Jeg kan stadig huske, hvordan det føltes at være ny socialrådgiver. Jeg kom ud fra studiet og ind i en kommunal familieafdeling med engagement og håb om at gøre en forskel for de børn og familier, der havde brug for hjælp. Men jeg husker også, hvordan jeg indimellem græd på vej hjem fra arbejde. 

Ikke kun på grund af de svære historier om børn, der voksede op med vold og misbrug. Jeg græd også, fordi jeg følte mig utilstrækkelig. For jeg havde viden og vilje – men ikke altid den nødvendige tid og de rette rammer til at omsætte min faglighed i praksis. Arbejdspresset var simpelthen for stort. Mere end én gang overvejede jeg, om jeg var landet det rigtige sted. 

Mange overvejer jobskifte 

Den tvivl kender mange socialrådgivere til. Og for nogle bliver tvivlen til et endeligt farvel til det område, de ellers brænder for. I sommerferien stod socialrådgiver Maria Zib frem i Avisen Danmark. Efter mange år som socialrådgiver på børne- og ungeområdet i flere forskellige kommuner havde hun valgt at skifte til Kriminalforsorgen. 

Hun sagde det meget præcist: “Jeg prøvede hele tiden at gøre det godt nok. Men der var ganske enkelt ikke tid til den faglighed, som egentlig burde være i hver sag. Vi bliver presset af rammerne.”

Den tendens ser vi bredt i socialrådgiverfaget. En ny undersøgelse fra Dansk Socialrådgiverforening viser, at halvdelen af landets socialrådgivere det seneste år har overvejet at skifte job. Mere end hver fjerde har endda overvejet helt at forlade faget. På børneområdet er tallene endnu højere. 

Overvejelser kan blive til opsigelser

Det er sådan set ikke, fordi socialrådgiverne ikke elsker deres arbejde – tværtimod. De fleste beskriver deres job som meningsfuldt, og de oplever, at de gør en forskel. Men vilkårene er så pressede, at mange overvejer at skifte job eller fag i jagten på et arbejde, som de kan holde til. Og hvis ikke arbejdsgiverne og politikerne gør noget nu, risikerer vi, at den stille overvejelse blandt socialrådgiverne slår igennem i form af reelle opsigelser – og så bliver det først svært at vende udviklingen. 

Personaleomsætningen er allerede høj

Man ser allerede konturerne af denne udfordring, for på tværs af arbejdsområder er personaleomsætningen høj. På børneområdet er det næsten hver 4. socialrådgiver, som skifter job i løbet af et år. Det har konsekvenser for de børn og familier, der møder skiftende socialrådgivere, for de mister tilliden til systemet, når viden om deres sag går tabt, sagsbehandlingen trækker i langdrag, og hjælpen kommer for sent. 

Den høje personaleomsætning tvinger desuden kommunerne til at bruge ressourcer på gentagne rekrutteringer, mens de evige sidemandsoplæringer tager tid fra driften.  

Der er brug for handling

Derfor bør politikerne og arbejdsgiverne ændre på de rammer, som de har skabt – og som altså er ved at presse socialrådgiverne ud af deres job og ud af deres fag. Grundlæggende er der brug for flere socialrådgivere på tværs af arbejdsområder, så man kan nedbringe socialrådgivernes arbejdspres. De kommunale budgetforhandlinger en glimrende lejlighed til at sikre dette. 

Derudover er der brug for at sætte et loft over antallet af sager, som én socialrådgiver må have ansvaret for. I dag kan man bare læsse på og på uden ende – med den konsekvens, at nogle socialrådgivere sidder med så mange sager, at de umuligt kan sikre en høj faglighed i hver af dem. Dernæst er der brug for at sikre alle nyuddannede socialrådgivere ret til intro- og mentorforløb, så de får en god start på arbejdslivet og lyst til at blive i faget. 

Socialrådgiverne er grundlæggende glade for at være netop socialrådgivere. Men når rammerne får dem til at overveje en fremtid i et andet job eller helt uden for faget, så skal der handles. Ikke når flugten fra faget først er i gang.