Kære politikere, der er noget, I har glemt. I har glemt, at politik handler om mennesker og ikke om kommunale og regionale budgetter, forhandlinger og ikke mindst demografireguleringer.

Det er fredag, klokken er lidt i tre, og jeg er så småt ved at gøre mig klar til at komme hjem og holde weekend. Arbejdstelefonen vibrerer i lommen; det er sygehuset, der fortæller, at demente fru Jensen bliver udskrevet senere på aftenen - demente fru Jensen, som i formiddags blev opereret for lårbensbrud. Jeg kan mærke en kæmpe klump i maven, for jeg ved, at fru Jensen de kommende dage skal have hjælp til alt, til at gå, til at komme på toilet og til at få noget at spise. Samtidig kræver det også en stor pædagogisk indsats, når fru Jensen gang på gang har glemt, hun er blevet opereret, og forsøger at stige ud af sengen. Til sidst skal det ikke glemmes, at mine kolleger skal være ekstra opmærksomme på ikke at få arbejdsskader, da der med det korte varsel om udskrivelsen ikke kan nå at være de rigtige hjælpemidler til stede i lejligheden.

Det gør ondt i maven, fordi jeg ved, at fru Jensen ikke får den hjælp, hun skal have, fordi der ikke er tid til hende, og at mine kolleger skal gå hjem med dårlig samvittighed over ikke at have kunnet være der for hende. Jeg er fuldstændig overbevist om, at fru Jensen og hendes familie er komplet ligeglade med, om det er regionen eller kommunen, der skal betale for, at fru Jensen kan få den bedst mulige pleje og omsorg.

Forestil jer, at plejepersonalet er en elastik. I kan rive det længere og længere fra hinanden, men til sidst brister det og kan altså ikke samles igen. Det kommer til at ende med, at jeg selv eller mine kolleger kommer til at lave fatale fejl på grund af travlhed, eller at min kollega en dag ringer og sygemelder sig, fordi hun ikke kan holde den dårlige samvittighed ud længere.

Jeg er fuldt ud opmærksom på, at der i dag er et massivt pres på vores hospitaler, og på vores borgere i dag bliver udskrevet hurtigere, end de tidligere gjorde; det bliver desværre bare aldrig italesat, at dette pres nu er blevet overført til kommunens hjemmepleje og plejehjem. Fru Jensen skal jo ikke "kun" have hjælp til ovenstående - det kræver også et stort stykke administrativt arbejde med journalnotater, medicinskemaer og såkaldte fokusområder. Alle ting, der sjældent er tid til på  aftenvagter og i weekenden, fordi personalet i forvejen er skåret ned til et minimum.

Så kære politikere: Selvfølgelig skal budgettet laves, og selvfølgelig skal der prioriteres. I har bare glemt én væsentlig ting: I har glemt at spørge mig og mine kolleger til råds. Hvorfor spørger I ikke plejepersonalet om, hvilke arbejdsgange der ville give mening og hvordan man kan strukturere ældreområdet bedst muligt? Jeg er overbevist om, at det ville blive mindst lige så lærerigt, som når I får en konsulent ud, der aldrig har passet mennesker som fru Jensen.

Kommuner og regioner bliver simpelthen nødt til at finde en holdbar løsning for samarbejdet mellem disse, så økonomien ikke forbliver så kasseopdelt, som den er i dag, for vores borgere falder mellem kasserne.