I de senere år har begrebet ”Smart City ” fået stadig mere spalteplads i medierne. I de første spæde år af digitaliseringen satte man populært sagt bare ”strøm til blanketterne”. I anden bølge gik man skridtet videre og udviklede digitale løsninger, som integrerede data fra mange forskellige registre. Smart City kan betegnes som en tredje bølge i digitaliseringen. Her går vi skridtet videre og integrerer mange forskellige samfundsløsninger digitalt. Samtidig har borgerinddragelse en stærk placering i Smart City-begrebet.

Smart City er stadig i sin spæde udviklingsfase, men vi ser trods alt flere og flere konkrete løsninger. Det er for eksempel trafikale løsninger, hvor trafikken overvåges digitalt og bilisterne bliver ledt gennem de områder af byen, hvor der er mindst kø. Det er indenfor omsorgssektoren, hvor telemedicinske løsninger i hjemmene - eksempelvis ’intelligente’ plastre og bandager - sender besked til hospitalet om patientens sundhedstilstand. Og det er på boligområdet, hvor man via digitale løsninger kan styre gulvvarme, lys, alarmer, overvågning, ventilation og hvor man kan indstille for eksempel opvaskemaskiner, vaskemaskiner og tørretumblere til at starte på de tidspunkter, hvor elprisen er lavest.

Det er blot eksempler, og Smart City konceptet fremhæves af mange som et stærkt svar på de udfordringer, som den stigende urbanisering medfører på trafikområdet, energiområdet, affaldsområdet, boligområdet, sundhedsområdet og de øvrige forhold, som giver os udfordringer i byerne på grund af stigende indbyggertal.

Stærkere borgerinddragelse

Jeg har som boligminister en stor interesse for, at vi kan udvikle Smart City konceptet i vores boliger. Det gør jeg blandt andet gennem de midler, som vi hvert år afsætter til byfornyelse. Det har været et tema i vores tildeling af forsøgsmidler, og vi har modtaget spændende ansøgninger blandt andet under overskrifter som ”Demokratisk digital byudvikling, med borgerne som omdrejningspunkt” og ”Digitale fodspor. GPS-kortlægning som borgerinddragelsesredskab i områdefornyelsen”. Og heldigvis med en bred ansøgerkreds, det vil sige fra både kommuner, vidensinstitutioner og idébureauer.

I forhold til at sikre en stærkere borgerinddragelse er mulighederne også mangfoldige. Flere kommuner har gjort det muligt for borgerne digitalt at følge deres sag i kommunen. På samme måde kan man følge politiske forslag, som man måtte have aktier i. Og vi ved også, at der er flere projekter i gang med henblik på at skabe digitale samarbejdsplatforme, som kan organisere frivilligt arbejde og dermed skabe social innovation. Det giver altså helt nye muligheder for at koble velfærdsstatens udfordringer med dem, som har vilje og evne til at løse dem.

[wpv-post-body view_template="citat-kronik"]

Mit ministerium er ansvarligt for en række registre med landsdækkende ejendoms- og adressedata. Her har vi gennem de seneste par år gjort et stort arbejde for at stille data til rådighed for kommuner, ejendomsmæglere og private brugere. Det har gjort det meget enklere og i øvrigt også billigere at indhente data om konkrete ejendomme. Hvor det tidligere var sådan, at man skulle henvende sig ved seks-syv forskellige myndigheder for at få oplysninger om bl.a. ejeroplysninger, BBR-oplysninger, historiske salgspriser, ejendomsskat, grundskyld, ejendomsvurdering, matrikeloplysninger og en række andre ting, kan man nu tage kontakt til mit ministerium og få oplysningerne på én gang til en fornuftig pris.

