Når man står oppe på tremetervippen og kigger ned, klar til at springe, kildrer det i maven. Det er lidt usikkert, hvordan man lander, og hvordan det bliver at komme op til overfladen igen.

Min erfaring er, at lidt af det samme sker, når man som mangeårig medarbejder begynder at overveje, hvad der sker eller kan komme til at ske, når der skal ske forandringer eller siges farvel til arbejdslivet. 

Ligesom op til sommerferien kan man gå og glæde sig til en tid uden arbejdslivets ansvar, uden det daglige stress og pres af forventninger og her risikerer man at glemme, hvad daglige relationer til borgere og kolleger betyder for oplevelsen af mening. Mange bliver overraskede over pensionstlivets tomhed, der for nogle faktisk kan udarte til egentlig ensomhed.

Tjek økonomi og aftal opgaver

Så hvis springet fra tremetervippen ikke skal ende med en grim maveplasker, bliver man derfor nødt til at øve sig lidt og forberede sig.

Mindst to ting bør være forberedt i god tid:

Den ene er naturligvis at få et overblik over, hvordan økonomien kommer til at se ud. Det kan kræve en hård og vedholdende indsats at komme til bunds i de forskellige regler med pensionsopsparinger, folkepension og andre økonomiske forhold. 

Den anden ting er samtalen om, hvordan seniorarbejdslivet kan håndteres. 

Svært at tale om

Når man spørger medarbejdere, om de har haft en seniorsamtale, siger mange, at det har de ikke haft. Men spørger man deres ledere, svarer ca. halvdelen, at det har de skam. 

Med andre ord er der åbenbart store forskelle i opfattelsen af, hvad en seniorsamtale er, og det lader også til at være svært at få samtalen om seniorarbejdslivet på gled.

Mange ledere går måske rundt og er bange for at jage erfarne og dygtige medarbejdere på pension ved at tage temaet om ”den sidste del af arbejdslivet” op. Og mange medarbejdere er formentlig usikre i forhold til, hvad konsekvenserne vil blive, hvis de presser på for at få snakken, fordi det i en travl hverdag kan signalere manglende engagement og svaghed i forhold til at fortsætte på arbejde.

Nogle medarbejdere har måske ikke lyst til at skilte med fysiske eller mentale skavanker, medmindre de føler sig sikre på en konstruktiv snak om, hvordan arbejdet kan skrues sammen med udgangspunkt i den enkeltes ønsker og muligheder.

Hver tredje vil gerne fastholdes

Vi ved fra undersøgelser, at ca. en tredjedel gerne vil bevare en forbindelse til arbejdet efter pensionsalderen, så der er masser af motivation at arbejde med.

Jeg tror, at noget af det allervigtigste er, at vi bliver bedre til at gennemføre seniorsamtalerne. Lederne skal klædes bedre på til det, men det skal medarbejderne også. De bliver nødt til presse på for at få samtalerne, som jo er nøglen til et velfungerende seniorarbejdsliv. Medarbejderne bliver også nødt til at øve sig på indholdet, så det ikke blot bliver en bisætning i forlængelse af MUS-samtalen, men som en løbende drøftelse af, hvordan de sidste arbejdsår kan planlægges, hvordan den enkeltes kompetencer kan udvikles og bruges, og ikke mindst, hvordan kontakten til borgere og kolleger kan opretholdes.

Jeg tror også, vi skal væk fra begrebet ”senioraftaler”, for de har jo altid en udløbsdato, hvor den enkelte skal forlade arbejdet. 

Lær af ældreområdet

I stedet skal vi efter min opfattelse have ”fastholdelsesaftaler”, der kan udvikle sig over tid med hensyn til de forandringer, der sker i livet. Fastholdelsesaftaler skal altså ikke bare være én samtale og én aftale, men en løbende planlægning i god tid.

Især de forvaltninger, der oplever store rekrutteringsudfordringer på ældreområdet, har udført et vigtigt pionerarbejde, men det skal deles og udbredes på tværs af afdelinger, så mulighederne for en tilknytning til arbejdspladsen efter pensionsalderen kan blive bedre og opleves mere givende for alle parter.

Så hvis vi som medarbejdere sørger for at få overblik over økonomien i seniorlivet og sammen med lederne får øvet os i, hvad der skal til for, at man kan blive lidt længere, så er jeg overbevist om, at vi godt kan tage springet fra tremetervippen og komme godt op af vandet igen.