I valgkampen markedsførte Lars Løkke Rasmussen sig ikke som en statsministerkandidat, der ville lave de store samfundsforandringer. Kun på udlændingeområdet lagde han op til de sædvanlige markante stramninger; ellers handlede det mest om justeringer og at dreje lidt på de økonomiske knapper.

Som forfatteren til bogen ”Bag Magten”, Søren Lippert, beskriver, er der to strategiske perspektiver til en valgkampagne: ”Tid til forandring” eller ”Løb ikke risikoen!” Løkkes valgkamp var hovedsagelig bygget op om sidstnævnte.

Derfor kom det da også bag på de fleste vælgere, journalister og politiske modstandere, at Løkkes 2025-plan i høj grad må siges at være bygget op om ”tid til forandring”-perspektivet. I planen lægges der op til enorme forandringer på områder som skat, SU, pensionsalder og børnepenge.

Big bang 

Faktisk er der nok ikke en eneste almindelig borger, der har efterspurgt, at statsministeren skulle præsentere en 2025-plan for vedkommende. Danmark står ikke midt i en stor finanskrise. Landet er på ingen måde ramt af sydeuropæiske tilstande, og generelt er der en optimisme og tro på, at det i øjeblikket da går meget godt i Danmark. Normalt plejer økonomiske planer at være noget, som politikerne og embedsværket går og slår hinanden i hovedet med uden den store offentlige bevågenhed. Men med Løkkes 2025-plan er det omvendt. Den udgør en slags politisk big bang, der allerede nu har skabt hed folkelig debat.

En sjov kommunikationslinje

Derfor virker det også noget besynderligt, at Lars Løkke Rasmussens kommunikationslinje under hele lanceringen af 2025-planen har været bygget op om nødvendighedens politik. Løkke har talt om, at fremtidens generation mindst skal være lige så rig som hans egen generation. Han har talt om behovet for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, om at få folk på kontanthjælp i arbejde. Han ville undgå, at flygtninge igen skal gå på motorvejene, og han ville styrke velfærden.

Lars Løkke Rasmussens motiver for at lave de store forandringer er et inferno af brændende platforme, som stritter i alle retninger. Generelt gør hele Venstre-regeringen et stort nummer ud af at trække politikken ud af 2025-planen. Regeringens kommunikationslinje er som at høre på en forsikringssælger: Det kan gå helt galt for dig, hvis du ikke køber mit produkt!  Der er skruet helt ned for de politiske visioner og op for de rationelle argumenter.

Vennerne med fuld gas på ideologierne 

Omvendt står det til hos Løkkes borgerlige venner. Både Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative giver den gas på den ideologiske retorik. De har alle travlt med at stille politiske krav med synlig partifarve.

Og netop her findes en af årsagerne til, at Løkke har nedtonet den politiske retorik. For han er selvfølgelig bange for, at han kommer til at skabe for mange besværligheder i de kommende forhandlinger med støttepartierne, hvis han melder for ideologisk ud.

Partitoppen i både DF, K og LA har tidligere vist, at de er meget ærekære i disse forhandlingssituationer, så Lars Løkke Rasmussen skal passe på ikke at presse dem op i en bestemt ideologisk krog. Derudover skal støttepartierne også selv have mulighed for at påvirke historiefortællingen om den politik, de skal være med til at vedtage.

Må ikke skræmme midtervælgerne  

En anden årsag til, at Løkke har gjort en dyd ud af nødvendighedens politik, er, at han er bevidst om, at det er nogle gigantiske realpolitiske forandringer, han lægger op til. Forandringer, som godt kan skræmme mange af de vælgere, der bevæger sig omkring midten af dansk politik.

En hel del vælgere er stadig opdraget med Anders Fogh Rasmussens kontraktpolitik, hvor man med Foghs egne ord ikke kunne komme som en tyv om natten og lave store forandringer i borgernes liv. Derfor har Løkke også en interesse i at markedsføre sig som den samlende skikkelse, som kun laver disse indgreb for at fremtidssikre landet.

En bred plan, der kan få bred modstand  

Spørgsmålet er, om strategien vil lykkes. For det kan godt være, at Venstre-regeringen bryster sig af at have præsenteret en helhedsorienteret plan for landets fremtid. Men dermed er det også en plan, der vil have modstandere i rigtig mange samfundsgrupper.

Og når først planen for alvor bliver fordøjet, er det nok ikke alle, der vil abonnere på Løkkes ”nødvendighedens politik”-argumentation. En del borgere vil nok også anskue det ud fra den simple betragtning, at 2025-planen er klassisk Venstre-politik!