Tre måneder før kommunalvalget er det naturligt, at man som folkevalgt og måske særligt som førstegangspolitiker, ser tilbage og reflekterer: Har jeg reelt gjort en positiv forskel? Har det været indsatsen værd? Har alle de mange timer med møder, læsning og debat ført til noget, der rækker ud over mig selv?

Jeg håber, svaret er ja, i hvert fald hvis man overvejer at stille sig til rådighed for en ny periode. Men refleksionen stopper ikke her. For tiden kalder også på et andet og mere grundlæggende spørgsmål: Hvordan står det egentlig til med demokratiet og vores tillid til det, og hvad kan vi gøre for at styrke det?

Vi lever i en offentlig debat præget af populistiske strømninger og overfladiske modsætninger. Begreber som Trumpisme, whataboutism, stråmænd og valgflæsk fylder mere og mere, ofte på bekostning af substans og ordentlighed.

I dét klima har vi som folkevalgte et særligt ansvar: At se indad og spørge os selv, om vi er med til at svække tilliden til det folkestyre, vi er valgt til at tjene. Om vi, i jagten på genvalg, er kommet til at flytte fokus fra saglighed og helhed over på kortsigtet spin og personlig profilering.

Det er nemt at pege fingre ad alle de andre. Det sværere, men nødvendige, er at begynde med sig selv. Bidrager vi reelt til at styrke tilliden til demokratiet, eller er vi med til at udhule den?

Tiden kalder på ærlige spørgsmål

Der er noget, vi er nødt til at turde tale åbent og ærligt om: Hvorfor har en så stor del af befolkningen lav tillid til deres folkevalgte? Hvorfor oplever mange, at vigtige politiske beslutninger træffes uden et ordentligt grundlag? Og når 69 procent af befolkningen mener, at partihop midt i perioden er et demokratisk problem, hvor vi ser folkevalgte skifte parti og tage et mandatet med sig, der i mange tilfælde er givet på baggrund af partiets politik og ikke personlige stemmer, kalder det på, at vi stiller os selv nogle ærlige spørgsmål.

Det bør være et klart signal til os alle. Hvis vi vil styrke tilliden til demokratiet, skal vi begynde med os selv! Er tempoet for højt, samtidig med at det er for overfladisk, og hvorfor synes så mange, at forandringerne kommer for langsomt? Går det hele for langsomt, for hurtigt?

Som kommunalpolitiker oplever jeg, at man får dagsordener og sagsmateriale få dage før møderne, og i den korte tid skal man både læse og drøfte indhold med sin gruppe og tage stilling til væsentlige beslutninger, der påvirker mange menneskers liv. Man kan stille spørgsmål ved, om det egentligt er rimeligt i forhold til den arbejdsbyrde, der er som deltidsfolkevalgt, men hvad værre er: Er det ordentligt og ansvarligt?

Kommunalpolitik foregår i langt de fleste tilfælde i fritiden, om aftenen når man har fri fra sit almindelige arbejde, for i langt de fleste af landets kommuner er der nemlig kun én fuldtidspolitiker, borgmesteren.