Kommunen.dk
MENU

Organisationer peger på tiltag mod økonomisk misbrug på bosteder: Nye regler på vej

Socialpædagogernes Landsforbund ser med alvor på afsløring af rod i økonomien på bosteder og vil have stop for profit på velfærd. Landsorganisationen for Sociale Tilbud vil vente på, at nye regler træder i kraft.

Organisationer peger på tiltag mod økonomisk misbrug på bosteder: Nye regler på vej

Socialpædagogernes Landsforbund ser med alvor på afsløring af rod i økonomien på bosteder og vil have stop for profit på velfærd. Landsorganisationen for Sociale Tilbud vil vente på, at nye regler træder i kraft.
Formand for Landsorganisationen for Sociale Tilbud, Mads Roke Clausen (tv), og formand for Socialpædagogernes Landsforbund, Benny Andersen, fortæller, hvilke tiltag der er nødvendige for at forhindre økonomisk misbrug på bosteder.
Formand for Landsorganisationen for Sociale Tilbud, Mads Roke Clausen (tv), og formand for Socialpædagogernes Landsforbund, Benny Andersen, fortæller, hvilke tiltag der er nødvendige for at forhindre økonomisk misbrug på bosteder.
Foto: Socialpædagogernes Landsforbund og Landsorganisationen for Sociale Tilbud

Køb af bil til 800.000 kr, dyre restaurantbesøg, hund til 60.000 kr og en forsvunden grillhytte. Ufaglærte medarbejdere med månedsløn på over 50.000 kr, en medejer, der betaler sig selv 267.000 kr i konsulenttimer, og kontanthævninger til 370.000 kr

Kommunen.dk har den seneste tid afsløret, hvordan socialtilsyn har sat to private bosteder under skærpet tilsyn efter fund af alvorligt rod i økonomien.

Kommunen.dk har bedt organisationerne Socialpædagogernes Landsforbund og Landsorganisationen for Sociale Tilbud om deres bud på initiativer, der kan forhindre lignende sager. 

- Vores alle sammens skattekroner skal bruges til at give gode livsmuligheder for beboerne og ikke ende i privates lommer. Men systemet er sådan, at det kan ske i dag. Og vi ser det desværre for tit, siger Benny Andersen formand for Socialpædagogernes Landsforbund. 

Friskole-model og stop for profit

Afsløringerne har også fået professor i økonomistyring, Per Nikolaj Bukh, fra Aalborg Universitet, til at efterlyse flere muskler til socialtilsynene, så de kan slå ned på muligt økonomisk misbrug. 

Hos Socialpædagogernes Landsforbund mener man, at politikerne bør skele til friskoleområdet, hvor det ikke er muligt at trække profit ud. Eventuelle overskud skal investeres tilbage i virksomheden.

- Systemet giver lige nu anledning til, at man gør det så billigt som muligt. Der er bosteder helt uden uddannelse, som I også har beskrevet. Det er en bevægelse, som vi kan se flere steder. Og et sted med misbrug er et sted med misbrug for meget. 

- Man udelukker profit på skoleområdet, men ikke når det gælder socialt udsatte. Lige nu er der ikke politisk opbakning til vores forslag. Jeg synes ikke, at man mister noget ved at indføre samme model som på friskoleområdet.

Benny Andersen foretrækker friskole-modellen, i anden række en styrkelse af socialtilsynets beføjelser. 

- Der er blevet strammet op med det økonomiske tilsyn ved den seneste revision. Men det er stadig ikke godt nok, for der dukker stadig sager op. 

I 2021 aftalte den daværende regering sammen med SF, RV, EL og Alternativet, at man ville styrke socialtilsynet og det økonomiske tilsyn med sociale tilbud. Aftalen handler blandt andet om øget gennemsigtighed i økonomien på bosteder, mere fokus på sammenhængen mellem pris og kvalitet og fokus på konkrete omkostninger på bostederne. 

Benny Andersen mener, at det er vigtigt løbende at sikre, at der er nok kontrol med bostederne, så skattekroner ikke bliver brugt uhensigtsmæssigt. 

- Det her er vigtigt at holde øje med og bekæmpe, fordi vi er i en situation, hvor kommuner jævnligt har svært ved at få budgetterne til at hænge sammen. Samfundsmæssigt er det helt afgørende, at vi er sikre på, at alle de penge går til faglig kvalitet. 

Nye regler allerede på vej

Mads Roke Clausen, der er formand for Landsorganisationen for Sociale Tilbud, vil ikke kommentere de enkelte sager, som Kommunen.dk har beskrevet. Men han mener, at det må været et krav, at sociale tilbud lever op til den højeste kvalitet, når man arbejder med de mest udsatte børn, unge og voksne i vores samfund. 

Mads Roke Clausen henviser til, at der i Danmark er omkring 2.500 godkendte sociale tilbud. At enkelte af dem har udfordringer med at overholde reglerne, er ikke acceptabelt. Men generelle ordninger med mere centralstyret kontrol er næppe effektivt i det store billede, mener han.  

- Der er allerede nu taget en række gode initiativer for at styrke kontrollen med de sociale tilbud – bl.a. ved nye krav til de virksomhedsformer, som må operere på det specialiserede socialområde. 

Han forklarer, at de nye krav blandt andet betyder, at enkeltmandsvirksomheder og I/S-selskaber ikke vil kunne operere på det sociale område fra udgangen af 2024. 
 
Ændringerne vil også påvirke den revision, som tilbuddene skal underlægges. Det gælder særligt kravet om forvaltningsrevision, hvor en revisor skal redegøre for, hvorledes en virksomhed på det sociale område optræder sparsommeligt, produktivt og effektivt, samt om der er udgifter, som er uvedkommende for tilbuddet. 
 
- Samlet set er der således allerede taget initiativer om mere kontrol. Det er revisionen, som udgør den første linje af kontrol, og det er mere effektivt med en sådan decentral kontrol, end hvis man bare skruer op for den centrale tilsyn. 
 
- I LOS synes vi, det er fornuftige initiativer, som er sat i søen, og at vi skal afvente med nye initiativer, før vi har set den fulde virkning af de skærpede regler om revision. Men vi vil meget gerne gå i dialog med ministeren om, hvordan man kan forbedre den eksisterende model, eksempelvis ved at sammenlægge de fem Socialtilsyn til ét tilsyn under fælles ledelse, så vi sikrer ensartede vurderinger af kvaliteten, siger Mads Roke Clausen. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.

Til toppen
GDPR