Ordentlighed, retskaffenhed, moral og sine meningers mod, eller bare civilcourage, er dyder, der skal vogtes over i enhver organisation, der tager sig selv alvorligt og vil tages alvorligt. På det seneste har vi haft et par sager om ordentlige individer, der er blevet behandlet uordentligt, selvom de bare har villet det ordentlige.

En person, som kan opfattes som whistleblower, fører sag mod Syddanmark, fremgik det af dknyt.dk forleden. Karin Frost fortalte nemlig pressen og ministeriet om et botilbuds snyd med AMU-tilskud - og blev selv fyret. Efter 18 års ansættelse som plejer ved et socialpsykiatrisk botilbud i Middelfart. Begrundelsen for fyringen var samarbejdsvanskeligheder. Men inden fyringen var hun involveret i en sag, hvor hun var gået til både presse og Undervisningsministeriet med en sag, hvor hendes arbejdsplads snød staten med fiktive AMU-kurser. Kristelig Fagbevægelse kører nu en sag mod Region Syddanmark for uberettiget opsigelse.

Har Karin Frost ud fra begrebet den klassiske embedsmand ikke bare gjort, som hun skulle? Det er spørgsmålet, og hun har i hvert fald ikke gjort det letteste, som er at holde mund. Nu falder Karin Frost for den mest almindeligt anvendte fyringsbetegnelse: Samarbejdsvanskeligheder. Hvem i himlens navn ville ikke få det efter at have undsagt ledelsen? Betegnelsen er i en afskedigelsessammenhæng en af de mere harmløse. Men alle kan se, at der er mere gemt under overfladen i eksemplet Karin Frost.

Karin Frost har blot benyttet sig af sin ytringsfrihed, i hvert fald ifølge hendes advokat Birger Høst fra fagforeningens juridiske afdeling.

Hvis Karin Frost taber sagen, er der ingen tvivl om, at endnu færre offentligt ansatte tør gøre brug af deres ytringsfrihed, selv om de får kendskab til ulovlige eller kritisable forhold på deres arbejdsplads, udtaler advokaten. Og i en situation hvor krisen kradser sætter det en stopper for Frosts type. Man kan jo hurtigt blive frosset ude og lagt på is.

Region Syd har tidligere afvist at kommentere sagen.

Beskidt sag fra Odense

Alt andet end et eventyr har udspillet sig i Odense. En HK'er blev fyret, fordi hun ikke turde gå direkte til direktøren, da hun kom på sporet af millionsvindel på Odense Nord Miljøcenter.

Kontorassistent Helle Olsen gik til sin nærmeste chef for at fortælle om mistanken. Men i stedet for at få støtte og hjælp fik hun trusler om 'at chefen ville rive hende med i faldet'. Det viste sig nemlig, at chefen var med i svindlen for flere mio. kr. Nu er Helle Olsen fyret, fordi hun ikke orienterede den øverste ledelse om svindel-mistanken. Men hun turde ikke henvende sig til direktør Thomas B. Jørgensen, fordi hun frygtede, at han kunne være medsammensvoren.

Whistleblower

Karin Frost er en modig whistleblower, hvis opgave er at afdække og gøre opmærksom på, hvad der foregår.

Lige så længe, der har været magthavere, har der været mennesker, der har forsøgt at synliggøre disse magthaveres adfærd. Begrebet whistleblower stammer fra verdens første professionelle politikorps, som blev oprettet i London i 1829 af Sir Robert Peel (1788 - 1850), senere to gange UK premierminister. Disse 'peelers' eller 'bobbies', var udrustet med en fløjte, som de brugte, når de under deres patrulje observerede, der blev begået en forbrydelse. Lyden tilkaldte andre betjente og advarede samtidig borgerne om fare.

Sandheden er ilde hørt

'Af og til snubler menneskene over en sandhed, men de fleste rejser sig op og skynder sig videre, som intet var hændt', sagde Winston Churchill.

