Alle kan normalt blive enige om, at ungdomsårene er en vigtig tid, hvor man går fra at være barn til at blive en selvstændig voksen person, der skal klare sig selv. Når man er ung, knytter man vigtige venskaber, drømmer om livet og undersøger, hvad man gerne vil med fremtiden. Ungdommen er blevet noget, som vi har krav på, og en vigtig del af ens udvikling. Derfor ser vi også, at Danmark gennem udviklingsprogrammer flere steder i verden støtter at styrke ungdommen i de enkelte lande, ligesom vi så, at unge fik støtte til at komme til orde under det, som blev kaldt Det Arabiske Forår.

Alligevel vælger vi i Danmark at berøve nogle børn og unge, som opholder sig i Danmark, muligheden for at være ung. Dette gør vi både ved at sende mindreårige, som er kommet her til landet, hjem, når de fylder 18 år, men også ved den fordeling, der sker, når de skal placeres i landet, efter de har fået midlertidig opholdstilladelse.

Jeg oplever som landsformand for Dansk Flygtningehjælp Ungdom unge, som kommer til Danmark og bliver lykkelige over at få en midlertidig opholdstilladelse her i landet. Men ikke lang tid efter bliver de også nervøse for, hvad fremtiden vil bringe. For selvom de har fået mulighed for at opholde sig i Danmark i de næste 5 år, så vil de hele tiden vide, at når de fylder 18 år, vil de blive sendt tilbage til det land, som de er flygtet fra. Mange af de unge har ikke nogen nære slægtninge i landet og ser det næsten som en dødsdom at komme tilbage. Derfor tør de ikke at drømme om fremtiden som andre unge.

De unge ønsker, når de har fået en midlertidig opholdstilladelse, at blive en del af det danske samfund. De ønsker at være unge ligesom alle andre – lære dansk, tage en uddannelse, få venner og gå til fester. Jeg har nu oplevet flere gange, at de unge bliver placeret i landsbyer og mindre byer, hvor de skal pendle langt til andre byer eller helt andre kommuner for at passe deres danskundervisning eller fritidsjob og for at se andre unge. De kan blive placeret i byer, hvor der ikke er de tilbud og sociale netværk, som de har brug for som unge og som gør, at de kan blive en del af det danske samfund og føle sig hjemme. Det er derfor helt essentielt, at kommunerne tager denne udfordring på sig og sikrer alle unge muligheden for at få et ungdomsliv.

De unge, jeg møder, ønsker at blive set som unge og ikke omtalt som flygtninge. Vi forsøger i Dansk Flygtningehjælp Ungdom sammen med kommuner og andre samarbejdspartnere at arrangere sociale tilbud og sommerophold for unge. Steder, hvor de kan få lov til at møde andre danske unge og få en bedre forståelse for det danske samfund. Vores frivillige i organisationen kommer ikke bare fra Danmark, men fra hele verden, og vi hjælper hinanden med at få nogle gode oplevelser sammen. De fleste ønsker sig en fremtid i Danmark, hvis de ikke har familie at vende tilbage til og der fortsat er konflikt i det land, de kommer fra. Men det kan være svært at glemme, at når de bliver 18 år, skal de måske sige farvel til alle venner og igen starte en ny tilværelse alene væk fra Danmark.

Jeg håber, at vi i fremtiden kan give alle unge mulighed for at være ung.