Rundtom i landet drukner offentligt ansatte i bureaukrati, og målinger, afrapporteringer og dokumentation er desværre blevet en alt for væsentlig del af deres hverdag. Det bliver vi nødt til at få gjort op med, for min opfattelse er, at når offentligt ansatte allerhelst vil bruge deres tid og kræfter på at tage sig af de danskere, der har behov for det, så skal de have mulighed for det.

De har jo taget en uddannelse og ikke mindst et arbejde, der bunder i at hjælpe danskerne på den ene eller den anden måde, og det bør derfor også være det, som arbejdet handler om.

Det er ikke kun på kommunekontorerne eller landets hospitaler, at bureaukratiet vælter de ansatte. Også helt små institutioner bruger megen tid på at udfylde skemaer med unødvendige oplysninger i stedet for at bruge tiden på at hjælpe borgerne. Og jo mindre en offentlig institution er, desto mere af tiden går op i bureaukrati.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi havde et system, hvor vi havde langt mere tillid til de offentligt ansatte – og ikke mindst til deres faglighed. Det må være sådan, at skruer vi ned for bureaukratiet, vil det øge produktiviteten i det offentlige og skabe større arbejdsglæde hos de offentligt ansatte. Og dermed bliver servicen også bedre for dem, som det i bund og grund handler om: Netop danskerne.

Alt kan ikke måles og vejes, og alt behøver i min verden ikke at blive afrapporteret. Der er derfor et behov for, at vi arbejder henimod, at der frigives mere tid og plads til de såkaldte varme hænder. Dem, der har brugerne helt tæt på hverdagen.

Et eksempel er i hjemmeplejen, hvor man i nogle kommuner skal registrere alt tidsforbrug. Eller i hvert fald alt for meget. Igen handler det om, at vi skal stole mere på plejepersonalet og deres faglighed, for deres faglige vurdering må være langt vigtigere end angivelsen af det præcise antal minutter, der er forbrugt. Selvfølgelig skal der være styr på, om vi bruger tiden bedst muligt – både for de ansatte og for ’kunderne’ – men alt behøver ikke at være så sort/hvidt, som det sommetider er.

Pædagogiske læreplaner er et andet godt eksempel. Planerne skal være simple og give pædagogerne de overordnede retningslinjer, men i praksis er det altså pædagogerne, der er eksperterne. De skal derfor have langt større frihed til på forskellige måder at træffe de individuelle beslutninger ud fra, hvad de med deres faglige viden finder bedst.

I stedet for bureaukratiske kontrolinstrumenter skal vi anvende ressourcerne til at klæde medarbejderne ordentligt på, så de selv kan træffe de rigtige beslutninger, når de står i situationerne. Friheden skal gives til kommunerne, og kommunerne skal give friheden videre til de ansatte. Det er nu engang sådan, at de fleste beslutninger træffes bedst så tæt på danskerne som muligt.

Vi bliver nødt til at gøre op med bureaukratiet. Som det er lige nu, er det desværre ofte i langt højere grad en hæmsko end en hjælp for effektiviteten og de offentligt ansattes arbejde.

Målet er ikke at løbe hurtigere og dokumentere mere; tværtom; målet er i mine øjne en velfærdsstat, hvor både de offentligt ansatte og borgerne kan føle sig sikre på, at fokus er på opgaven og omsorgen – ikke på skemaer og dokumentation.