For det første fordi bedrageri bør efterforskes af politiet, for det andet fordi de kommunale dyneløftere skal overholde blandt andet retssikkerhedsloven og forvaltningsloven, før afhøringen kan bruges retsligt. Den 'tiltalte' skal vide, at hun ikke har pligt til at udtale sig, og at hvis hun gør det, vil det kunne bruges imod hende. Endelig har hun ret til juridisk assistance. Er hun enlig, kan hun utvivlsomt få fri proces.

Selv hvis dyneløfterne finder frem til par, der er lidt for gode venner, vil de skyldige bedragere næppe brødebetynget bryde sammen og pligtskyldigt tilbagebetale fortidens overforbrug og fremover nedsætte deres forbrug med ca. 60.000 netto kr./år/barn. Derfor anmeldes sociale bedragere sjældent til politiet, kommunerne ser gennem fingre med fortidens synder, og nøjes med at standse udbetalingerne for fremtiden. Syndere trues til at tilstå.

Men alternativt til at undvære de rare penge kunne konsekvensen være, at familien – eller rettere halvdelen af den – i stedet for at skamme sig, sørger for at blive skilt ordentligt. Klager 'bedragerne', får de ofte medhold og efterbetalt alle tilskud. Men kun de mest professionelle bedragere har overskud til det.

Hvis effekten af kommunernes kampagner er flere reelt enlige og dermed flere og mere konfliktfyldte skilsmisser, er det tvivlsomt, om kommunen scorer ret meget. Børnene gør i hvert fald slet ikke.

Der er noget grundlæggende usundt ved et samfund, der giver folk penge for at være uvenner. Der er noget usundt ved, at børn er bedre stillet økonomisk hos en enlig mor på overførselsindkomst, end de er med en familiefar med en almindelig gennemsnitsindkomst. Det er usundt, hvis det at have en familie, skal være et privilegium for de rige.

Her er tale om en prostitution, hvor staten er kunde. Det er ikke kroppen, der købes, men sjælen. Selve kærligheden. Ikke blot mellem forældrene. Ofte mister børn også det tætte forhold til den af forældrene, de ikke kommer til at bo sammen med.

Et hav af skilsmisser

Overførslen af midler fra sunde kernefamilier med far, mor og børn, til de splittede ødelagte familier, er en udvikling, der under ingen omstændigheder kan fortsætte, fordi flere og flere ydende kernefamilier slås i stykker til nydende enlige.

For et par år siden talte jeg med den islandske børneombudsmand Margrét Maria Sigurðardóttir, der fortalte, hvordan den økonomiske krise på Island i sit kølvand efterlod sig et hav af skilsmisser. Dels fordi hestene nu engang bides, når krybben er tom, men også fordi skilsmissen for mange var den sidste mulighed for at opretholde et højt indtægtsniveau. Eller en indtægt i det hele taget. På Island fik enlige forældre nemlig også mange tilskud.

I en krisetid med stigende arbejdsløshed og metaltræthed i sikkerhedsnettet under de arbejdsløse, kan vi forvente noget lignende. Alternativt til at undvære dagpengene, når den ene falder igennem, vil nogle familier vælge at bruge tilskudsbuketten til enlige forældre som det sidste net.

Den regning kan blive meget stor. Det er jo ikke kun de mange tilskud, der belaster kommunernes budgetter. I kølvandet på skilsmissen følger ofte store sociale problemer. Misbrug, tidlige graviditeter, ungdomskriminalitet, spiseforstyrrelser samt anbringelser uden for hjemmet. Der er dem, der mener, at det sidste ikke sker ofte nok. Andre vil spare en halv milliard på området.

Man kunne vende det hele om, så kernefamilier fik en bonuscheck, hvis de holdt hinanden ud. En lille kommunal erkendtlighed til kobber-, sølv- og guldbryllupper vil utvivlsomt stabilisere familierne. Det vil være en god forretning, fordi det økonomiske incitament samtidig vendes om.

Og spørger man børnene, vil de nok foretrække en intakt familie frem for familiefragmenter af pap, plastik og penge.