Det er ikke populært at sige sandheden, den er ilde hørt. De, der vælger at sige sandheden åbent og offentligt, får ikke et behageligt liv og slet ikke en karriere. Spørg bare Frank Grevil, den tidligere efterretningsagent, der fik fire måneders fængsel, da han i 2004 brød sin tavshedspligt og lækkede oplysninger til pressen om Iraks masseødelæggelsesvåben - som jo viste sig ikke at eksistere.

Det er en del af vores forståelse af begrebet ordentlighed, at man uanset hvor man er placeret i verden og i en organisation, siger fra overfor uordentlighed. At gå til pressen er ikke en optimal løsning. Det må kunne håndteres anderledes og internt. Hvis ikke, er der virkelig nogle der har et problem med deres ordentlighed. Og sådan er vi da ikke i Danmark!? Vi har i hvert fald ikke lyst til at være ansat sådan et sted ret lang tid.

Loyalitet overfor virksomheden kan i nogle situationer være at sige fra over for forhold, som man mener, vil skade virksomheden og organisationen, herunder også de ansatte.

Den 1. december 2011 fik Frederiksberg Kommune som den første kommune i Danmark en såkaldt whistleblower ordning. Det betyder, at borgere, ansatte, pårørende og samarbejdspartnere kan henvende sig anonymt med anmeldelser af regelbrud. Ikke bare at kollegaen tager en rygepause (!!), men alvorligere overtrædelser af reglerne og ulovligheder. Kommunerne har på samme måde længe bedt deres borgere 'angive' de medborgere, der begår socialt bedrageri og f.eks. bor to mennesker på en adresse i stedet for én som opgivet.

Også Odense Kommune vil have en whistleblower-ordning. Borgmester Anker Boye mener, at det ovenpå flere episoder i kommunen er nødvendigt med en såkaldt sladreordning.

HK Kommunal ved Bodil Otto mener, det er tegn på en syg kultur at indføre sladrehankeordninger.

Er ordentligheden på vej ud?

Når man indfører en officiel whistleblower-ordning, betyder det både en forventning om noget, der skal 'sladres om', men også at der er behov for en anonym mulighed herfor. Det kan sagtens ses som et tegn på, at ordentligheden er på vej ud af det danske samfund - både for dem der overtræder reglerne, og dem der har kendskab til det. De har nemlig en forpligtelse til at afsløre det - en forpligtelse overfor sig selv, kollegaerne og ikke mindst de danske skatteydere.

Ordentlighed er værd at beundre og vi prøver selv at efterleve det - særligt i vores faglige liv. At leve op til reglerne ser vi som en værdi i sig selv. Vi kan finde masser af regler, vi mener er tåbelige... men vi efterlever dem alligevel i ret stor udstrækning.

Vi lader os inspirere af de kollegaer, hvor der bare er styr på tingene - hvor alle mennesker og sager behandles ordentligt og efter reglerne. Det er professionelt og ønskværdigt i enhver organisation.

At man så også i sit liv møder nogle, som har en anden tilgang, kan man vel ikke være overrasket over... Eller kan man?

Hvorfor er der nogle, der i deres arbejdsliv ind imellem ser stort på reglerne? Er det et spørgsmål om at miste troen på Systemet, og troen på at det virker? Altså at man med en vis erfaring i posen lærer at 'omgås reglerne', fordi man har erfaret, at man ingenting opnår ved at følge dem?

I det danske samfund spiller tillid en stor rolle. Men hvis ordentligheden forsvinder, forsvinder også tilliden. Og hvad er der så tilbage? Udover (mere) kontrol? Når det personlige ansvar forsvinder, når den faglige og personlige stolthed forsvinder - så forsvinder tilliden også!

Eller er det bare en tilgang, vi har som embedsmænd og Djøf'ere? At regler er til af en grund? Og at de skal følges, for at Systemet kan fungere? Problemet er i vores øjne, at hvis man finder sig i én ting, hvad er så næste skridt? Hvad går man så med til næste gang? Nogen må holde på reglerne, på den gode forvaltningsskik - og på ordentligheden!