Fake news som begreb er på rekordtid blevet en dagligdags ingrediens i snart sagt enhver snak om nyhedsformidling, og vi ved alle hvorfor. Men begrebet som sådan og forekomsten af fake news er ikke kun en transatlantisk foreteelse - faktisk er det sådan at jo mere opmærksom man bliver på hjemlige udgaver af fænomenet, jo mere går det op for en, at man måske burde være blevet det for længst.

Aprilsnar er kort sagt ikke noget særligt i henseende til tvivlsomme mediehistorier, og symptomatisk for situationen gik det denne gang hverken værre eller bedre, end at flere medier i fuld alvor frafaldt brug af aprilsnar i år, mens Berlingske gjorde det samme – bare som aprilsnar. Meta med meta på.

Man forstår derfor godt, at Jyllands-Posten ventede til dagen efter med en nyhedshistorie om en målbart faldende tillid til medierne. Et problem for demokratiet kaldte avisen det på Facebook, skønt det jo kun er det i det omfang, mistilliden ikke er berettiget. Her leverer Jyllands-Posten selv - utilsigtet - et udmærket eksempel på, at man ikke skal sluge alting råt, nemlig ved ukritisk at lade en medieanalytiker udråbe som endegyldig sandhed, ‘at et stigende antal mennesker ikke længere kan kende forskel på falske og sande nyheder, fordi det hele bliver blandet sammen på de sociale medier’.

Men hov, den mistede tillid kan jo nøjagtig lige så godt tages som udtryk for, at de kritiske læsere netop evner at skelne mellem ægte og falske nyheder. Altså det stik modsatte.

Det skal retfærdigvis nævnes, at Jyllands-Posten ifølge en Facebook-kommentar fra artiklens forfatter udbredte emnet i printavisen og dér var mere nuanceret, men det hjælper jo intet i forhold til den artikel, man vælger at lægge på Facebook og som folk derfor baserer deres opfattelse af journalistikken på. At avisen på den baggrund mener sig uretfærdigt bedømt, anskueliggør den forståelseskløft, som man for den sags skyld godt kunne kalde mistillid.

Men som indledningsvis nævnt: Nyt er det ikke. Og det optræder ikke kun i medierne.

Tilbage i oktober 2015, altså før det første primærvalg overhovedet havde været holdt over there, gik Ankestyrelsen i en pressemeddelelse ud med en glad nyhed om, at ‘Kommunerne følger regler og praksis i seks ud af ti sager’, hvorved ‘over halvdelen af borgerne med sjældne handicap og erhvervet hjerneskade får tilstrækkelig hjælp efter den sociale lovgivning’. Den virkelige nyhed var naturligvis, at der tværtimod var ‘fejl i 40 procent af sagerne’, og man bemærker, at det her var mediernes fortjeneste, at historien blev vendt rigtigt.

I en lidt anden klasse er en nylig pressemeddelelse fra Randers Kommune, hvor et nej fra Ombudsmanden til at indlede en undersøgelse af en sag blev overfortolket til en frikendelse af, at der overhovedet skulle være problemer. ‘Ren Donald Trump’ og ‘alternative fakta’ lød den vrede dom fra de partier, der oprindelig var gået til Ombudsmanden, og det kom så vidt, at sagen - altså den om pressemeddelelsen - blev et selvstændigt dagsordenspunkt på et byrådsmøde, hvor kommunens kommunikationsafdeling påtog sig ansvaret for overfortolkningen, der ellers var lagt i munden på en udvalgsformand. Enden på det hele blev en ny pressemeddelelse med rettelse og beklagelse to uger efter den første.

En påmindelse om vigtigheden af, at ikke kun medierne, men også deres læsere forholder sig kildekritisk til nyhedsstrømmen.

Forrige fredag erobrede Rigsadvokaten dagsordenen på alle nyhedsflader med en pressemeddelelse om, at der ikke bliver nogen straffesag mod den tidligere syddanske regionsrådsformand Carl Holst (V), og umiddelbart efter udsendte netop Region Syddanmark også selv en pressemeddelelse, nemlig om at KORA havde frikendt udførelsen af et ambulanceudbud for at være årsag til, at regionen til sidst selv måtte overtage driften efter det vindende selskabs kollaps. Spørgsmålet er, om den nyhed ville være kommet ud netop den dag, hvis ikke nyheden om Carl Holst var kommet ud lige inden? Motivforskning er også en slags kildekritik ...