Forskningsinstituttet KORA er netop barslet med en model til fordeling af specialundervisningsmidler til skoler. Med den kan kommuner fordele specialundervisningsmidlerne på en mere objektivt fair måde. Den giver nemlig et faktabaseret bud på de relative specialundervisningsbehov, som de enkelte skoler i en kommune har.

Modellen er udviklet af konsulent og cand.scient.pol. Søren Teglgaard Jakobsen, som fortæller, at kommunerne mangler rettesnore for, hvordan de skal fordele specialundervisningsmidler mellem deres skoler.

- Der er det jo fair at fordele efter de behov, som den enkelte skole har. Man kan med fordel kigge på, hvad det er for faktorer, der har betydning for, hvilke børn der får specialundervisning, og så fordele midlerne efter, hvor tungt skolens behov for specialundervisning er. Og det er sådan en model, vi har skruet sammen, siger han.

Social baggrund har betydning

Ved at se på en række faktorer for eleverne, særligt deres socioøkonomiske baggrund (forældres indkomst, uddannelse, tilknytning til arbejdsmarkedet o.l.), kan man regne ud, hvor stort et specialundervisningsbehov, en skole har. De faktorer kan nemlig sige noget om, hvor stor sandsynlighed en elev har for at skulle modtage specialundervisning. Tidligere undersøgelser har vist, at eksempelvis børn af kontanthjælpsmodtagere og fra lavindkomsthjem har større sandsynlighed for at skulle modtage specialundervisning.

- På landsplan er der omkring fem pct. af skoleelever, der bliver henvist til specialundervisning. Det betyder, at sandsynligheden for at en elev skal have specialundervisning er cirka fem pct. Men der kan være skoler, som ud fra de socioøkonomiske beregninger har flere elever med sandsynlighed for specialundervisning end hvad, der bliver henvist til – eller omvendt, at flere elever bliver henvist til specialundervisning, end hvad der egentlig er elever med specialundervisningsbehov, forklarer Søren Teglgaard Jakobsen.

Penge efter behov

Hvis der er skoler, som i forhold til landsgennemsnittet har større behov, kan der med fordel omfordeles midler, så pengene følger specialbørnene. Forudsætningen er, at de tungere børn også er tungere økonomisk.

- Hvis man f.eks. har en velstillet skole, som henviser flere, end hvad man burde forvente ud fra det beregnede specialundervisningsbehov, så kan kommunen vælge at fjerne midler fra den. Eller omvendt hvis en trængt skole ikke henviser så mange, i forhold til hvad den burde, så ville den få en større bid af kagen end tidligere, siger Søren Teglgaard Jakobsen.

Modellen er efterspurgt, da flere kommuner er begyndt at lægge midlerne ud til skolerne i stedet for styre dem fra en central pulje. Kommunerne giver altså en pose penge til hver af skolerne, som indeholder det, de har til specialundervisning det år. Der har indtil nu ikke været en ensrettet og sammenlignelig måde for kommunerne at fordele midlerne retfærdigt mellem skolerne.