Offentlig-Privat Partnerskab
En mulighed blandt flere for kommunerne – hvis det tilpasses til danske og lokale forhold.
Offentlig-Privat Partnerskab
En mulighed blandt flere for kommunerne – hvis det tilpasses til danske og lokale forhold.
Denne artikel bygger på erfaringer om offentlig-private samarbejder fra blandt andet engelske Innisfree, der er verdens førende investor inden for offentlige og private partnerskaber. Vi belyser fordele og ulemper ved OPP med fokus på kommuner. Baggrunden er, at offentlige private partnerskaber ser ud til at vinde frem i takt med, at kommunernes økonomi bliver presset. Konklusionen er, at OPP er én entrepriseform blandt flere, der, hvis den tilpasses til danske og lokale forhold, kan være en mulighed i nogle tilfælde.
OPP – kan sætte gang i væksten
Innisfree har 15 års erfaringer med OPP. De har investeret for over 15 milliarder kroner, og de har arbejdet med alt fra hospitaler over veje, baner og skoler i Sverige, Danmark, Holland, England og Canada.
Som noget af det væsentligste fremhæver Innisfree, at projekter, som for eksempel renovering af skoler i England, der ellers ikke ville være blevet til noget på grund af dårlig kommunal økonomi, faktisk kommer i gang og skaber vækst og arbejdspladser. Og disse projekter har større sandsynlighed for at blive færdige til tiden og til den aftalte pris end andre store offentlige projekter med en tendens til at skride – tids- og prismæssigt. Til gengæld er OPP-projekterne 2–3 procent dyrere end almindelige offentlige projekter, da det offentlige normalt kan finansiere billigere.
Ofte er der lokal modstand mod OPP. Det kan f.eks. være ideologisk modstand – offentlig versus privat, om modstand fra fagbevægelsen, der frygter tab af arbejdspladser, fra de offentlige myndigheder, der føler, de mister kontrol over opgaverne og mener, man kan finansiere det billigere selv, og sidst, men ikke mindst fra lokale entreprenører og håndværkere, der populært sagt gerne vil have mest muligt ud i overkommelige bidder.
Der er et ’men’
Danmark er et land, der er karakteriseret af mange små og mellemstore virksomheder. Vi har på mange områder en særlig dansk model, hvor vi har tradition for at samarbejde med dels kunden (typisk stat eller kommune) om udvikling og planlægning, og vi har et højt niveau inden for miljø og arbejdsmiljø. Mange brancher har derfor en naturlig skepsis overfor meget store internationale OPP-projekter, som måske favoriserer udenlandske eller meget store virksomheder på det lokale og regionale markeds bekostning. Måske endda på ulige konkurrencevilkår, fordi skatter, afgifter og lovgivning i hjemlandet er anderledes end i Danmark.
Derfor skal man tilpasse OPP til danske forhold.
Erfaringer fra udlandet viser, at lokale industrier, håndværkere og entreprenører er glade for OPP, fordi det er med til at sætte gang i bygge- og anlægsprojekter. Men erfaringerne viser også, at det ofte er de store – og dermed internationale – virksomheder, der bliver hovedentreprenører. Derfor skal vi, som man for eksempel har gjort i forbindelse med et stort svensk hospitalsprojekt i Stockholm, udforme projektbeskrivelsen – naturligvis med respekt for udbudsreglerne – så lokal og national arbejdskraft, ekspertise og virksomheder får muligheder for at tage del i opgaverne.
Vi skal også gøre OPP-projekterne mindre. Ifølge Innisfree skal et projekt nemlig have en vis størrelse, typisk over 500 millioner, for at være rentabelt. Det er store projekter efter danske forhold. Derfor opfordrer vi til, at mulige danske OPP-projekter gøres mindre. Men samtidig må det lokale erhvervsliv også blive endnu bedre til at gå sammen i konsortier, så man kan byde på lidt større opgaver som for eksempel flere skoler og plejehjem.
OPP skal passe til danske forhold
At OPP lægger op til internationalisering og til at gøre tingene stort er i sig selv ikke et problem. Danmark og danske virksomheder har i mange år nydt godt af at kunne operere på udenlandske markeder og mange er blandt verdens største i deres niche.
Problemerne opstår, hvis OPP er med til at forvride konkurrence på ulige vilkår, så velfungerende lokale virksomheder bliver klemt. Anlægsbranchen og asfaltindustrien opfordrer derfor kommuner og lokalt erhvervsliv til, allerede nu, at gå i fremadrettet dialog om, hvordan vi tilpasser OPP til lokale danske forhold. Så er du klar, den dag OPP måske bliver en mulighed i din kommune.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Kommunen.dks artikler internet til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Kommunen.dks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på kommunen.dk
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.