Det nye ord, som er blevet sagt flest gange på landets rådhuse i de seneste uger, er utvivlsomt ”omprioriteringspuljen”. Og jeg er meget bevidst om, at omprioriteringspuljen ikke er populær i mange kommuner. Nok snarere det modsatte.

Hvorfor har regeringen fundet det nødvendigt med en omprioriteringspulje? Det er, fordi vi gerne vil omprioritere – og fordi vi gerne vil have muligheden for at omprioritere på tværs.

Hjemme hos os har vi en fælleskonto i banken. Og så har min hustru og jeg hver vores konto. Vi har en budgetkonto til faste udgifter og en opsparingskonto, som mest bruges til ferier. Som udgangspunkt ejer jeg de penge, der står på min egen konto – men hvis vi har brugt mere på sommerferien, end der stod på opsparingskontoen, så skal underskuddet jo dækkes. Det sker fra vores to individuelle konti. Vi kan også fjerne nogle af de faste udgifter, så der bliver overskud på budgetkontoen, som kan bruges til at dække et underskud på opsparingskontoen. Der er nemlig ikke helt vandtætte skotter mellem de forskellige konti, for vi er en familie.

Samfundet kan vel godt sammenlignes med en familie. Ikke med far, mor og børn, men med kommuner, regioner og ministerier. Bestem selv, hvem der er hvad.

I ministerierne har man i mange år været vant til at skulle omprioritere indenfor budgetterne – med undtagelse af forskning og kultur. Og kommunerne imellem sker der også en omprioritering – det hedder udligning. Kommuner, der får mindre udgiftsbehov, skal betale til de kommuner, der får større udgiftsbehov. I den enkelte kommune omprioriterer man også – fra ældre til børn – fra støjsvag asfalt til cykelstier – fra biblioteker til tandpleje.

Nu udvides princippet om omprioritering til at gælde på tværs i hele familien Danmark. Alle – også regioner, kommuner, kulturen og forskningen – skal aflevere til en omprioriteringspulje. Det giver os mulighed for at gøre mere på ét område, hvor der er behov. I år er det blandt andet sygehusene og politiet, der får flere penge, fordi behovet her er ekstraordinært stigende.

Politiet har – for mange år siden – været kommunalt. Hvis det stadig havde været kommunalt, så ville politiet ikke kunne få flere penge fra staten, hvis der ikke kunne omprioriteres på tværs. Nu er politiet ikke længere kommunalt, men statsligt – og en omprioriteringspulje giver således mulighed for at overføre penge fra kommunerne til politiet. Eller for den sags skyld fra forskning, kultur eller regionerne. Hvis ældreplejen løftes, så kan kommunerne omvendt få penge fra omprioriteringspuljen – som stammer fra staten og regionerne. Det kan med andre ord gå begge veje – og det er vel rimeligt nok.

Jeg er selv medlem af en kommunalbestyrelse – på Frederiksberg. Jeg ved, at det ikke er nogen nem opgave at finde 1 procent i budgettet. Jeg anerkender de svære beslutninger, som skal træffes i mange kommunalbestyrelser. De nødvendige besparelser kan ikke klares alene ved at spare på blinkende bænke og bycykler. Hos os på Frederiksberg kan opgaven ikke løses alene ved effektiviseringer. Vi er også nødt til at reducere serviceniveauet. Men det kan lade sig gøre. Der er trods alt 99 procent af budgettet tilbage.