I gymnasiet havde jeg en kammerat, som hed Omar. Han brød aldrig loven, fik gode karakterer og havde et arbejde ved siden af studiet.

Men når man røg vandpibe hos ham, så man aldrig noget til hans kone. Hun var klædt i niqab, og når hun bevægede sig mellem rummene, blev de sorte forhæng, der hang i alle lejlighedens døråbninger, trukket fra og til med øvet hånd, så man kun nåede at opfatte hendes skikkelse i korte glimt.

Hun skulle aldrig have et job, lod Omar forstå en eftermiddag, da vi delte en Durum tæt ved Nørrebros Runddel.

I dag er Omar altid den første, jeg tænker på, når jeg hører om et nyt, dyrt integrationsprojekt, der skal tage utilpassede unge på dannelsesrejse med fiskestang og waders under tæt bevogtning af specialpædagoger. Selvom unge kriminelle er en del af vores integrationsudfordringer, er det Omar, som udadtil indgår gnidningsfrit i vores samfund, og hans kone på kontanthjælp, der er den virkelige udfordring.

Parallelsamfundet trives

Omar er nemlig blot en blandt massevis af meningsfæller, som fylder Facebookgrupperne ’Vejen til Islam’, ’Allah ved bedst’ og lignende fællesskaber. Her finder man på daglig basis reaktionære opslag som eksempelvis hyldester til tildækkede kvinder eller hån af de danske ”kufar.” Parallelsamfundet udstiller sig selv på de sociale medier, og det trives bedre end nogensinde.

År efter år taler Danmarks Statistiks rapporter samme deprimerende sprog om etnisk overrepræsentation, hvad angår kriminalitet, manglende beskæftigelse og uddannelse. På lokalplan rapporterer journaliststanden daglig fra et Danmark, hvor socialklasse 5 mødes i stadig mere skingre, religiøst betonede konflikter. Imamer med tiltagende magt prædiker had mod homoseksuelle og kaster mørke skygger over flertallets håb om fredelig sameksistens. Bandevolden forrås på trods af et generelt fald i kriminalieten. Vi har haft vores første islamiske terrorangreb og har anholdt flere unge, som har planlagt angreb.

Alligevel sidder overdanmark på storbyens cafeer og drikker dialogkaffe, mens de fortæller sig selv historier om, hvordan det hele kan løses ved at bekæmpe racismen og styrke ”integrationen.”

Netop integrationen er den sidste krykke for de få, der fortsat nægter at anerkende, at indvandringen udgør en væsentlig udfordring for samfundets sammenhængskraft. På Christiansborg udgøres denne svindende bastion af Enhedslisten, Alternativet og Det Radikale Venstres 32 folketingsmedlemmer. Men også i SF holder man fortsat ihærdigt fast i, at vi kan blive ved med at løfte samme humanitære ansvar i form af opholdstilladelser og familiesammenføringer, som vi hidtil har gjort.

Disse sidste bannerførere for åbne grænser mener, at kulturelle sammenstød og utryghed i forstæderne ikke er automatiske konsekvenser af indvandringen, men et resultat af vores fejlslagne forsøg på at integrere de nytilkomne. Årsagen til kulturelle konflikter skal altså ikke findes i selve indvandringen, men i vores reaktion på den.

Hvordan 30 års fejlslagen integration skal vendes til en succes, skorter det imidlertid med bud på. Måske er det noget med, at kommunerne skal være bedre til at sende dialogsøgende konsulenter ud blandt nydanske familier. Måske skal tidligere kriminelle hentes ind for at være forbilleder for udsatte unge. Fælles for alle løsningsforslag er, at de er udtænkt i mødelokaler og på kaffebarer af ”progressive” politiske aktivister langt fra virkelighedens knusende kynisme.

Sagen er nemlig den, at Omar og mange af hans meningsfæller søger dialogen ganske aktivt. Hizbut-Tahrir stiller gerne op og fortæller om deres vanvidsideologi i radio og på TV, og det var i sin tid Omar og ikke mig, der inviterede på vandpibe i hans treværelsers på Nørrebro, hvor jeg blev undervist i islams lyksagligheder.

Ikke noget snuptag

At ”integrere” Omar klares ikke med et snuptag og helt sikkert ikke med gøglede integrationsprojekter opfundet i innovationskulturens midte. Det bliver et langt, sejt træk, og det vil blive sværere, jo flere vi lukker ind og skal integrere.

Den bedrøvelige sandhed er, at ikke ét eneste af de sidste mange års velmenende forsøg på at fremme integrationen har formået at gøre nogen som helst systemisk forskel. Gadeplansmedarbejdere dømmes rutinemæssigt for kriminalitet eller opfordrer til boykot af demokratiet. Den højt besungne Aarhus-model kan ikke dokumentere sin effekt.

Jovist, har der været mange hjertevarmende fortællinger om ildsjæle, som har gjort mærkbare, konkrete forskelle for individer fanget på samfundets sidespor. Det er ikke disse menneskers ihærdighed, jeg betvivler. Problemerne udvikler sig ganske enkelt hurtigere, end landets integrationsmedarbejdere kan komme i nærheden af at løse dem.

Jo flere opholdstilladelser, der udstedes, jo mere energi tilføres der det monster, som parallelsamfundene er ved at vokse sig til.

De stivsindede få, der fortsat holder fast i, at Danmark har kapacitet til mange flere flygtninge og indvandrere, skylder svar på præcis, hvad de mener, når de påstår, at ”bedre integration” er løsningen på vores sorger.

Hvis disse svar ikke findes, burde humanisterne omfavne en ny politisk ærlighed. Anerkende, at man er parat til at acceptere rifter i den sociale sammenhængskraft i Danmark til fordel for at kunne rumme flere flygtninge. Stå fast på, at det er den økonomiske pris og svækkelsen af velfærdssamfundet værd at give mennesker i nød permanent ophold i landet.

Som journalisten Mikael Jalving sagde under en optræden i programmet Rushys Roulette på Radio24syv: ”Det her kan ikke reduceres til et spørgsmål om integration. Vi er nødt til at tale om indvandringen, altså indvandringens konsekvenser.” Første skridt på vejen til en konstruktiv udlændingedebat er med andre ord at anerkende, at øget indvandring fra arabiske lande uundgåeligt og uvægerligt medfører belastninger af samfundet. At ”god integration” har vist sig at være en distanceblænder; en undskyldning for ikke at forholde sig til konsekvenserne af åbne grænser.