Samskabelse har erstattet new public management i festtalerne. Men udover frivilligt engagement fra borgere og brugere kræver det et opgør med selvcensuren hos de kommunale medarbejdere. Vi kan ikke få samskabelse uden at fremme det offentliges lyst til at tale om problemerne og medarbejdernes mod til at være en aktiv del af dialogen.

Ideen med samskabelse er, at forskellige aktører med forskellige forudsætninger sammen udvikler helt ny tilgange til at definere og levere offentlig velfærd. Wikipedia skriver, ”at i en samskabelsesproces arbejder alle relevante aktører på at finde frem til kernen i et problem for dernæst i fællesskab – med brug af forskellige relevante ressourcer og ekspertiser – at forsøge at finde en løsning på problemet. Et vigtigt element er, at samskabelse udbreder initiativretten og deltagelsesretten”. Frivilligrådet og COK taler om ligeværd, risikovilje og åbenhed.

Fokus i debatten og de mange nye kurser om samskabelse er ofte på, hvordan vi engagerer borgerne i processen og får flere frivillige engageret i velfærdssamfundet og leveringen af de kommunale services. Men medarbejdernes bidrag til samskabelsen er overset og undervurderet. Kunsten er at få de kommunale medarbejdere ud af den klassiske embedsmand- og facilitatorrolle, hvor de leder og lytter, men ikke selv bidrager til dialogen. Det ligger nemlig dybt i embedsmandssjælen ikke at være aktiv i meningsudvekslinger med borgere, virksomheder og politikere. Men så er det ikke samskabelse. De kommunale medarbejdere skal se sig selv som aktive deltagere i samskabelsen, for netop deres kendskab til og  viden om hverdagens velfærdsproblemer er essentiel for at udvikle og forny den offentlige sektor. Og samskabelse handler om at se problemer fra flere vinkler for at være i stand til at finde nye løsninger i fællesskab. Det kræver, at topembedsmænd og politikere aktivt opfordrer offentligt ansatte til at belyse problemerne i velfærdssamfundet som et udgangspunkt for at finde nye løsninger, ligesom blandt andet Eik Møller, kommunaldirektør i Ballerup, har gjort på en intern blog og på Twitter.

Men belysningen af velfærdssamfundets problemer er selvfølgelig en delikat balance. For hvornår er det politisering? Hvordan er det faglige indspil? Og hvornår er det ytringer som privatperson?  Der er ikke et entydigt svar. Det afspejler sig også i en undersøgelse blandt FTF's medlemmer fra august, hvor omkring halvdelen af de kommunale medarbejdere ikke havde styr på reglerne for deres egen ytringsfrihed, og mange samtidig angav, at de ikke kendte til lokale retningslinjer.

I sidste uge udgav Justitsministeriet en opdateret vejledning om ytringsfrihed for offentligt ansatte på 20 sider. Selvom den er lang, giver den kun noget af svaret. Den forholder sig ikke til de sammenhænge, hvor medarbejderen skal indgå i dialog med borgerne og andre aktører – ikke som privatperson med grundlovssikrede rettigheder, men i kraft af sin rolle som offentligt ansat. Og her opstår der mindst lige så megen usikkerhed: For hvor langt kan den ansatte gå i sin karakteristik af hverdagens problemstillinger i kommunerne, uden det er illoyalt; og hvilke løsninger kan den ansatte bringe på banen, uden det er politik. Desværre betyder usikkerheden, at mange medarbejdere lægger en dæmper på sig selv i debatten, og samfundet går glip af en masse viden.

Derfor kræver reel samskabelse og nye veje for velfærdssamfundet et opgør med selvcensuren hos de ansatte på den ene side. Og på den anden side, at topembedsmænd og politikere giver medarbejderne klare retningslinjer og ikke mindst tillid til, at de trygt kan bidrage til samskabelsen og den offentlige debat – ligesom kommunaldirektøren i Ballerup, hvis tweet med opfordring til at deltage i den offentlige debat FTF-formand Bente Sorgenfrey i øvrigt kvitterede for med et: ”Tak. Dejligt du er risikovillig.”