I regeringens finanslovsforslag har man spillet ud med en længe ventet scenekunstreform. 60 millioner har man afsat, hvoraf 20 millioner ifølge nyhedsbrevet Søndag Aften angiveligt allerede er reserveret til publikumsinitiativet Flere i Teatret.

Man lander så på, at man vil reformere hele scenekunstområdet med en samlet merbevilling på to pct., Det er ikke meget. Men skæver man lidt til virkeligheden i kommunerne, hvor man gerne vil scenekunsten, kan man få meget for pengene.

Men inden må vi nok lige gøre os det klart, at der er rigtigt meget, vi ikke ved, om hvordan scenekunsten har udviklet sig i de sidste 30 år. I England gennemførte man en stor undersøgelse i 2014 om kulturforbruget. Undersøgelsen konkluderede, at de etablerede kulturinstitutioner havde en meget begrænset demografisk og geografisk spredning.

Lidt forenklet sagt var kulturen kun for den øvre middelklasse i London og Manchester. Undtagelsen var festivaler og i særdeleshed festivaler i det offentlige rum. Det fik Arts Council til at ændre sin støttepolitik, så kulturen i dag er langt bedre repræsenteret i hele landet.

Festivaller ender ikke i statistikken

I Danmark er det ikke så slemt. Vi har egnsteatre og vi har teaterforeninger, som gør et stort arbejde for udbredelsen af scenekunst. Men vi har også festivaler for scenekunst i det offentlige rum, som ikke er anerkendt i den danske lovgivning.

I sommers gennemførte Passage Festival et projekt på Lolland, Køge og i Helsingør med koreografen Thomas Bentin og et engelsk kompagni. Architects of Air. Mere end 10.000 mennesker stiftede bekendtskab med et originalt kunstnerisk værk og en dansk eksperimenterende koreograf oplevede det sjældne fænomen, at hans forestilling var udsolgt. Ikke i København, men i provinsen.

Så meget desto værre: Publikum blev ikke indberettet til Danmarks Statistik. Det skal festivaler ikke, for de eksisterer ikke. Nogle skal nok stadigvæk gå rundt i Kulturministeriet og sige, at man på Lolland har svært ved at få fat i de unge. Billeder og videoer og tv-indslag og os, der var der, kan fortælle en helt anden historie.

Borgere og publikum vil gerne scenekunst i det offentlige rum

Det vigtige her er, at borgerne og publikum gerne vil scenekunst i det offentlige rum. Nok mest fordi det er her scenekunsten og dens relevans og funktion i forhold til publikum, og samfundet sættes til diskussion. Borgeren og publikum har en vigtig rolle som medspiller. Det er en klassisk demokratisk  teaterdyd, der genaktiveres her. Det har flere kommuner allerede opdaget værdien af. I min hjemkommune Helsingør tager man det for givet, at scenekunsten (og kulturen) skal spille en hovedrolle i strategisk byudvikling og dermed i så godt som alle forvaltningsområder. Man har i Helsingør lige ansat en ny havnechef, som har en baggrund i kulturlivet. Kultur er driveren for udvikling.

Det føromtalte arrangement i Nakskov, Køge og Helsingør var medfinansieret  af Statens Kunstfond. Ingen kulturforvaltning har råd til et sådant projekt. Men projektet spillede på Lolland ind i en strategisk byudviklingsplan og fik støtte fra både kommunen og Realdania, og så blev hele arbejdsbyrden løftet af frivillige i teaterforeningen. I Køge blev projektet løftet af flere forvaltninger i flok, og i Helsingør var det en del af Passage Festival. En stor del af projektet var finansieret af nye kommunale penge og altså ikke af kulturbudgettet.

Kommunerne vil gerne kultur, men er pressede. Festivaler bør indføjes i den danske teaterlov som tilskudsberettigede. Festivaler kan i deres kunstneriske profil afspejle den mangfoldighed, der kendetegner den danske provins. Borgerne er bag dem og kommunerne kan bruge dem i deres strategiske planlægning og festivalens grænser til både egnsteatre og teaterforeninger må gerne være flydende.

Pointen er: Vi har brug for nye innovative formidlingsgreb til at nå et nyt publikum og til at gribe et samfund i forandring. Vi har brug for at kunne tiltrække ekstern finansiering: fonde, Creative Europe, Erasmus+. Og vi har brug for en kontekst, hvor både unge og gamle gerne melder sig som frivillige.

Støttemæssigt er festivalerne i dag typisk en afdeling under et teater eller et samarbejde mellem flere teatre. Eller de modtager støtte fra Statens Kunstfond. Eller de er på Finansloven. På finansloven står de ofte uden deres lokale forankring og bidrager som sådan ikke til scenekunstens mangfoldighed.  Vores viden om festivalerne er også begrænset og sporadisk. Bikubenfonden og Kulturens Analyseinstitut er i gang med at udarbejde en rapport, som det måske er klogt at vente på, inden vi hælder flere penge ned i teaterstruktur og lovgivning, der allerede er kørt træt.

Billedtekst: Koreografen Thomas Bentins værk ”Stella Uteros” blev opført i Architects of Airs Luminarium på Hestehovedet i Nakskov, på Cirkuspladsen i Køge og på Kulturhavnen i Helsingør. Forestillingerne var totalt udsolgt, og alle tre steder var projektet et stort tilløbsstykke, som blev oplevet af mere end 10.000 borgere.