Endelig er det mit mål, at mit ministerium skal være en videns- og fordelingscentral omkring udviklingen af konceptet om Smart City. Derfor har vi etableret et Smart City-netværk i samarbejde med Aarhus Universitet med det formål blandt andet at få viden om, hvordan byerne i Danmark arbejder med Smart City, men også for at sætte en proces i gang, hvor byerne bliver mere bevidste om betydningen af data og digitale løsninger i fremtidens ledelse af byerne.

Kommuner har afgørende rolle

Jeg er overbevist om, at denne form for samling af viden og best practice kan anvendes til at sikre en ny udvikling af Smart City-konceptet netop i Danmark. Jeg vil ikke i dag lægge mig fast på, hvordan det skal gøres, men man  bør tænke kreativt i retning af både værktøjskasser på nettet, nye mere fokuserede netværksdannelser mellem stat, regioner og kommuner, etablering af show-cases og måske oprettelse af et rejsehold i mit ministerium på samme måde, som vi har det på landdistriktsområdet, hvor vi har haft meget positiv respons på at stille viden til rådighed om opbygning af lokale landdistriktsstrategier.

De danske kommuner har efter min opfattelse også en helt afgørende rolle i udviklingen af smart City-konceptet her i landet. Initiativerne til nye smarte projekter skal ligge regionalt eller lokalt, og der skal være plads til eksperimenter.

Det politiske lederskab først: For at man også på det lokale niveau kan komme afgørende videre med udviklingen af den smarte by, er det helt nødvendigt, at der arbejdes med en tværgående tænkning på tværs af sektorer, og at silotænkningen droppes.

Det er også helt afgørende, at man udviser politisk lederskab og efterspørger nye løsninger blandt andet i udbudsprocesser, og at man her er parat til at stille de data, for eksempel tekniske data, som man har, til rådighed for udviklingen af nye løsninger. Det kan for eksempel ske gennem de såkaldte OPI-projekter (offentlig-privat-innovation), hvor man både går efter økonomiske, miljømæssige og kvalitetsmæssige forbedringer i opgaveløsningen.

Så er der handlingsdelen: Som nævnt er der allerede mange spændende eksempler på konkrete projekter under Smart City-hatten indenfor blandt andet forsynings- og boligområdet. Men det ville selvfølgelig være rigtig spændende, hvis kommuner ville tænke endnu mere ambitiøst omkring ”Byen år 2050”.

Inspiration til kommunernes Smart City-arbejde kan for eksempel findes i London, hvor borgmesteren Boris Johnson i marts 2013 nedsatte ”Smart London Board”, som består af internationalt anerkendte forskere og nøglepersoner indenfor erhvervslivet. I fællesskab skal panelet udarbejde en ”Smart London Vision” og blandt andet se på, hvordan byen bedst kan bruge teknologi og data til at sikre, at den fortsat er en af verdens mest effektive og attraktive byer at leve i.

Smart City er ikke kun et arbejdsredskab, der kan bruges i de vestlige storbyer. Lad os tage en megaby som Beijing i Kina: Den har 20-25 millioner indbyggere. Den vokser med 700.000 indbyggere årligt. Der er cirka 5 millioner biler, der kører på seks 6-sporede ringveje. Den syvende ringvej, som er under planlægning, vil blive 1.000 kilometer lang. Affaldsproblemerne er enorme. Energiforbruget er eksploderet. Forureningen er alarmerende høj. Trafikken snegler sig af sted, og det er svært at finde en ordentlig bolig.

Beijing er simpelthen en megaby, der på mange måder er koncentratet af de udfordringer, som Smart-City konceptet skal kunne håndtere. Hvis vi i Danmark kan blive rigtig dygtige til at udvikle Smart City løsninger i fuldskalamodel, så ligger der store eksport-ordrer forude for de danske virksomheder. For Beijing er ikke den eneste megaby, der har brug for smarte digitale løsninger, som tager hånd om problemer. Det er et behov, som er og vil være stigende i store dele af verden.

Også derfor vil vi fra regeringens side gå meget aktivt ind i udviklingen af dette koncept i de kommende år.